

Se billedserie
Et gammelt linoleumsgulv, lagt af flere omgange, er fjernet, og to lag af gammelt betongulv er brudt i over 1000 stumper og stykker, der er kørt i trillebør efter trillebør til en udendørs container med byggeaffald.
Frivillige har taget fat på en gennemgribende renovering af Sønderby Kultur- & Bryghus, som har adresse på Skovvejen 4A seks kilometer øst for Skibby - det vil sige første skridt af projektet, der vil skride frem ad, afhængig af økonomien.
Syv-otte ildsjæle - højst fem ad gangen af hensyn til forsamlingsforbuddet - har gennem de sidste 14 dage lagt ryg til mange timers hårdt arbejde for at få et nyt gulv i huset.
Renoveringen er blevet mulig, fordi politikere i Frederikssund Kommune i begyndelsen af december bevilgede et tilskud på 250.000 kroner til kulturhusforeningen fra en lokal udviklingspulje. Formålet er at revitalisere den slidte gamle brugs på Skovvejen 4a, som foreningen købte for snart to år siden efter at have lånt den af den tidligere ejer for at prøve idéen om et kulturhus af.
Sønderby Kultur & Bryghus har fået en ingeniør til at udarbejde en rapport over, hvad der bør ordnes, og hvad der skal tages hensyn til, blandt andet en brandmur ind til den udlejede bolig ved siden af.
Både tag og vægge trænger til en omgang, og der er også ønsker om bedre toiletforhold. Men med udgangspunkt i rapporten har bestyrelsen valgt at begynde med gulvet.
- Det er om at starte det rigtige sted i sådan et projekt, og det rigtige er at starte fra bunden. Vi får lagt varmerør, så der kan løbe varme fra et luft til vandanlæg igennem dem, når der er råd til det, fortæller Mik Fallesen, der er koordinator for gulvprojektet.
Gulvet er fundamentet for alle de aktiviteter, der er kernen i Sønderby Kultur- & Bryghus ApS, som langt over 100 fastboende, sommerhusejere og andre lidt længere væk har købt anparter i.
- Huset rummer jo alt fra foredrag, samvær og yoga, og det skal være et komfortabelt gulv, vi får, forklarer Mik Fallesen, der tilføjer, at der faktisk ikke er tale om en istandsættelse, men snarere en renovering, og derfor skal de leve op til det gældende bygningsreglement.
De frivillige har stadig til gode at grave endnu længere ned i underlaget, så der kan blive plads til 300 millimeter isolering, og der dukker ofte mange af fortidens byggematerialer op.
- Jeg må sige, de er ret skrappe de mænd. Det er hårdt arbejde. De gør virkelig en indsats, siger Karin Jessen, bestyrelsesformand for Sønderby Kultur- & Bryghus, der fortæller, at hun faktisk har foreslået, at kulturhuset betaler sig fra noget af arbejdet ved at hyre et firma.
- Dér blev jeg sat på plads - men på den gode måde, smiler hun, og Mik Fallesen forklarer, at det er lidt for kompliceret at blande ulønnet og lønnet arbejdskraft i samme projekt.
Det nye gulv ventes færdigt i løbet af en måneds tid, og når coronarestriktionerne lempes, vil kulturhuset kunne komme til at summe af liv igen, blandt andet på lørdage, hvor alle har mulighed for at komme og hygge sig med andre, så ingen behøver at sidde ensomme derhjemme.
Der stiles under alle omstændigheder efter at være helt klar til april, hvor de to håndbryggere Bo Zoffmann og Henrik Laurents forventer at indvie Sønderby Bryghus, som lejer et mindre lokale hos kulturhuset, hvor de brygger øl med stor passion.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her