20. september 2021
Kirkestien er anlagt som en simpel trampesti markeret med simple træpæle med logiske placeringer i det åbne land samt markering på træer. Arkivfoto: AdobeStock
Kirkestien er anlagt som en simpel trampesti markeret med simple træpæle med logiske placeringer i det åbne land samt markering på træer. Arkivfoto: AdobeStock
Foto: THINAPOB PROONGSAK EOS RP/Thinapob - stock.adobe.com
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kirkesti genopstår

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kirkesti genopstår

Kirkestien, som i generationer lå mellem Oppe Sundby og Snostrup, er blevet genetableret takket være frivillige, en lokal præst og Frederikssund Kommune

Frederikssund - 28. august 2021 kl. 08:21
Af Birgitte Masson

Man kunne tro, at et stisystem, der går fra Snostrup til Oppe Sundby, nu er en realitet, på grund af efterdønningerne fra Corona hvor mange har fået øjnene op for at vandre i naturen.

Men det hænger ikke sådan sammen.

Stien er resultatet af et mangeårigt ønske om at få genetableret den gamle kirkesti, der gik gennem landskabet mellem kirkerne i Snostrup og Oppe Sundby. Det fortæller sognepræst i Oppe Sundby og Snostrup kirker Susanne Norsk Østrup Leiding.

"En gruppe frivillige, bestående af folk som bor i Vinge, Oppe Sundby og Snostrup pastorat, har arbejdet på kirkestien i mange år, ud fra et ønske om at få genoplivet den gamle kirkesti. Det er så mig, som har været tovholder på det," siger Susanne Norsk Østrup Leiding.

Hun er af den overbevisning, at man som kirke også skal være til gavn for den menighed og det sogn man bor i. Med andre ord skal man reagere på det, der ikke fungerer. Derfor har hun valgt at gå ind i projektet.

Stiens linjeføring er tilrettelagt med udgangspunkt i kirkernes egne ejendomme, eksisterende markskel efter aftaler med lodsejerne samt i Vinges "Grønne Kile" efter aftale med Frederikssund Kommune.

Det betyder, at man ikke længere behøver at gå langs de smalle veje, hvis man vil ud i naturen, eller hvis man vil gå fra Oppe Sundby til Snostrup.

Smutvej for gående

"Jeg kan huske, da jeg flyttede fra Frederiksberg hertil, hvordan der ikke var levnet ret meget plads på vejene omkring Snostrup, hvis jeg ville gå tur med barnevognen. I disse år ser jeg alle de her forældre med små børn, som flytter herud. Kirkestien betyder, at man nu kan bevæge sig sikkert ud i naturen," siger Susanne Norsk Østrup Leiding og tilføjer;

"Hvis jeg havde haft små børn, ville jeg tage noget af kirkestien fra Snostrup til stationen i Vinge eller fra Oppe Sundby. Man vil samtidig få en lidt smukkere tur, og det er ingen omvej."

Tidligere fandtes kirkestier mange steder på landet som smutveje for de gående. I takt med samfundsudviklingen og den effektive arealanvendelse er mange kirkestier forsvundet, mens andre henligger i landskabet og minder om en tid, hvor de blev benyttet af sognebørn på vej til kirke og skoleelever på vej til skole. Kirkestierne var livsnerven imellem bysamfund og de nærmeste opland.

Således også i Snostrup sogn hvor der i generationer har eksisteret en kirkesti. De indbyggere, der er født eller opvokset i Snostrup by, husker alle, at de har benyttet kirkestien, som har været en trampesti.

Taknemmelig

Kirkestien snor sig gennem landskabet, og ved Tvindmosen bliver der etableret en lille bro, så man kan komme tørskoet over på den anden siden.

"Vinge ligger både i Oppe Sundby og Snostrup pastorat. Jeg synes også det er vigtigt, at bevare det grønne bælte der snor sig så det også bliver en oplevelse for dem der bor der," siger Susanne Norsk Østrup Leiding. Hun lægger ikke skjul på, at hun er taknemmelig over den opbakning der har været til projektet.

"Vi har lavet en fireårig kontrakt med Frederikssund Kommune. Og så håber vi, at kirkestien kan blive permanent. Det bliver den, såfremt folk vil benytte den, så det håber jeg," siger Susanne Norsk Østrup Leiding og tilføjer;

"De fleste lodsejere har været positive, deres eneste bekymring har været, om folk ville passe på deres jord, så jeg opfordrer til, at man passer på naturen. "

Kirkestien indvies søndag 29. august klokken 10.30.

Rutevejledning

Når du står med ryggen mod Snostrup Kirke og kigger mod vest, skal du gå ned for enden af

plænen. Her begynder kirkestien!

Gå langs Præstemosen og følg derefter stien over marken. Gå lidt inde på marken, så du ikke forstyrrer dyrelivet i skellet.

Skrå over imod skorstenen og fortsæt over gårdspladsen og ned til den gamle have. Her er der frugttræer og en lille sø. Herfra kan man gå omkring søen eller krydse igennem haven og gå langs læhegnet mod Vinge station.

Kryds over stationen og op af indkørslen til den gamle gård ved Vinge. Drej til højre for enden af indkørslen (lige før huset) og så til venstre. Følg Tvinsmosen til der er en pæl og tydeligt ryddet for enden af Tvinsmosen.

Gå gennem Tvindsmosen og langs mosen på Gerts mark. Der er en markering, hvor man kan gå ind i den gamle have for enden af marken (dette er en grund, der ejes af kommunen).

Gå ad indkørslen og kryds vejen og dernæst over marken til Skiftesten.

Gå af Skiftestens flotte allé og drej til højre af cykelstien mod Oppe Sundby. Det sidste stykke af kirkestien til Oppe Sundby, er cykelsti

Du har nu nået Oppe Sundby Kirke, og har gået hele Kirkestien.

1382458
Synes du, at kommunen er der for dig?