29. november 2020
Michael Ellekjær nåede at sætte tre telte op. Nu skal det hele væk.
gallery icon

Se billedserie

Michael Ellekjær nåede at sætte tre telte op. Nu skal det hele væk.
Foto: Peter Mailand
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ulovlig glamping lukket: Alt skal ryddes

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ulovlig glamping lukket: Alt skal ryddes

Fredensborg Kommune lukker Michaels Ellekjær glamping, det passer ikke ind her.

Fredensborg - 18. november 2020 kl. 06:00
Af Peter Mailand

Kommunen lukker Fredensborg Natur Glamping og ejeren, Michael Ellekjær, skal rydde området ved Kongevejen.

arrow Læs også: Ulovlig glamping lukket

Det blev vedtaget, da sagen mandag aften blev behandlet i Plan-, miljø og klimaudvalget. Udvalget fulgte dermed forvaltningens indstilling om at lukke pladsen, fortæller formand Lars Simonsen (R) .

"Vi mener ikke, at der skal være glamping i området, for det er i et naturfølsomt område, som ikke er foreneligt med at drive glamping," siger han.

Michael Ellekjær er tydeligvis rystet over afgørelsen.

"Jeg er trist, for det er et projekt der betyder meget for mig," siger han.

Læste om sagen i Uge-Nyt

Fredensborg Kommune blev opmærksom på sagen, da Uge-Nyt i juli omtalte sagen i forbindelse med åbningen. Her fortalte Michael Ellekjær om det nye koncept, glamping, der er en sammenskrivning af glamour og camping. Her er teltene opført som små hotelværelser og indrettet med eget badeværelse.

"Vi er meget bevidste om, at der ikke skal være flere telte, end området kan bære," sagde Michael Ellekjær til Uge-Nyt i sommer. Han nåede at opføre tre telte rundt om søen, og derudover er der opført en terrasse på kanten af søen, hvor der også er et udendørs vildmarksbad og en udendørs sauna.

Lukket efter to måneder

Glæden blev dog kort for Michael Ellekjær, der kun nåede, at drive glamping i området i to måneder inden Fredensborg Kommune den 24. august lukkede pladsen og nedlagde standsningsforbud mod ejerne. Michael Ellekjær erkender overfor Uge-Nyt, at han ikke har haft tilladelse til at drive glamping i området, men han understreger, at han ikke har haft til hensigt at bryde loven.

"Jeg troede, at vi lå under bagatelgrænsen og at det ikke er omfattet af nogle reglementer. Jeg havde slet ikke set det her komme, og det er ikke af ond vilje, at jeg har lavet det her," siger han.

Søgte om tilladelse

Derfor søgte Michael Ellekjær efterfølgende om tilladelse til at drive foretagendet.

Naboerne har imidlertid ikke været begejstret for at have aktiviteten i området. Tværtimod, fremgår det af en nabohøring i forbindelse med sagen.

"I sommers har naboerne oplevet støj, røggener, forstyrrende aktiviteter og ulovlig indtrængen fra gæster på glamping-pladsen der er placeret for tæt på naboerne," skriver forvaltningen i et notat. Og det har udvalget lagt vægt på, fortæller Lars Simonsen.

"Hensynet til naboerne vejer tungt i denne sag, da vi mener, at hvis man har købt en bolig på landet, så skal der være særlige hensyn til fred og ro. Og det er ikke foreneligt med glamping, " siger han.

Op mod 4000 gæster

Ifølge Michael Ellekjær kunne der komme op mod 4000 gæster i sommerhalvåret. Det kan området slet ikke bære, mener Lars Simonsen.

"Området passer ikke med den trafik, der vil komme til og fra området, samt at der vil være mange gæster. Det skal passe ind i området, og det gør det ikke der," siger han og tilføjer:

"Vi kan ikke have, at der ligger sådanne små steder rundt omkring, hvor det ikke passer ind," siger han.

Lars Simonsen mener, at det vil kræve en større undersøgelse hvis der skal være glamping indenfor kommunegrænsen.

"Så skal man lave en større undersøgelse af det. Man kunne eventuelt placere det i forbindelse med de eksisterende campingpladser i området," siger han.

Kun positive reaktioner

Michael Ellekjær har dog fået blod på tanden og håber på, at han kan stable sit projekt på benene senere.

"Vi har kun fået positive reaktioner og femstjernede anmeldelser, så jeg mener, at vi har demonstreret, hvordan vi kan drive glamping herude," siger han.

Køber du de fleste julegaver i forbindelse med Black Friday?