18. oktober 2021
Therese Hejnfelt fik for en måned siden sin lille søn, Ambrosius, der er opkaldt efter en tip-tip-oldefar. Han skal med hende i valgkampen.
gallery icon

Se billedserie

Therese Hejnfelt fik for en måned siden sin lille søn, Ambrosius, der er opkaldt efter en tip-tip-oldefar. Han skal med hende i valgkampen.
Foto: Anne Lønstrup
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: KV21: Vi mangler yngre kvindelige politikere i byrådet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

KV21: Vi mangler yngre kvindelige politikere i byrådet

Lokalavisen Frederikssund giver op til valget ordet til én af de kandidater, der håber på, de efter valgaftenen for første gang får plads i byrådet. Denne gang er turen kommet til den konservative Therese Hejnfelt

Frederikssund - 11. oktober 2021 kl. 07:45
Af Anne Lønstrup

"I forbindelse med min uddannelse har jeg fået øjnene op for det omsorgssvigt, der sker over for de ældre. Der er ikke værdighed mere. De ældre bliver opbevaret på vores plejecentre, som hed plejehjem før i tiden. Og jeg kan godt forstå, at det ikke hedder et hjem mere, for det er bare opbevaring til den dag, de ikke er her mere."

30-årige Therese Hejnfelt sidder med Ambrosius på en måned i armene og giver sit livs første politiske interview. Hun arbejder til daglig i sundhedssektoren og er ved at uddanne sig til social- og sundhedsassistent. Det er et fag, hun er stolt af, men hun oplever ting på plejecentrene, som hun ikke synes er i orden.

Den generte i klassen

"Egentlig er det mærkeligt, for jeg var altid den generte i klassen, så det kan virke lidt angstprovokerende at stille op til valg. Men jeg har en stor retfærdighedsfølelse, og når ting ikke fungerer, så har jeg altid været god til at banke i bordet og sige fra," fortæller hun og fortsætter:

"Samtidig kommer jeg fra en meget politisk familie. Det ligger bare til os at diskutere politik og have en holdning. Jeg har stærke meninger og vil gerne kæmpe for dem, der har brug for hjælp. Jeg har energien, så selvfølgelig vil jeg gerne tage en ekstra tørn for andre."

Therese Hejnfelt siger selv, at hendes værdier er konservative.

"Det er en selvfølge for mig, at man skal kunne klare sig selv. Vi opdrager også vores børn til, at de skal være selvstændige, og jeg har en forventning om, at de tager et job senere hen. At de bidrager til samfundet."

Hun mener, at byrådet mangler kvinder i hendes alder, og det er endnu en grund til, at hun stiller op.

"Der er rigtig mange kvindelige vælgere på min alder i kommunen, og vores stemme skal ind i byrådet, for vi mangler at blive hørt. Det afspejler sig selvfølgelig i min politik, at jeg er uddannet sundhedsperson. Jeg vil gerne vise en person bag sosu-titlen, og jeg er rigtig stolt af at arbejde i det fag," siger hun.

I den forbindelse er det vigtigt for hende også at slå et slag for bedre arbejdsvilkår for dem, der skal yde borgerne omsorg. Hun er selv elev i Lejre Kommune, fordi lønnen der er 3.000 kr. højere end i Frederikssund. Det vil hun gerne ændre, ligesom hun allerede nu kan mærke det pres, som de fastansatte arbejder under, hvilket hun mener kan gå ud over plejen til borgerne.

Ordentlige arbejdsvilkår

"Jeg vil gerne skabe ordentlige arbejdsvilkår for sundheds- og plejepersonale, så vi kan få flere dygtige uddannede medarbejdere i fremtiden i Frederikssund kommune. F.eks. kan man i Lejre Kommune gå på voksenelevløn og ikke på SU, og det har betydning for, om man tilvælger uddannelse eller ej," siger hun.

Når hun taler om manglende værdighed i omsorgen over for de ældre, taler hun bl.a. om de ældres ret til selvbestemmelse.

"Nogle steder vælger de ældre ikke selv sengetider morgen og aften, fordi personalet er nødt til at tage dem ud af sengen og lægge dem i seng på det tidspunkt, hvor de kan nå at gøre det. Men ældre skal selv have lov til selv at vælge - også hvad de spiser. De skal ikke opleve at blive modsagt og umyndiggjort som et barn. Det samme gælder ved bad. Vi ved jo, at der er 14 dage til næste bad, og nogle gange går man lidt for langt i forhold til at motivere dem - som jeg tror, vi kalder det derude. Jeg så gerne, at de ældres selvbestemmelsesret bliver respekteret i højere grad."

Psykisk syge og deres pårørende er en anden gruppe, som Therese Hejnfelt vil give forbedrede vilkår.

"Jeg kunne godt tænke mig, at de kunne få akut hjælp her i Frederikssund. Som det er i dag, skal man til akutskadestue i Hillerød, men det er ikke realistisk, at man selv skal opsøge den midt under et angstanfald," siger hun.

Hun foreslår, at kommunens botilbud med døgnbemanding har en sengeplads til rådighed for en overnatning, som den syge kan få adgang til. Der bør også være en telefonlinje, hvor man kan få støtte og vejledning.

Hjælp med det samme

Mere generelt vil Therese Hejnfelt gerne forbedre befolkningens mentale sundhed. Der skal være tilbud til børn, som ikke trives helt ned i børnehavealderen.

"Man skal kunne få hjælp med det samme - også forældre og pårørende. I dag er det først, når man rammer skolealderen, at man møder skolepsykologen, men ventetiden på behandling er vildt lang. Der kan gå op til et år."

"Der skal i det hele taget fokus på kram-faktorerne, som er kost, rygning, alkohol, motion, stress og psykisk sygdom. Vi skal have flere tilbud, så man rammer bredere, og så alle generationer får lyst til at tage imod. F.eks. kunne kommunen stille udendørs træningsredskaber til rådighed i alle hovedbyer," siger Therese Hejnfelt, der håber på et bredt samarbejde omkring sundhed.

"Alle er vel interesseret i borgernes sundhed og velfærd? Bedre sundhed er en investering på langt sigt."

Da hun er på barsel for øjeblikket, har Therese Hejnfelt tænkt sig at møde vælgerne med Ambrosius på armen.

"Dels er det nemt at tage en baby med på armen. Dels vil jeg gerne vise, at jeg er familiemenneske, og at politik kan lade sig gøre, samtidig med at man har børn. Det er vigtigt for mig at vise den menneskelige side og sige 'Jeg er ikke perfekt'. Men jeg vil gerne finde løsninger, og det tror jeg man gør ved at vise åbenhed og ved at stå til rådighed og repræsentere almindelige mennesker," siger hun.

Blå Bog

Therese Hejnfelt stiller op til kommunalvalget for Det Konservative Folkeparti. Hun er 30 år og er ved at uddanne sig til social- og sundhedsassistent.

Hun er tidligere uddannet social- og sundhedshjælper og ernæringsassistent hos Café Danner. Therese Hejnfelt er forlovet med Jonas, som hun mødte, da begge gik på Frederikssund Private Realskole. Han er født og opvokset i Skibby og hun i Østby.

De er forældre til tre små børn og bor i hendes farmor og farfars tidligere bolig i forbindelse med familievirksomheden, Skibby Røgeri, som Therese Hejnfelt ejer sammen med sin far og sine fire søskende.

1382458
Rejser du til udlandet i år?