

Se billedserie
En lokalplan for at omdanne Kildehøj til boliger er på vej mod høring. Projektet roses for at respektere de historiske rammer.
Bygget som en sommerbolig til mor. Sådan var det i årene 1884-1885, hvor Nivås filantrop, Johannes Hage, opførte Kildehøj og lod ejendommen blive sommerbolig for moderen, Wilhelmine Hage.
Kildehøj ligger to meter højere end niveauet for Gammel Strandvej mellem Lyngebækgaard og Nivaagaards Malerisamling, som Johannes Hage stiftede.
Siden har ejendommen været brugt til mange ting. I en periode behandlingssted for multihandicappede børn som institution under Frederiksborg Amt, og senere som privathospital for behandling af unge med spiseforstyrrelser. Nu har Ib Henrik Rønje, der også ejer Lyngebækgaard, opkøbt ejendommen og vil indrette den til boliger. Der kan være 10 boliger i hovedbygningen og to boliger i anneksbygningen, og ombygningen vil ske i respekt for bygningens historiske detaljer.
Der bliver ikke holdt virtuelle borgermøder om lokalplanen, da man ikke kan tale om, at der er direkte naboer. Desuden bliver ejendommen med projektet tilbageført til sin oprindelige anvendelse - altså boliger, og forvaltningen vurderer, at der samlet set ikke er tale om væsentlige ændringer i det omkringliggende miljø.
Efter byrådsmødet på mandag kommer lokalplanen i høring i otte uger.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her