25. september 2021
Jens Fuglsang har i 40 år fragtet levende og døde gennem gangene på Frederikssund Sygehus. Men i dag er han pensioneret, og nyder livet med foreningsarbejdet og ikke mindst familien.  Foto: Birgtte Masson
Jens Fuglsang har i 40 år fragtet levende og døde gennem gangene på Frederikssund Sygehus. Men i dag er han pensioneret, og nyder livet med foreningsarbejdet og ikke mindst familien. Foto: Birgtte Masson
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Jens efter 40 år som portør: 'Det er livet i yderste potens'

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jens efter 40 år som portør: 'Det er livet i yderste potens'

Rundt regnet tre ture rundt om jorden er det blevet til i træsko for Jens Fuglsang, der i 40 år har fragtet forsyninger, mad, pakker, levende og døde gennem gangene på Frederikssund Sygehus.

Frederikssund - 26. juli 2021 kl. 11:00
Af Birgitte Masson

Har du på et tidspunkt været indlagt på Frederikssund Sygehus, så er der stor sandsynlighed for, at du har stødt på Jens Fuglsang.

I 40 år har han arbejdet som portør, og kørt patienter rundt i det kapillærnet af gange, som findes på hospitalet lidt udenfor Frederikssund.

Den 29. maj tog han imidlertid definitivt de hvide træsko af. Han tømte skabet, lagde sit kaldeapparat fra sig og satte punktum bag et langt arbejdsliv.

Men jobbet som portør er ikke bare at drible behændigt rundt i hospitalets lange gange med patienterne i store, tunge og uhåndterlige hospitalssenge.

Det fortæller Jens, da Lokalavisen møder ham hjemme i det gule murstenshus på Rugskellet i Frederikssund.

"Det er følelsen af, at man kan gå hjem og vide, at man har gjort noget godt. Ikke to dage er ens," fortæller Jens, og giver et par eksempler på typiske arbejdsopgaver;

"Det kan være lige fra at hente nogle blomster i omstillingen til Fru Larsen, som ligger på Palliativ og ikke ser nogle mennesker, til at løfte og bære. Og at køre med afdøde." Jens reflekterer lidt, inden han tilføjer;

"'Nattevagten' er autentisk, det er sådan det foregår. I Frederikssund er vi bare en portør på vagt om natten. Vi går rundt nede ved skraldet og de afdøde i kælderen. Man er mutters alene, og med et lys der er på halvt blus fra om eftermiddagen. Så er der mørkt nede i kælderen på de lange gange, og i de der mørke lommer." Jens tilføjer i et lettere toneleje;

"Men det har nu aldrig rørt mig."

Kører I også med døde?

Kører I også med døde?
Jens fortæller, at særligt et spørgsmål er gået igen, når han har siddet til en fest og skulle præsentere sig for borddamen:

"Kører I også med døde? Det spørgsmål fik jeg altid, når folk hørte, at jeg var portør. Svaret var i reglen - nej, de går selv. Men ja, det var det mest naturlige, både at køre med en lykkelig, nybagt mor med et spædbarn, for tyve minutter senere at køre med en afdød. Portørjobbet er livet i yderste potens. Det er de to ender af livet. Den tanke har jeg altid holdt meget af. Døden er en afslutning, og har man levet længe nok, kan døden også være noget smukt."

Jens nævner motorcyklisten, som kører ud foran en lastbil fra Stålvalseværket, og kommer ind ilde tilredt. Der er døden ikke smuk. Heller ikke når der skal være ligsyn.

"Det er typisk portøren, som skærer afdøde op, og gør legemet klar til patologen. En gang har jeg sagt fra. Det var, da en læge sagde, 'og så skal vi også have lukket op her.' Jens demonstrer ved at pege på sit hoved.

"Det gør jeg altså ikke. Jeg kan udtage en pacemaker og sådan noget. Men at røre ved det, der starter, når vi bliver født, og slukker når vi dør, det gør jeg altså ikke. Der er ingen tvivl om, at jobbet som portør kræver, at man er robust, og der er visse ting, man ikke skal tage med hjem. Der, hvor den gør ondt, skal man være god til at ryste den af sig."

Det, som påvirkede Jens mest i jobbet som portør var, når der kom et ungt par ind med en vuggedød. Eller når en kræftramt patient ønskede at komme ned i kirkesalen, for at se hvordan hun skulle sige farvel til sine kære.

"Det er en utrolig oplevelse for en som mig, at køre en patient i kørestol ned for at se, hvor hun skal ende."

Man lærer folk at kende

Men alt det der sker midtimellem, det vil sige mellem starten og slutningen på livet har fyldt allermest i jobbet som portør.

Ifølge Jens skal man som portør kunne tale med folk. Med andre ord skal man kunne drible rundt i en verden af vidt forskellige patienter, der både kan være meget snakkesalige og åbenhjertige, men som også kan være tavse, urolige og chokerede.

"Da Frederikssund Sygehus var fuldt åbent, var det ikke usædvanligt, at patienter på Ortopædkirurgisk afdeling var indlagt i op til 3-4 måneder. Så lærer man virkelig folk at kende."

Ifølge Jens er et hospital på halvt blus ikke det eneste, som er virkeligheden i dag på Frederikssund Sygehus.

"Forskellen, fra jeg startede som portør, til jeg sluttede, er enorm. Jeg er ikke tilhænger af overvågning, men vi fik et system, hvor man booker sig ind på en opgave på sygehuset, og hvor man skriver, når man har afsluttet opgaven. Det vil sige, at man ved, hvor du er, og hvad du gør. Jeg havde aldrig troet, at jeg kom til at skulle udsættes for at blive målt og vejet på mine opgaver. Vi skal komme, når der bliver kaldt, og resten af tiden skal vi ikke stå til regnskab for, hvad vi laver. Den tillid bør der være."

Medarbejdernes talerør til ledelsen som tillidsmand for portørerne fornægter sig ikke hos Jens.

Han lægger heller ikke skjul på, at han er socialdemokrat, noget han siger med stolthed i stemmen.

For ham betyder fællesskabet alt. Det være sig i alle livets forhold, hvad enten det gælder familielivet, fritiden eller arbejdslivet.

"Jeg har siddet med i socialdemokratisk bestyrelse, været træner for FIKs børnehold og i ORI. I dag er det bare Frederikssund Festivalen som er tilbage. Kender du det?, siger Jens spørgende;

"Man starter på noget der er sjovt, og så fortsætter man bare. Festivalen er min familie ved siden af familien. Frederikssund Festival er den kærligste festival der findes, der bliver krammet igennem." Jens griner, og nævner at han har været frivillig i Frederikssund Festivalen de sidste 12-13 år.

Bedstefar er den blødere model

Han rejser sig fra den sorte lædersofa. Børnebørnene Storm og Nohr er lige blevet afleveret, de er glade og en smule højtrystede, så de får at vide, at de lige skal dæmpe gemytterne en smule.

"Deres far, altså min søn, er i USA, og moren skal på arbejde, hun er sygeplejeske på Hillerød. De er alle sammen lige flyttet hjem igen efter tre år i USA." Jens sætter sig igen og fortæller, at han ikke bliver kaldt farfar.

"Jeg er bedstefar. Det er den blødere model." Han smiler og tager tråden op igen.

"Jeg kunne skrive bøger, om alle de oplevelser jeg har haft på Frederikssund Sygehus. Jeg har altid elsket mit job, og elsket at være sammen med mennesker og for mennesker. Men på grund af nedskæringer blev vi færre og færre om det samme arbejde. Så jeg tænkte, at hvis ikke jeg stopper nu, så kigger de på en anden, som ikke skal være der mere. Jeg bliver 67 år, og har haft mine gode år, og når man vågner en dag og siger, nu er det nok, så skal man stoppe, så er tiden inde." Jens fortæller, at han ikke er god til at sige farvel.

"Jeg holdt mit jubilæum den 29. maj i år. Da var det faktisk på en måde et par måneder siden, jeg var stoppet. Men jeg er lidt blød. Jeg har svært ved at sige farvel, uanset om det er af glæde. Jeg vræler, sådan er jeg bare. Jeg havde en masse afspadseringstimer, så jeg kunne stoppe i marts, og i perioden efter kunne jeg så stadig komme ud til mine kolleger. Det er dem jeg savner mest i dag." Jens tilføjer:

"Det var det bedste ved jobbet."

Vi går rundt nede ved skraldet og de afdøde i kælderen. Man er mutters alene, og med et lys der er på halvt blus fra om eftermiddagen. Så er der mørkt nede i kælderen på de lange gange, og i de der mørke lommer"

Fakta

Jens' storebror Ole stoppede som portør i en alder af 65-år med Dronningens Fortjenstmedalje efter 40 års ansættelse på Hillerød Sygehus.

Jens' lillebror Per arbejder på 36. år som portør på Frederikssund Sygehus. Er han der tre år mere, har alle tre brødre hver været portører i 40 år.

1382458
Stemmer du til kommunalvalget i år?