Retten i Hillerød bliver efter alt at dømme ikke præsenteret for hverken gennembrud eller tekniske undersøgelser, der kan fjerne drabs-mistanken fra Thomas Gotthard, når en dommer mandag skal tage stilling til, om varetægtsfængslingen skal forlænges, eller om Gotthard skal løslades.
Han har siden 16, november siddet fængslet som sigtet for drabet på ægtefællen Maria From Jakobsen.
"Der er ikke nogen ny udvikling i sagen," siger politikommissær og leder af efterforskningen Jakob Grell, Nordsjællands Politi.
Dermed tyder alt på, at anklagemyndigheden er nødt til at begære varetægtsfængslingen opretholdt på en sigtelse, hvor både gerningstidspunkt og -metode fortsat er ukendt, og hvor der hverken er fundet et lig eller drabsvåben.
Men i kraft af spor på computere, en mistænkelig mængde opløsningsmidler og overvågning, der knytter ham til dét sted, hvor Maria From Jakobsens bil blev fundet, er det lykkedes at stykke et mistankegrundlag sammen, der samlet har været nok til, at retten har fundet drabs-mistanken så velbegrundet, at man flere gange har opretholdt sigtelsen.
Og efter mere end tre måneders efterforskning er der altså ikke dukket håndfaste beviser op.
Omvendt er der angiveligt ikke dukket noget op, der kan fjerne mistanken fra Thomas Gotthard eller indikerer, at der kunne være andre gerningsmænd til den formodede forbrydelse, bekræfter Jacob Grell:
"Jeg kan konstatere, at vi fortsat ikke har noget grundlag for at mistænke, at andre end den fængslede kunne have begået drabet eller være involveret i det. Der er ikke nogen indikationer, der peger i den retning," konstaterer han overfor Lokalavisen Frederikssund.
Da varetægtsfængslingen senest blev forlænget ved et retsmøde i januar udestod der fortsat et stort arbejde med at gennemgå digitale spor på computer og telefoner samt gennemgå overvågningsmateriale.
43-årige Maria From Jacobsen blev meldt savner af sin søster 27. oktober. Her blev det oplyst, at hun dagen forinden havde forladt hjemmet i nedtrykt til stand.
Men politiet mener altså, at der er grund til at tro, at den 44-årige Thomas Gotthard i stedet har slået hende ihjel og skilt sig af med liget.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her