
Der er tilsyneladende smidt et på én gang enormt og finmasket net ud i jagten på oplysninger, der kan lede til den forsvundne Maria From Jakobsen og måske også gerningsmanden til det formodede drab på hende.
Foruden de massive politistyrker, der i disse dage bliver brugt på fysisk at lede efter hende, bliver der også ledt ad digital vej.
"Jeg kan fortælle, at der er foregået en massiv indhentning af overvågningsmateriale i sagen," konstaterer efterforskningsleder Lau Lauritzen således.
Det er almindelig procedure i forsvindingssager, at politiet beder om samtykke til at lede efter brugbare spor på den forsvundnes computer og telefon, da det kan være med til at afsløre noget om den forsvundnes færden, kontakter og tanker.
Giver dét et resultat, kan politiet eventuelt gå videre med at gennemse overvågningsvideoer fra bestemte områder.
Man kan også komme i den situation, at indholdet af en computer - eller for den sags skyld et tip - giver politiet anledning til tro, at der er sket en forbrydelse, og såfremt sporene peger i en bestemt retning, kan der indhentes en retskendelse til 'indgreb i meddelelseshemmeligheden."
Lau Lauritzen ønsker dog ikke at uddybe, om indhentningen af oplysninger er sket ved at indsamle videoovervågning på traditionel vis, der kunne knytte den sigtede til området, eller om der allerede tidligere i forløbet er indhentet en retskendelse til systematisk at holde snor i den sigtede i sagen - eller om det i givet fald er et såkaldt 'mastesug'- hvor politiet får en kendelse til at indhente oplysninger fra teleselskaberne om enhver, der inden for et givent tidsrum har været koblet på telemaster, der har givet politiet viden om dens sigtedes færden.
"Det kan i princippet være alle tre ting. Men vi kommer ikke på nuværende tidspunkt til at fortælle om selve efterforskningen. Det, vi kan konstatere er, at vi - vigtigst af alt - fortsat ikke har fundet Maria, og vi fortsat meget gerne modtager flere oplysninger, end de mange og gode tips, vi allerede har fået fra borgere," siger Lau Lauritzen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her