
- Vi har aldrig set noget lignende. Det er spændende og nytænkende, og vi glæder os til at følge projektet.
Sådan lyder det fra pressekontakt i Dansk Kennel Klub, Lise Lotte Christensen, på baggrund af et nyt byggeri, som netop et gået i gang i Frederikssund, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Her opfører entreprenørerne Niels Martin Viuff og Palle Søegaard 18 lejeboliger, som man kun kan komme i betragtning til, hvis man har hund.
Dansk Kennel Klub har ydet konsulentbistand på projektet, som klubben ser frem til at følge.
- Vi hilser det bestemt velkommen. Det er spændende, hvordan det udvikler sig, og vi synes, det er glimrende, at nogen har fået sådan en idé, siger Lise Lotte Christensen.
Byggeriet forventes at stå klar om et år, men inden da skal der blandt andet holdes rejsegilde, hvor Niels Martin Viuff regner med at stille hundeskåle frem til alle de firbenede gæster.
Som krølle på halen kan det nævnes, at katteejere må se sig om efter andre steder at bo.
- Lejerne må ikke have kat, siger Niels Martin Viuff.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her