18. september 2021
Designmuseum Danmark skal have en tro »kopi« af den tidligere kartouche, som hænger ved indgangen, men som desværre er blevet forvitret over årene. Den skal Vanja Mia Schwartz lave.
gallery icon

Se billedserie

Designmuseum Danmark skal have en tro »kopi« af den tidligere kartouche, som hænger ved indgangen, men som desværre er blevet forvitret over årene. Den skal Vanja Mia Schwartz lave.
Foto: ALLAN NORREGAARD
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Projekt kræver millimeterpræcision: Et enkelt forkert slag kan ødelægge alt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Projekt kræver millimeterpræcision: Et enkelt forkert slag kan ødelægge alt

Sten - og figurhugger Vanja Mia Schwartz har gang i et kæmpeprojekt for Designmuseum Danmark, som skal have ny udsmykning til sin indgang

Fredensborg - 02. august 2021 kl. 04:30
Af Philip Horup

Vanja Mia Schwartz fra Fredensborg har uddannet sig i ni år for at kunne gøre det, hun gør. Og det er altså ren og skær videregående uddannelse, vi snakker om her. Hun er uddannet fra Konservatorskolen i København - Skolen, der kun har optag hvert andet år, og som i år er den uddannelse i hele landet, der kræver det højeste gennemsnit at komme ind på.

Men det var ikke nok for den videbegærlige fredensborgenser. Herefter uddannede hun sig nemlig til Stenhugger, og til sidst nappede hun lige to år på Det Kongelige Danske Kunstakademi på Figurhuggerskolen.

Derfor kan hun lidt af hvert, og det har hun i den grad også brug for med sit nyeste projekt og meget store projekt for Designmuseum Danmark i København.

Indgangen til designmuseet er udsmykket på fornem vis med en kartouche, men ornamenterne er efterhånden blevet så slidte, at de skal skiftes helt ud - og her kommer Vanja Mia Schwartz ind i billedet:

- Den originale udsmykning er nedbrudt, og det duer ikke, at den falder fra hinanden, så nu skal originalen på lapidarium. Jeg skal så lave den nye original, kan man sige, og den bliver bearbejdet med en millimeters præcision, fortæller stenhuggeren, og det er altså noget af et arbejde, hun har kastet sig over.

Den nye udsmykning skal først monteres til april 2022, og indtil da er det et fuldtidsarbejde at hugge og forme udsmykningen, som blandt andet gøres ud af en prægtig kongekrone og mange smukke, snoede mønstre.

Stenhuggerens dilemma

Arbejdet med de fine sager, foregår ganske kontrastfyldt i en komprimeret og primitiv garage, som man virkelig skal vide hvor ligger for overhovedet at finde. Hver en kvadratmeter er fyldt med sten, redskaber, tegninger og værktøj, og det eneste ikke-arbejdsrelaterede, som har fået plads i værkstedet, er en lille espressomaskine.

Når Vanja Mia Schwartz arbejder, lytter hun til klassisk musik, men det bliver ganske overdøvet af hendes talrige - ja nærmest uendeligt mange hug - mod de 800 kilos tunge sten. Tag ikke fejl. Det er hårdt, hårdt arbejde at være stenhugger, men det er også kompliceret. Der skal hugges til og hugges hurtigt, og selvom det er nervepirrende, da en forkert bevægelse kan være uoprettelig. Det er stenhuggerens dilemma:

- At være stenhugger handler om mod. Det duer ikke at blive bange for at slå, så begynder fejlene først at komme. Og det duer heller ikke bare at slå forsigtigt, så går det alt for langsomt, og så bliver man aldrig færdig, forklarer Vanja Mia Schwartz.

Slag for slag skaber hun en tro efterligning, så designmuseet igen kan funkle, når det åbner op til næste år, og Vanja Mia Schwartz' værk udgør altså en grundlæggende del af førstehåndsindtrykket på museet. Coronapandemien fremrykkede en allerede planlagt gennemgribende renovering af museet, hvilket til gengæld sikrede Vanja Mia Schwartz en god begyndelse på livet som selvstændig.

I juli sidste år besluttede hun sig nemlig for at gå solo. Tidligere har hun blandt andet haft sin gang på Kronborg i Helsingør, og lokalt har hun været en del af bevaringen af Fredensborg Slotshave.

En helt særlig gravsten

De fleste tænker nok på gravstene, når de hører ordet stenhugger, og Vanja Mia Schwartz har da også af og til beskæftiget sig med udhugning af gravstene. Typisk bliver inskriptionen på gravsten udført via sandblæsning, og Vanja Mia Schwartz kaster sig derfor i højere grad over specielle gravsten, der skal personaliseres i en sådan grad, at de skal udføres i hånden. Efter en samtale med de pårørende finder de frem til det unikke design, der bedst passer til den afdøde.

- En gravsten kan være et vigtigt symbol for de efterladte, siger Vanja Mia Schwartz, som selv har en gravsten, der står hendes hjerte smerteligt nært.

18. oktober 2018 mistede hun desværre sin datter, som ulykkeligvis blev dødfødt, og midt i smerten kreerede Vanja Mia Schwartz en helt særlig gravsten til sin pige. Gravstenen er en familiegravsten, og dermed skal mor og datter dele gravsten engang.

- Det er lidt underligt at vide, hvor jeg skal begraves, men sådan er det, funderer Vanja Mia Schwartz.

Gravstenen indeholder utrolig mange små detaljer, men forestiller overordnet en stjernehimmel og rundt langs kanten er indskrevet en lille tekst, som indkapsler den smerte Vanja Mia Schwartz stod med.

- Der står »min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig«, som er det Jesus siger, da han hænger på korset, og det er udtryk for den ultimative afmagt. Alligevel rummer ordene i min optik håb, da det jo bliver godt igen på den anden side, fortæller Vanja Mia Schwartz.

Synes du, at kommunen er der for dig?