11. december 2019
Bente Thomsen og Kjeld Kragelund er en del af det frivillige team på 11 personer, som rådgiver anonymt om alt fra sociallovgivning til økonomi, psykologi og jura. Gratis Rådgivning på Tværs har eksisteret i godt fem år. Foto: Steffen Slot
Bente Thomsen og Kjeld Kragelund er en del af det frivillige team på 11 personer, som rådgiver anonymt om alt fra sociallovgivning til økonomi, psykologi og jura. Gratis Rådgivning på Tværs har eksisteret i godt fem år. Foto: Steffen Slot
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Nummeret hvor fortvivlelse kan føre til et godt råd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nummeret hvor fortvivlelse kan føre til et godt råd
Fredensborg - 14. maj 2019 kl. 10:09
Af Steffen Slot
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I fem år har telefonnummeret 3028 9985 været en livline for mennesker, der i magtesløshed har brug for et godt råd.

Der er nogle, der græder i telefonen, når de ringer. Andre begynder at skælde ud, fordi de i frustration ikke kan lade være. Enkelte er i et voldeligt forhold, mange har gældsproblemer og en del kan ikke forstå, hvad der står i de officielle breve fra kommunen.

Når telefonen ringer hos Gratis Rådgivning på Tværs i Fredensborg Kommune er det altid Bente Thomsen, der tager telefonen. Derefter sørger hun for at lave en med en af de 11 frivillige rådgivere, der er knyttet til Gratis Rådgivning på tværs. De seneste fem år har 286 mennesker fået hjælp ved at ringe til den anonyme rådgivning på 3028 9985.

- Selvfølgelig er der tidspunkter, hvor jeg ikke tager telefonen, men de fleste får jeg kontakt med samme dag, som de ringer. Og det er mange typer af mennesker i alle aldre, der har brug for juridisk, psykologisk, social eller økonomisk rådgivning. Mange af de ældre har svært ved IT, og de kan ikke mere bare gå ned på rådhuset og regne med at få hjælp, hvis de ikke har booket en tid på forhånd, siger Bente Thomsen og tilføjer straks:

- Men det er jo ikke sådan, at vi sidder her og siger, at dem på kommunen slet ikke kan finde ud af noget. Men jeg oplever, at de på rådhuset har fået mindre tid til at hjælpe de mennesker, der ringer til os. Vi er frivillige, der giver os tid til at hjælpe - men det er som hjælp til selvhjælp.

NemID og psykisk pres
Møderne foregår i Frivilligcentret på Teglgårdsvej i Humlebæk, hvor Bente Thomsen denne mandag sidder over for Kjeld Kragelund fra Nivå. Han er en af de frivillige, der kan hjælpe med de økonomiske spørgsmål. Det kan være en flygtning, der ikke helt forstår, hvad et Nem-ID-kort er og derfor er kommet til at låne det ud sammen med et personnummer. Uha, så er pengene pludselig væk fra kontoen, og det kræver hjælp og budgetlægning for at få styr på sagerne.

- Jeg møder også flygtninge, der ikke forstår systemet og får uventede udgifter. Det kan være strømforbruget, der er steget. Der er også mange ældre, der bliver alene, fordi ægtefællen er død, og hvis manden har styret økonomien, har mange svært ved at få et overblik. Andre har gæld og skal enten have lavet afdragsordninger eller har en sag kørende i retten, fortæller Kjeld Kragelund, der nogle gange bruger et par møder på at få hjulpet folk i den rigtige retning. Igennem årene har der også været gengangere, der har haft brug for hjælp mange gange.

Hvis man har psykiske eller større juridiske problemer, får man typisk hjælp en 6-8 gange. De fleste har ikke særlig mange penge, så hjælpen er værdsat, men det kan også være en udfordring at være den, der hjælper. Psykiske problemer fylder nemlig meget for mange af dem, der opsøger hjælp.

- Jeg har da fået nogle helt forfærdelige sms-beskeder, hvor jeg må sige til mig selv, at han jo også er psykisk syg. Et par dage senere kommer der så en undskyldning, hvor der står, at han havde det dårligt lige den dag - og at han havde brug for at læsse af. Og der er også nogle gange, hvor jeg må understrege, at jeg er frivillige og godt vil hjælpe, men at de skal tale ordentligt til mig, fortæller Bente Thomsen og tilføjer, at de fleste gange bliver folk hurtigt talt til ro - og de ved godt, at de ikke har andre oplagte steder at gå hen.

- Det er meget fredeligt, men det kan være nogle forfærdelige historier, man hører om, konstaterer hun.

Fakta
For tredje år i træk fejrer Fredensborg Kommune de frivillige på det sociale område.

Det sker fra klokken 17.00 til 20.30 i dag, tirsdag den 14. maj, i Rådhuskælderen for indbudte gæster fra foreningslivet.

Tommy Krabbe vil holde foredraget »Nysgerrighed er svaret!«, og der er underholdning og inspiration fra private virksomheder, der fortæller om frivilligt socialt arbejde.

Allan Høyer fra Teatret OPtimis vil underholde i løbet af aftenen, der skal give deltagerne netværk på tværs af foreninger, initiativer og grupper.

Dagens artikel fortæller om det frivillige arbejde i Gratis Rådgivning på Tværs, der sammen med Fredensborg Kommune giver økonomisk støtte til aftenens galla for de frivillige.