
Frederikssund Byråd har besluttet at sælge Fiomagrunden i hjertet af Frederikssund til et udviklingsselskab, der vil opføre 140-160 boliger, og som ejes af forretningsudvikleren Aldo Petersen og forhenværende direktør hos Niras, Karol Marcinkowski.
Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Blandt fem budgivere har Udviklingsselskabet Frederikssund ApS vundet med et prospekt fra arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen, der blandt andet har tegnet Den Sorte Diamant i København og ARoS Kunstmuseum i Aarhus.
- Jeg synes, det er et fantastisk prospekt, vi har set. Boligerne kommer til at ligge rigtig godt, og det bliver virkelig et løft af bymidten, siger Frederikssunds borgmester John Schmidt Andersen (V).
Selskabet har budt 15,56 millioner kroner for den cirka 7000 kvadratmeter store grund, der engang husede maskinfabrikken Fioma, og som nu skal rumme et nyt boligkoncept.
- Vi er meget optaget af den tanke, at seniorboliger skal placeres i byerne og ikke i udkantsområder, og vi vil bygge boliger til seniorer og unge med fælles faciliteter og samlingsrum til socialt samvær, forklarer Aldo Petersen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
