25. oktober 2021
Selve maleriet vejer ikke meget mere end 80 kilo, men alligevel er nedtagningen en kritisk fase, fordi det er så stort. Derefter bliver hæfteklammer og skruer taget af lærredet, så det løsner sig og kan rulles på en stor rulle med en diameter på 75 centimeter.
gallery icon

Se billedserie

Selve maleriet vejer ikke meget mere end 80 kilo, men alligevel er nedtagningen en kritisk fase, fordi det er så stort. Derefter bliver hæfteklammer og skruer taget af lærredet, så det løsner sig og kan rulles på en stor rulle med en diameter på 75 centimeter.
Foto: ALLAN NORREGAARD
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Se billederne: Koncertsalen får et nyt sæt tøj efter 42 farverige år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Se billederne: Koncertsalen får et nyt sæt tøj efter 42 farverige år

Louisiana skaber fornyelse i den ikoniske koncertsal. Nu skal øjet udfordres af noget nyt, forklarer museumsdirektør Poul Erik Tøjner.

Fredensborg - 28. september 2021 kl. 05:07
Af Steffen Slot

Et lille løft ud af hængslerne og derefter begyndte den svære del. At få det høje, farverige kunstværk lagt ned på gulvet i koncertsalen. Rammen knagede en anelse, da seks mænd stod klar til at gribe fat og langsomt sænke det mod gulvet, imens en syvende stod inde bag rammen og hold bunden nede, så det ikke begynde at glide eller løfte sig.

Pyhaa.... Et øjebliks spænding, men det gik godt.

Og der lå det så, på gulvet, en mandag formiddag omtrent 42 år efter, at det første gang blev båret ind i koncertsalen. Med sort tusch i det ene hjørne på bagsiden af lærredet kunne man læse bogstaverne »Sep« og tallet »79«, og et andet sted stod ordet »top«.

Fire år senere, i 1983, kom et andet hovedværk til koncertsalens store væg bag den ene sæderække, ligeledes lavet af den californiske kunstner Sam Francis. Nu skal de to værker på magasin og erstattes af værker af Per Kirkeby og David Hockney. Der vil gå mindst 10 år, inden kunstmuseet igen skaber fornyelse i koncertsalen. En epoke er dermed slut.

Det er venner af huset, der rykker i koncertsalen. Per Kirkeby (1938-2018) malede Portugalien en sommer på Læsø, og museet købte værket i 2008 . Fra næste uge kan det opleves i koncertsalen på væggen i bunden af salen. Foto: Poul Buchard / Brøndum & Co.

Da Knud W. Jensen i årene omkring 1974 fik donationer og lån til at bygge koncertsalen, arbejdede han intensivt på at få skabt en kunstnerisk udsmykning, der kunne forene musik og billedkunst. Først rejste han til Alexander Calder i Frankrig for at få ham til at udsmykke koncertsalen efter en model af salen, som Knud W. Jensen tog med. Det lykkedes som bekendt ikke, og måske det også havde været for meget, når nu Calders skulpturer står på museets terrasse.

Fem år senere i 1979 havde Knud W. Jensen etableret et venskab med Sam Francis, og de to begyndte at arbejde på et permanent værk til koncertsalen. Det blev til to.

Tusindvis af ansigter

At de nu tages ned, kræver naturligvis en museumsdirektør til at forklare, hvad der nu er på spil.

- Vi har 5.800 pressebilleder fra koncertsalen, hvor baggrunden er Sam Francis maleri. Den eneste forskel på billederne er, at ansigterne er forskellige..., konstaterede museumsdirektør Poul Erik Tøjner indledningsvis med en let overdrivelse.

Han stødte til i minutterne efter, at maleriet blev lagt ned på gulvet i koncertsalen. Med et smil fortalte han, at den første forudsætning for at ændre på koncertsalen er, at malerierne kan holde til at blive afmonteret - og det kan lade sig gøre, og det er tidligere sket under en renovering. Dernæst skruer han tiden tilbage til de år, hvor Knud W. Jensen stadig levede, og hvor Poul Erik Tøjner var nyudnævnt direktør på museet.

- Vi havde en diskussion, der gik på, om der var hellige steder på Louisiana. Og det er der - jeg kan ikke forestille mig, at vi flytter Henry Moores skulptur på kanten af skrænten ud mod Øresund. Men Giacomettis værker flyttede jeg dengang til Sydfløjen i en udstilling, og Knud og jeg var slet ikke enige om det. Men da han så værkerne i det store rum, syntes han, at de var flottere end nogensinde.

- Vi vænner os til, at nogle ting nærmest smelter sammen med væggene, falder i med gulvet. Når værkerne flytter sig, ser vi det på en ny måde, Sam Francis har lavet to meget elskelige værker, som vi har set på i lang tid, og nu har vi valgt to værker fra vores samling, som også passer til koncertsalen. David Hockneys »A Closer Grand Canyon«, som står flot til det kig, som vi har ud af vinduerne mod Øresund og med de træer, som vi altid kan se - og Per Kirkebys »Portugalien«, som er et værk, hvor vi får tingene helt op i hovedet - græs og bynke.

En knivsæg

Hvordan resultatet bliver, må læserne selv forbi for at se - det skal fornemmes i rummet. Og publikum behøver ikke være foruroliget over, hvad der ellers kan være sket på museet. Er Calders skulpturer væk fra terrassen foran museet? Er Giacomettirummets skulpturer erstattet af en videoinstallation?

- En revolution af gangen, svarede Poul Erik Tøjner:

- Koncertsalen er jo et brugsrum, ikke en udstillingssal. Og der skal vi jo som berømt museum balancere på en knivsæg, fordi nogle kommer til museet for at se det, som de har læst om i en brochure eller et katalog. For andre er det en skuffelse at komme her igen og igen, hvis der aldrig sker noget.

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?