27. juli 2021
Ophavsmand til Kunstindeks Frederikssund er den kunstinteresserede arkitekt og journalist Morten Ledet, der påbegyndte sit arbejde for otte siden. I efteråret modtog han Frederikssund Kommunes Kulturpris 2020 for sit omfattende formidlingsarbejde. Her ses han siddende på Susanne Ussing og Carsten Hoffs »Fraktalskulptur« fra 1989 på Frederikssund Station. Foto: Thomas Olsen
gallery icon

Se billedserie

Ophavsmand til Kunstindeks Frederikssund er den kunstinteresserede arkitekt og journalist Morten Ledet, der påbegyndte sit arbejde for otte siden. I efteråret modtog han Frederikssund Kommunes Kulturpris 2020 for sit omfattende formidlingsarbejde. Her ses han siddende på Susanne Ussing og Carsten Hoffs »Fraktalskulptur« fra 1989 på Frederikssund Station. Foto: Thomas Olsen
Foto: Thomas Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Frederikssund: Tag på kunstudstilling i det fri

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Frederikssund: Tag på kunstudstilling i det fri
Frederikssund - 16. marts 2021 kl. 05:30
Af Maj-Britt Holm

Du møder søde, smukke og storladne skulpturer på en gåtur gennem Frederikssund by.

arrow Læs også: Frie bønder og en fattig dronning: Gå på opdagelse i historiske Hørsholm

Kunstmuseerne er stadig coronalukkede. Men hvem siger, at al kunst er spærret inde, når man frit kan tage på kunstudstilling i det fri? Der er i hvertfald nok at komme efter, hvis du sætter en times tid af til at gå rundt i Frederikssund by, der har masser af skulpturer at byde på i forskellige stilarter og fra forskellige epoker.

De fleste værker er forsynet med små messingskilte, som fortæller titel, kunstnernavn og årstal. Der er desværre ingen QR-koder, der giver adgang til historierne bag. Dem kan man til gengæld finde på sin smartphone, hvis man slår op på Kunstindeks Frederikssund, som rummer cirka 400 artikler om kunstværker og kunstnere.

Ophavsmand til indekset er den kunstinteresserede arkitekt og journalist Morten Ledet, der påbegyndte sit arbejde for otte siden. I efteråret modtog han Frederikssund Kommunes Kulturpris 2020 for sit omfattende formidlingsarbejde.

Alsidige kunstværker

Morten Ledet er guide for avisens udsendte på en tur rundt fortrinsvis i den hestesko-formede bymidte, som omkranses af Jernbanegade, Østergade, Havnegade, Bruhnsvej og Nygade.

- Det er alsidigt og mangesidet kunst, man kan se i bymidten, fra det nuttede til det demonstrative, fastslår han.

Første stop er Frederikssund Station og kunstnerparret Susanne Ussing og Carsten Hoffs »Fraktalskulptur«. Spir i stål stræber højt over en bred, bølgende underdel af beton belagt med keramiske kakler i blå, sort og okkergul i en såkaldt fraktalgeometri, der er skabt ud fra en matematisk formel med en computer til værktøj. Prikken over i'et er metalstykker, som klinger med lyde i vinden, hvis man ellers kan høre det for busser, snak og S-tog.

Skulpturen er skabt som bestillingsopgave fra DSB i anledning af S-togsindvielsen i 1989. Hoff og Ussing »opdagede« fraktalerne, før de blev almindeligt kendte. Parret fik også opgaven med at udsmykke Måløv, Veksø, Stenløse og Ølstykke stationer med bladguldbelagte jernrelieffer oven på stationsskiltene.

I 2016 fik Morten Ledet overtalt DSB til at restaurere »Fraktalskulptur« i 2016, fordi en del kakler var sprængt bort af frostvejr eller beskadiget af slid og sømbeslåede sko.

- Jeg synes, det er enormt flot. Det er lidt skrammet af se på, men det står der også i vejr og vind, og skoleklasser og andre sidder på det, mens de venter, fortæller han.

Granit og lys

På vej mod gågaden passerer vi Viera Collaros lysinstellation fra 2010 på torvet og facaden af Sillebroen Shopping: Seks cirkelformede granitbænke med lysende dioder i forskellige farver på undersiden; en stander med spot i forskellige farver som danner cirkulære lysformationer på belægningen og giver skygger i komplementære farver; på centrets facade tre lodrette lysformationer som løbende skifter farve. Alt det kommer først frem ved mørkets frembrud, så vi iler videre.

I Jernbanegade står kunstneren Anita Jørgensens »tre-i-ét værk« »Figurbevægelse til Frederikssund« fra 1993, som handelsstandsforeningen bekostede, da gaden blev lavet om til rigtig gågade med fliser og chaussésten.

Det er to skulpturer »Søjlefigur« og »Jordfigur« i hver sin ende af den cirka 300 meter lange gade med vandkunsten »Glasplader med vand«, af folkeviddet kaldt Pissoiret, i glas, metal, granit, vand - samt som det femte element lys ved nattetide - som forbindelsesled undervejs på det lille torv ved Kirkegade.

Skilt i fødselsdagsgave

På byens store torv foran rådhuset finder man i et vandbassin bysbarnet og billedhuggeren Morten Nielsens bronzeskulptur fra 1965 »Moderne menneske på historisk grund«, som studenterne danser glade omkring hvert år i juni.

Den forestiller en mandsperson ved en vikingestævn. I årtier nagede det kunstneren, at værket fejlagtigt havde fået en navneplade med titlen »Stævningsmanden«. Det fortalte Morten Nielsen med et hjertesuk i et 75-års fødselsdagsinterview i Frederiksborg Amts Avis i 1995, hvilket fik daværende borgmester Knud B. Christoffersen til prompte at gå i aktion.

- Knud var jo en handyman. Han tog en skruetrækker op af sin skrivebordsskuffe og gik direkte ud og skruede skiltet af. Frederikssund Kunstforening havde arrangeret udstilling i anledning af fødselsdagen, og ved receptionen holdt Knud en tale, hvor han beklagede det forkerte navn og overrakte skiltet til Morten Nielsen med ordene: Jeg har bestilt et nyt, fortæller Morten Ledet med et smil.

I passagen ved Torvet finder man Peter Hentzes to store modstående relieffer med fuglemotiver i rød-gule stift-mosaikker på blå baggrund fra 1988.

- De er da gevaldig søde, konstaterer Morten Ledet.

Kvindelige motiver

Omme bag i Rådhushaven sidder Joseph Salamons bronzeskulptur »Mor med Barn« eller »Moder Jord«, indkøbt af Frederikssund Kommunes Kunstforening med midler fra William E. Berntsens gavebrev og opsat i 1994. En lille tyk dame med et barn i armene, vendt mod de store glaspartier, så ansatte og besøgende på rådhuset kan se ud på hende.

- Det er en morlil eller en bedstemor - den er sød og lidt naiv, lyder det fra Morten Ledet.

I svinget Østergade-Havnegade møder vi foran udstillingsbygningen Langes Magasin billedhuggeren Povl Søndergaards »Siddende pige Birgit«, en stilfærdig, naturalistisk bronzeskulptur af en ung pige, siddende på en plint, skabt med kunstnerens 17-årige barnebarn som model i 1965, og anbragt på en sokkel af granit. Det er en støbning af en skulptur, Hasseris Kunstfond bestilte hos Povl Søndergaard til Plejehjemmet Hasserishave i Aalborg i 1962. Birgit blev i 1985 opstillet i den grønne bypark Bløden, men få år senere flyttet til sin nuværende plads.

Povl Søndergaard, der boede i Marbæk, er også manden bag en anden bronze-klassiker »Pige sætter sit hår«, der står for anden af Havnegade med et strikket tørklæde viklet om sig, skuende ud over Frederikssund Havn.

Mæcen og sejlsportsmand

Ved kajkanten står en anden Marbæk-kunstner Steen Overgaard Madsens granitskulptur »Halvvind« fra 2006 som et maritimt vartegn for havnen. Det tre meter høje sejl i granit ærer den afdøde mæcen og ejer af Fioma/Frederikssund Jernstøberi & Maskinfabrik gennem mere end 50 år, William Berntsen, hvis gavebrev har finansieret værket, og som var en gammel lokal sejlsportsmand, der i 1960 vandt sølv ved de Olympiske Lege i Rom.

På en afstikker til parkanlægget ved Restaurant Kalvøen møder vi en tredje Marbæk-kunstner Ulf Rasmussens bronzefigur »Liggende kvinde«, som blev indkøbt med støtte fra Statens Kunstfond og opstillet i 1988, og som var hans sidste store arbejde.

Aks brød op af asfalten

Så er vi tilbage i »hesteskoen« på hjørnet af Bruhnsvej og Servicegaden, hvor John Ruds skulptur »Aks med to strå« knejser i poleret og rå rød bornholmsk granit.

Den blev opstillet i 1991 ved Frederikssund Andels Boligforening i en fremskudt placering ved en trappeindgang. Men i forbindelse med en senere vejomlægning blev skulpturen flyttet tæt på husmuren.

- Den stod oprindelig, som om den brød op af asfalten med markerede revner. Men nu har den et elskab som baggrund, lyder det med et lille suk fra Morten Ledet, da turen slutter.

Mulighed for afstikkere

Mulige afstikkere fra turen er blandt andet billedhuggeren og bysbarnet Jens Galschiødts »Min indre svinehund« foran Kulturhuset Elværket, Ved Kirken 6; en kopi fra 1910 af J. F. Willumsens gravmonument for Agnete Pontoppidan, der døde i en ung alder, i parken ved museet på Jenriksvej 4, og Walther Linis' »Viking der løfter skjoldet« af glasfiberarmeret beton over jernskelet fra 1991.

Du finder Kunstindeks Frederikssund på hjemmesiden www.kuf.dk.

arrow Taastrup: De gamle huse fortæller en bid af byens historie
16. marts 2021 kl. 16:12 Opdateret: kl. 08:56
arrow Skælskør: På vandring i historisk købstad med dramatisk fortid
13. marts 2021 kl. 09:09 Opdateret: kl. 13:00
arrow Hillerød: Se de elskede huse til fods i byen
13. marts 2021 kl. 09:02 Opdateret: kl. 18:11
1382458
De olympiske lege i Tokyo er igang. Hvor meget OL-guld regner du med vil blive uddelt til de danske atleter?