

Se billedserie
Fra 100 elever i lånte lokaler på handelsskolen til 1100 elever fordelt ud over Campus. Meget er sket med Frederikssund
Gymnasium, der i denne uge fejrer 50 års jubilæum
Det er sensommer 1970, og de første unge studerende er netop mødt op ved den daværende Handelsskole på Heimdalsvej i Frederikssund. Og mens den lille skole med de fire klasselokaler skal danne rammerne om elevernes skolegang, er det ikke her, de 100 unge mennesker reelt er tilknyttet. De er alle del af den første årgang elever på det nye amtsgymnasium i Frederikssund, der er ved at blive bygget overfor på Odinsvej.
"Da vi startede, kunne vi sidde i lokalerne på Heimdalsvej og se, hvordan vores skole skød op ovre på den anden side af græsplænen," mindes Jette Olofsen, der var blandt eleverne på den første årgang på, hvad der dengang hed Frederikssund Amtsgymnasium.
Siden tiderne på Handelsskolen er der sket meget. Allerede to år efter rykkede eleverne over i den gule murstensbygning, der siden har dannet rammerne om Frederikssund Gymnasium. Stedet er gået fra at huse 100 elever og syv lærere, til at være et større gymnasium med 500 elever og 50 lærere, og er vokset fra at være et amtsgymnasium til at være et gymnasium, der udklækker både STX-studenter, HTX-studenter og HF-studenter. Det er en del af Campus Frederikssund, der samlet rummer godt 1100 elever fordelt på både gymnasielle og erhvervsuddannelser såvel som grundskole.
De mange nye tiltag og den større kapacitet har dog ikke rykket ved skolens ånd, som af både lærere, tidligere elever og rektor beskrives som værende åben, nytænkende og favnende.
"Hvis jeg skulle sætte én sætning på, hvad Frederikssund Gymnasium er og altid har været, så er det høj faglighed, nytænkning og åbenhed overfor alle," fortæller Jette Olofsen, der senere uddannede sig til lærer og underviste på selv samme gymnasium, hvor hun var uddannet, indtil hun i oktober 2020 gik på pension. Og hendes billede af skolen og dennes ånd, nikker skolens nuværende rektor, Agnethe Dybro Pedersen genkendende til:
"Frederikssund Gymnasium er en rummelig organisme. Her har vi plads til alle, vi er åbne, og vi bestræber os på altid at være med i fronten," fortæller rektoren.
Og med i fronten er lige præcis, hvad Frederikssund Gymnasium er og altid har været. Som amtsgymnasium kunne stedet bryste sig af at være det første af sin slags i Danmark, og i dag går stedet med i fronten, når det handler om at nytænke, hvordan man underviser på. Lige fra de såkaldte familiekredse, hvor eleverne lærer hinanden at kende, inden de vælger studieretning, til skolens samarbejde med ADHD-foreningen, der har til formål at gøre undervisning og skolegang sjovt og rart også for de elever, der har brug for en anden type struktur, end et gymnasieskema oftest tilbyder.
Og så har skolen netop uddannet sine første undervisnings-miljørepræsentanter, elever, der skal fungere på samme måde, som arbejdsmiljørepræsentanter gør på arbejdsmarkedet - noget, gymnasiet er det første i Danmark til at implementere.
"Vi skal lære gennem udvikling, og der er noget vildt fedt ved at kunne være med til måske at opfinde den dybe tallerken," fortæller rektor Agnethe Dybro Pedersen om de mange initiativer.
Gymnasiet er på sine 50 år gået hen og blevet mere end, hvad visionen var. Og med en helt ny sportshal, der i forbindelse med jubilæet indvies virtuelt den 10. februar klokken 15, kan skolen sætte det endelige punktum for den vision, der oprindeligt var for stedet. Sportshallen har nemlig været en drøm for skolen helt siden den spæde begyndelse, fortæller rektor Agnethe Dybro Pedersen.
"Vi har faktisk fundet tegninger tilbage fra 1970'erne af hallen. Det er altså tegninger helt fra gymnasiets start. Så det har været en drøm længe, og derfor synes vi, det er mere end passende, at de to ting fejres i forening. Det er lidt som om, at nu er stedet mere fuldendt," lyder det.
Hvad der nu skal ske efter det store punktum, ved Agnethe Dybro Pedersen ikke helt.
"Det er et svært spørgsmål. Vi skal have mere innovation, meget mere af det. Det er vi slet ikke færdige med. Og ja, så er der måske også andre spændende projekter ude i fremtiden..." slutter hun med et glimt i øjet.
Én ting er dog sikkert. Hvad end der venter det efterhånden store gymnasium, bliver det nytænkende, favnende og åbent.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her