
Der bør være vaccinationssteder i alle kommuner, siger Frederikssunds borgmester. Men der er for få vacciner, svarer regionens sundhedsudvalgsformand.
Ifølge Frederikssund-borgmesteren har kommunen gennem et stykke tid presset på overfor Region Hovedstaden for at få placeret både et Covid-19 testcenter og et vaccinationscenter i Frederikssund. Han har peget på, at Nordsjællands Hospital i Frederikssund er særdeles velegnet til formålet, fordi der er masser af uudnyttet plads til formålet.
- Det ligger lige til højrebenet. Jeg kan ikke forstå, at man ikke bare gør det. Det er bare at låse døren op, faciliteterne er der, påpeger han.
Testcenteret er en realitet, idet det åbner mandag den 18. januar på Lundevej 11 i Frederikssund.
John Schmidt Andersen har sammen sine borgmesterkolleger i Hillerød, Helsingør, Gribskov, Fredensborg, Halsnæs, Allerød og Hørsholm skrevet et brev til formand for Kommunekontaktrådet i Hovedstaden, Steen Christiansen (S), borgmester i Albertslund, for at få lagt pres på regionen med ønsket om flere vaccinationscentre.
- Der er 1,6 millioner mennesker, der skal vaccineres i regionen. Så må det være muligt at få flere steder, borgerne kan blive vaccineret tættere på, hvor de bor, når man kan det andre steder i landet. Der bliver jo også kø på vaccinationsstederne, når der bliver så få af dem, siger borgmesteren, der henviser til, at når Region Sjælland kan etablere vaccinationscentre i alle kommuner, så kan Region Hovedstaden gøre det samme.
Formand for Region Hovedstadens sundhedsudvalg, Christoffer Buster Reinhardt (K), anerkender, at det er en meget stor opgave for kommunerne at hjælpe gruppen af 65 årige og derovre, som modtager praktisk og personlig hjælp, til og fra vaccinationscenteret i Hillerød, der åbner onsdag den 20. januar.
- Jeg ville gerne oprette vaccinesteder i alle kommuner. Men vi har slet ikke vacciner nok på nuværende tidspunkt, og vi skal i gang med runde to af vaccinationerne, så vi får færre førstegangsvaccinerede. Det giver ikke mening at åbne 29 vaccinationscentre og sprede vaccinationerne tyndt ud. Det ville føre til, at vi får færre vaccineret, siger Christoffer Buster Reinhardt, der ikke vil udelukke, at der kan åbne flere vaccinationssteder, når antallet af vaccineleverancer øges.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her