
De såkaldte »anråbsanlæg« kan forhindre tyverier på byggepladser, men indtil nu har branchen fundet dem for dyre. Topprofessionelt tyveri i Humlebæk kan presse på ny udvikling.
I weekenden skar de sig igennem 10 containere på en byggeplads i Humlebæk og forsvandt med værktøj for mindst 300.000-400.000 kroner.
Selvom containerne var videoovervågede og sikrede med ekstra låse og metalplader, overvandt gerningsmændene alle forhindringer med vinkelslibere. Imidlertid findes der anlæg, der kan forhindre sådanne tyverier, fortæller Christian Pejtersen, der er stifter af sikkerhedsfirmaet Your Company.
- Et anråbsanlæg med sensorer, videoovervågning og højtalere kan give en alarm til et kontrolcenter, hvor medarbejderne med det samme begynder at råbe af gerningsmændene, og politiet bliver alarmeret. Selvom strømmen bliver kappet til kameraerne, er sensorerne og mikrofonerne batteridrevne, og de har forhindret hundredvis af tyverier. Hvis man laver en business-case på det, kan det betale sig. En byggeplads kan sikres for 100-200 kroner i døgnet, forklarer Christian Pejtersen, der vurderer, at en mellemstor byggeplads kan sikres for 100.000-150.000 kroner i en byggeperiode på godt et år.
For Svend Pedersen, direktør i HHM A/S, er det tredje gang, at byggepladsen i Humlebæk bliver tømt for værktøj, og han konstaterer, at selve containerne ikke kan sikres bedre end nu.
- Vi er blevet præsenteret for mange smarte systemer igennem årene, men de har vist sig at være ekstrem dyre i drift. Men udviklingen går jo stærkt, og der sker noget måned for måned, og der skal åbenbart mere til for at forhindre tyverier, siger Svend Pedersen og tilføjer:
- For nogle år siden var det store problem, at hårde hvidevarer blev stjålet indendørs, men dér har vi fået nogle systemer, der er rentable i pris og med til at forhindre tyverierne.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her