
Narkohunden Vaks var en god følgesvend for politiet, der torsdag gennemførte en målrettet indsats mod utryghedsskabende narkokriminalitet i Frederikssund.
Omkring klokken 20.00 var politiet til stede på en parkeringsplads ved vikingepladsen på Kalvøvej, hvor fire unge mænd opholdt sig i en parkeret bil.
Da en af mændene, en 17-årig fra Frederikssund, bemærkede politiet, steg han ud af bilen og smed en pose med en mindre mængde hash fra sig.
Ved rangsagning af bilen med narkohunden Vaks blev den smidte pose samt en mindre mængde skunk fundet, og den 17-årige blev på baggrund af de to fund sigtet for at overtræde loven om euforiserende stoffer, oplyser politiet i et udtræk af døgnrapporten.
Vaks søgte efterfølgende i området for eventuelle yderligere fund, og den firbende politimand markerede et sted, hvor der viste sig at ligge en moderat mængde hash og en mindre mængde skunk.
Dette blev indbragt som hittestof til stationen med henblik på destruktion.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her