29. september 2021
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: KV21: 'Borgerne er vigtigere end et havnebad'

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

KV21: 'Borgerne er vigtigere end et havnebad'

Lokalavisen vil frem til valget præsentere en række af de kandidater, der har ambitioner om for første gang at komme i byrådet. I dag er fokus på Heidi Jørgensen fra Dansk Folkeparti

Frederikssund - 11. september 2021 kl. 09:52
Af Anne Lønstrup
arrow Læs også: KV21: Hellere lave hjulspind end gå i stå

Heidi Jørgensen er delvis opvokset i Frederikssund og flyttede for 11 år siden til Gerlev. Har mand og to voksne døtre. Er netop blevet mormor.

"Jeg stiller op til kommunalvalget, fordi jeg har mærket på egen krop, hvor svært det kan være at få hjælp fra Frederikssund Kommune, når man har behov. Begge mine børn har haft børnegigt, og jeg har oplevet at blive holdt hen og puttet i kasser. Vi har skullet bruge vores tid og kræfter på at slås med sagsbehandlere, i stedet for at kunne komme videre med vores liv. Jeg opgav selv at være på arbejdsmarkedet, da min yngste efter at være opereret i begge knæ sad i kørestol i en lang periode. Der fik vi ikke den nødvendige hjælp. Vi er i et netværk med gigtramte familier, og jeg kunne se, at andre kommuner har hjulpet andre familier i samme situation," siger Heidi Jørgensen.

Hun blev selv ramt af alvorlig sygdom, men er i dag tilbage i arbejde, efter at have været sygemeldt i perioder. Heller ikke her, følte hun sig hjulpet af Frederikssund Kommune.

"De tog mine sygedagpenge og tilbød kontanthjælp i stedet. Min mand er selvstændig, og kommunens indstilling var, at vi måtte sælge huset. Det var lige under finanskrisen, så vi levede på hans løn i fire år, indtil jeg tog sagen i egen hånd og søgte arbejde på nedsat tid som vikar. Jeg er nu kommet op i tid igen og er tillidsrepræsentant på min arbejdsplads," siger hun og understreger, at hun med den rette hjælp kunne have været tilbage før, så hun kunne tjene sine egne penge og bidrage som skatteyder i kommunen.

Gearskifte

Nu, da børnene er voksne, stiller Heidi Jørgensen op som kandidat for Dansk Folkeparti, et parti som hun har stemt på i mange år.

"Jeg synes ærligt talt, at de siddende i byrådet er lidt for tunge. Der trænger til nye kræfter og nye øjne, og sagsbehandlerne kunne også godt se at komme op i gear," siger Heidi Jørgensen.

"For mig er Dansk Folkeparti det parti, der bedst matcher mine holdninger - også landspolitisk. Det er et rummeligt parti, hvor der også er plads til, at man kan have sine egne holdninger, og det kan jeg godt lide."

Heidi Jørgensen har siddet i den lokale partiforenings bestyrelse i fire år, og bestemte sig sidste sommer til at stille op til kommunalvalget.

"Jeg hører så meget i mit daglige arbejde om, at kommunens borgere ikke kan komme frem og tilbage på grund af dårlig infrastruktur - især hvis man bor her i Hornsherred eller i Slangerup. Jeg tænker, 'Nu stopper festen! Der må gøres noget, og hvis ikke jeg gør noget, hvem gør så?' Man kan ikke bare have en holdning uden at gøre noget," siger hun.

Hun vil appellere til dem, der gerne vil se forandring i Frederikssund, og som vil have en politiker, der støtter op om borgerne og deres behov.

"Jeg går ikke ind for kassetænkning. Jeg synes f.eks., at borgerne er vigtigere end et havnebad. Jeg vil gerne synliggøre, at borgerne ikke bliver behandlet særligt pænt. I vores kommune ligger vi pænt dårligt målt på sager, som Ankestyrelsen hjemsender til kommunen, fordi kommunens afgørelse har været forkert. Det må vi kunne gøre bedre!"

Bedre infrastruktur

"Vi må også blive bedre til at tænke kommunen som en helhed. Der er for stort fokus på Frederikssund, men vi skal have mere liv ud i landsbyerne, og så skal infrastrukturen være væsentligt bedre, så kommunen kan komme til at hænge bedre sammen. I dag er det næsten sådan, at hvis du har brug for at møde en sagsbehandler, så skal du bestille tid efter, hvornår bussen kører," siger Heidi Jørgensen.

Hun synes, at borgerne skal møde den samme sagsbehandler hver gang, og så mener hun, at det er forkert at lave Frederikssund Sygehus om til et sundhedshus.

"Det er fuldstændig tåbeligt! Jeg ved godt, at den beslutning tages i Regionsrådet, men vi må gøre opmærksom på, at der er langt fra udkanten af Skibby til sygehuset i Hillerød. En time i bil og endnu længere, hvis man bruger offentlig transport."

Hvis Heidi Jørgensen kommer i byrådet, vil hun arbejde benhårdt for at lave brede politiske aftaler på tværs af det politiske spektrum. "Jeg mener, at man må samarbejde i stedet for at bekrige hinanden. Jeg har overværet flere byrådsmøder, hvor specielt Venstre og Socialdemokratiet sætter sagerne på spidsen og hver især holder på deres for at få deres ret. Men hvis enderne skal mødes, må begge sider give og tage. Det behøver man ikke være i politik for at vide," siger hun.

Selv vil hun gøre alt for at møde vælgerne ansigt til ansigt fremfor via de sociale medier.

"Jeg er ikke bare en politisk maskine, men et menneske med synspunkter og værdier. Det er bedre, at folk kan møde mig på gaden og spørge og få svar med det samme end at kommunikere på LinkedIn og Twitter. Folk er ved at kaste op over sociale medier," siger hun.

Fighterkvinder

Pia Kjærsgaard er Heidi Jørgensens politiske forbillede, fordi hun tør sige sin mening.

"Hende har jeg altid godt kunne lide. Lige meget om hun får en spand koldt vand i hovedet, holder hun fast i sine holdninger. Inger Støjberg er også en fighter, der rejser sig gang på gang. Hun kæmper for sin mening og for Danmarks skyld," siger Heidi Jørgensen.

Selv tror Heidi Jørgensen, at hendes politik appellerer mest til vælgere i den erhvervsaktive alder med familie.

"De er i en livsfase, hvor det er væsentligt, at man kan få hjælp fra kommunen, når man har behov. Men jeg vil også gerne nå dem, der ikke kan komme ud på arbejdsmarkedet, fordi de har handicappede eller psykisk syge børn."

Blå Bog

Heidi Jørgensen, 49 år, stiller op for Dansk Folkeparti som nummer fire på partilisten i Frederikssund Kommune ved det kommende kommunalvalg. Hun arbejder på Nordsjællands Hospital i informationen. Er oprindeligt uddannet salgsassistent, har siden taget kurser i administration og har arbejdet på kontor, inden hun kom til Nordsjællands Hospital.

arrow KV21: 'Kommunen er ramt hårdt på alt, hvad der handler om velfærd'
12. september 2021 kl. 11:45 Opdateret: kl. 13:50
arrow KV21: 'Jeg er ikke fejlfinder, jeg er stifinder'
08. september 2021 kl. 09:25 Opdateret: kl. 13:50
1382458
Stemmer du til kommunalvalget i år?