

Se billedserie
Lederen af partiet Stram Kurs Rasmus Paludan blev mødt af både organiseret og uorganiseret modstand, da han søndag demonstrerede mod islam ved at lade interesserede tegne profeten Muhammed på Heimdalsvej i Frederikssund.
- Det er vigtigt at fejre ytringsfriheden og være frihedens soldat, begrundede Rasmus Paludan, der nåede op på ni deltagere i sin demonstration, mens avisen var til stede.
Ved »Kilometerhuset« for enden af Heimdalsvej havde langt flere samlet sig til en moddemonstration med kaffe, kage og kærlighed arrangeret af køreskoleejer Lisbet Jensen og V-byrådsmedlem Charlotte Drue. På forhånd havde 132 meldt deres ankomst, og de to arrangører var også godt tilfredse, da demonstrationen var i gang med masser af snak og hygge blandt de fremmødte, selv om alle de 132 ikke var der fra starten.
- Jeg er supertilfreds med folks holdning, sagde Lisbet Jensen.
Tilbage hos Rasmus Paludan havde hans demonstration fået selskab af en masse beboere, der stod i en ring rundt omkring og gav Rasmus Paludan verbal modstand.
- Kør nu hjem Rasmus, lød opfordringen, men det gjorde Rasmus ikke.
Klokken 15.30 kunne politiets kommandostationsleder Dan Houtved fortælle, at Rasmus Paludans demonstration stadig var i gang sammen med den uanmeldte moddemonstration.
- Det forløber fredeligt. Vi har haft et par episoder. Vi har en enkelt anholdt, der har spyttet på en kameramand, og en, der har skubbet til én, og han vil senere blive sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, sagde Dan Houtved.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her