Den 30-årige mand, der blev klemt fast under et jordskred mandag eftermiddag, var torsdag morgen stadig indlagt på sygehuset. Han havde det dog efter omstændighederne godt.
Henrik Hansen, direktør i Fredensborg Forsyning, oplyser, at ulykken skete i forbindelse med gravearbejdet til nye kloakledninger på Endrupvej. Der var tale om etablering af kloakledning til et nyt hus, og den type arbejder løser Fredensborg Forsyning selv.
- De gravede i en til to meters dybde, og jorden kan være ustabil, når det veksler mellem tø og hård frost. Jord, der er frosset i en tykkelse på en halv meter, er mere porøs, og det har overrasket dem.
- Selvfølgelig giver ulykken anledning til, at vi gennemgår vores procedurer en ekstra gang, så det ikke sker igen. Vi har i øvrigt ikke haft den type arbejdsulykker før, så det sker heldigvis meget sjældent, fortæller Henrik Hansen.
Ulykken skete mandag klokken 14.16, hvor den 30-årige blev klemt fast under jordskredet og efterfølgende kørt til hospitalet. Arbejdstilsynet er underrettet om ulykken.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her