17. september 2019
Det indledende arbejde til Vinge Station er i gang, og det får altså lov at fortsætte som planlagt. Foto: Casper Suk Thorlacius
Det indledende arbejde til Vinge Station er i gang, og det får altså lov at fortsætte som planlagt. Foto: Casper Suk Thorlacius
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Forligskreds: Vinge Station tilbage på skinner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forligskreds: Vinge Station tilbage på skinner
Opdateret 29. august 2019 kl. 15:12
Frederikssund - 29. august 2019 kl. 11:44
Af Casper Suk Thorlacius
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

På et møde torsdag morgen er partierne i forligskredsen bag trafikaftalen »Bedre og billigere kollektiv trafik«, Radikale Venstre, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten blevet enige om, at Vinge Station skal bygges som planlagt. Beslutningen er truffet i kølvandet af, at Enhedslistens Henning Hyllested forleden offentliggjorde partiets ønske om, at transportminister Benny Engelbrecht (S) skulle sætte projektet på pause, fordi det ifølge nye beregninger ville blive 1,4 millioner kroner dyrere end forventet.

Ifølge Henning Hyllested blev han forud for den udmelding oplyst af Transportministeriet, at et »tocifret millionbeløb«, som allerede er brugt på anlægsarbejdet ikke ville gå tabt, hvis man satte byggeriet på pause.

- Det viste sig efterfølgende ikke at være rigtigt. Desuden vil det blive markant dyrere at sætte byggeriet af stationen i gang på et senere tidspunkt, fordi det nye signalprogram til den tid vil være udrullet, og jeg kan selvfølgelig ikke være med til at »bytte« en ekstraregning« på 1,4 millioner for en regning på 10, 20 eller 30 millioner, siger Henning Hyllested og tilføjer:

- Vi fastholder vores oprindelige holdning om, at det dumt at lave en station, når grundlaget ikke er der, men vi accepterer, at pengene bliver frigivet.

I en pressemeddelelse forklarer Transportministeriet, at fordyrelsen af projektet, blandt andet skyldes, »at Banedanmark har modtaget tilbud på to entrepriser, som begge er højere end forudsat i budgettet, samt at de tværgående omkostninger til byggeplads, rådgivere mv. har været underestimeret i budgettet«.

- Det er positivt, at vi i dag fik lejlighed til at drøfte spørgsmålet om Vinge Station. Enhedslisten har hele tiden haft et forbehold, og jeg må give partiets transportordfører Henning Hyllested ret i, at man nok skulle have sat projektet i gang på den måde, der oprindeligt var tiltænkt, hvor der var skabt sikkerhed for en tilstrækkelig byudvikling inden igangsættelsen af projektet, siger transportminister Benny Engelbrecht i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Vi kan dog konstatere, at projektet er så fremskredent, at det simpelthen vil blive for dyrt at sætte det på standby.

- Radikale Venstre har hele tiden ment, at det giver mening at bygge stationen nu, fordi det vil drive udviklingen af Vinge, så vi er meget tilfredse, lyder det fra Kristian Heegaard, som er valgt i Nordsjællands Storkreds.

Socialdemokratiets folketingsmedlem Rasmus Stoklund kalder desuden beslutningen »dagens gode nyhed«.

- Jeg er glad for, at vi nu har aftalt, at Vinge Station fortsat realiseres, og at det lille bump er ryddet af vejen. Det er godt for alle, kommunen, investorer, beboerne og Vinges fortsatte udvikling, siger han.

Borgmester i Frederikssund Kommune, John Schmidt Andersen (V), er ikke overraskende også begejstret over meldingen.

- Det er virkelig glædeligt, virkelig glædeligt. Vi har jo udbuddet af centrum i spil lige nu, og nu er vi fri for usikkerheden om, hvorvidt stationen kommer. Det har igen skabt noget usikkerhed for investorer og beboere, men nu er der ro på bagsmækken, siger borgmesteren hvis partifælle i folketinget, Hans Andersen, knap nåede at spørge transportministeren ind til sagen, før der var truffet en beslutning.

- Det er meget vigtigt for hele projektet omkring Vinge, at byggeriet af Vinge Station nu kan køre videre som planlagt. Så jeg er meget glad for forligskredsens hurtige opbakning - og så er det opløftende at se, at det virker, når vi står sammen på tværs af partier om en sag, som er så vigtig for både Frederikssund Kommune og beboerne i Vinge, siger Hans Andersen.

FREDERIKSBORG AMTS AVIS
NYHEDSBREV TILMELDING

SE EKSEMPEL

Læs mere om vores privatlivspolitik på https://sn.dk/cookies.

Du kan altid afmelde nyhedsbrevet ved at klikke på "Afmeld nyhedsbrev" i de modtagne nyhedsbreve.
Nyhedsbrevet udkommer hver dag kl. 7.00 undtagen søndage.

grafik køb billede