22. september 2021
Lars_Skov
Foto: Lars_Skov
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Fungerende borgmester om plejecenter i modvind: - Der hersker tilsyneladende horrible forhold

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fungerende borgmester om plejecenter i modvind: - Der hersker tilsyneladende horrible forhold

Den seneste måned har fungerende borgmester, Ulla Hardy-Hansen (K), modtaget en stribe klager om forholdene på Skovgården. Hun forsikrer, at der nu vil blive taget hånd om problemerne.

Fredensborg - 23. juli 2021 kl. 05:26
Af Trine Lønbro Nielsen

Mens borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) er på sommerferie, er det viceborgmester, Ulla Hardy-Hansen, der har posten som den politiske leder, og hun kan bekræfte, at det i den seneste tid er strømmet ind med klager fra borgere, der er utilfredse med forholdene på kommunens pleje- og rehabiliteringscenter Skovgården i Humlebæk.

arrow Læs også: Halvdelen af kommunens plejehjem får dumpekarakter

På bare en måned har hun personligt selv modtaget mellem 12 og 15 klager. Nogle på mail - andre via telefonen, og hun beretter om, at det ikke bare er belysningen og et par uger med travlt personale, som har fået borgerne til at reagere.

I stedet er det enslydende historier om dårlig personlig pleje, om lange ventetider fra borgeren beder om at komme på toilettet til personalet tilbyder sin hjælp, og om borgere, der når de endelig sidder på toilettet, må vente længe på, at personalet hjælper dem derfra igen.

- Jeg må sige, at jeg har fået nogle klager over forholdene på Skovgården, som naturligvis ikke kan stå der og svæve alene, men de har for mig at se en antydning af svigt, og det går ikke. Jeg har fået tilsendt nogle yderst skrækkelige billeder - og vi skal jo huske på, at mange af de her borgere er ældre og demente mennesker, der er helt forsvarsløse, fortæller Ulla Hardy-Hansen, der dog ikke kan gå yderligere i detaljer om de enkelte sager.

Manglende aktivering

Blandt de mange klager som Ulla Hardy-Hansen har modtaget, går fortællinger om inaktivitet også igen. Om borgere, der sidder i en stol dagen lang og »hænger«, uden at nogen sørger for, at de får brugt deres muskler - og det er til trods for, at mange af beboerne er på stedet netop for genoptræningen. Dén som stedet blandt andet slår sig op på ved at kalde sig pleje- og rehabiliteringscenter.

- Det er ganske forfærdeligt, og det er klart, at det skal der gøres noget ved nu, siger hun og fortsætter:

- Det skal ikke være sådan, at man som borger eller pårørende er utryg ved at være på et af kommunens pleje- og rehabiliteringscentre. Her har man en forventning om, at der bliver ydet omsorg og den rette pleje, og det skal man kunne stole på, siger hun.

Der bliver taget affære

For Ulla Hardy-Hansen er der da heller ingen tvivl om, at der nu bliver gjort noget ved udfordringerne på Skovgården. Hun peger på, at forholdene i den kommende tid vil blive undersøgt nærmere, og hun understreger, at emnet er på dagsordenen til det næste møde i Social- og Seniorudvalget til august.

- Når formanden (Hans Nissen (S) red.) er blevet involveret, så kan vi godt stole på, at der bliver gjort noget nu. Han er meget samvittighedsfuld. Der vil blive taget godt hånd om problemstillingen, siger hun og tilføjer, at borgerne ikke må være bekymret for at få hjælp fra kommunen og dens plejecentre.

- Der skal nok blive rettet op nu.

Helt horribelt

Til spørgsmålet om, hvorfor det først er nu, at politikerne reagerer på forholdene på Skovgården - som de i hvert fald må have været bekendt med siden en tilsynsrapport i foråret blev offentliggjort og pegede på en del af de samme udfordringer på stedet, som klagerne, kan Ulla Hardy-Hansen ikke svare på. Hun fortæller, at hun ikke sidder i Social- og Seniorudvalget, som er det, der beskæftiger sig med kommunens plejecentre.

- Det undrer også mig, men de er i hvert fald opmærksomme på det nu, og jeg er sikker på, at der nu bliver gjort noget ved forholdene, svarer hun.

Nogle timer efter vores samtale ringer Ulla Hardy-Hansen op igen for at fortælle, at hun nu har modtaget endnu et par voldsomme klager.

- Jeg må bare sige, at der tilsyneladende hersker nogle helt horrible forhold på det sted.

arrow Plejecenter får bundkarakter ved uanmeldt tilsyn
22. juli 2021 kl. 06:52 Opdateret: kl. 16:21
arrow Udvalgsformand: - Kritik af plejecenter skal tages alvorligt
22. juli 2021 kl. 06:24 Opdateret: kl. 16:28
Synes du, at kommunen er der for dig?