
Børnehuset Pilehavens børnehave i Frederikssund har fået coronavirus indenfor dørene, mens Pilehavens vuggestue ikke er ramt.
Flere pædagoger i børnehaven er smittet med Covid-19, og 23 børnehavebørn er sendt hjem, oplyser centerchef Trine Venbjerg Hansen, Center for Børn og Skole i Frederikssund Kommune.
- Flere voksne blev testet positive i sidste uge, og i weekenden besluttede vi at sende børn hjem som nære kontakter til en smittet og at henvende os til de øvrige forældre om, at vi ikke var i stand til at åbne børnehaven mandag morgen, fordi der skal være nok voksne, og der skal være nok, som er kendt i huset, fortæller Trine Venbjerg Hansen.
Mandag henvendte børnehusets leder sig til forældrene igen for at orientere dem om, at Pilehaven børnehaveafdeling ville åbne igen fra tirsdag morgen og for at høre, hvilke behov de havde for at få passet børnene.
- Hun fik at vide af alle familier, at de har fundet en anden pasning af børnene resten af ugen. Så børnehaven holder lukket, med mindre nogle har behov for pasning. Men vuggestuen er fortsat åben, understreger centerchefen.
Trine Venbjerg Hansen forventer, at der er normale tilstande i Pilehavens børnehave fra mandag den 1. februar, og hun glæder sig til, at alle børn og voksne er tilbage i børnehaven igen.
Børnehuset Pilehaven er normeret til 98 enheder, og et vuggestuebarn i alderen 0-2 år tæller dobbelt.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her