28. januar 2020
Først fotograferer Britt Isabell Olsen 1200-1300 ansigter, og når redigeringen er færdig, sørger et computerprogram for at placere de små mosaikker, så de bliver til et portræt af Dronning Margrethe. Det er lidt af en opgave, som Britt Isabell Olsen er i gang med at løse helt frivilligt - fordi det også skal støtte Julemærkehjemmene. Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

Først fotograferer Britt Isabell Olsen 1200-1300 ansigter, og når redigeringen er færdig, sørger et computerprogram for at placere de små mosaikker, så de bliver til et portræt af Dronning Margrethe. Det er lidt af en opgave, som Britt Isabell Olsen er i gang med at løse helt frivilligt - fordi det også skal støtte Julemærkehjemmene. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Dit ansigt kan blive en gave til majestæten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dit ansigt kan blive en gave til majestæten
Fredensborg - 07. december 2019 kl. 11:11
Af Steffen Slot
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

På Store Kro er der opstået en særlig ide: 1000 portrætter af borgere skal være små mosaikker i et billede, der på afstand bliver et portræt af Dronning Margrethe.

Her i slutningen af ugen har fotograf Britt Isabell Olsen været forbi bankospillet i Fredensborg for at fotografere de glade ansigter, og tidligere har hun blandt andet været med Fredensborg Atletik Klub ude at træne.

Torsdag ved middagstid stod hun neden for trappen i rådhuskælderen i Kokkedal for at fotografere rådhusets ansatte, da de kom til frokost. Hvorfor?

Ja, det har sin helt særlige forklaring. Den korte historie er, at de enkelte portrætter skal udgøre små mosaikker i et stort billede af Dronning Margrethe - en fødselsdagsgave til Hendes Majestæts kommende 80-års fødselsdag.

Omtrent 1.000 mennesker, der har deres gang i Fredensborg Kommune, vil blive en del af værket, der i foråret kan købes som plakater og i særlige fine nummererede trykte udgaver. Overskuddet går til Julemærkehjemmene.

- Vi fik ideen på Fredensborg Store Kro, hvor jeg en dag stod og kiggede på et flot portræt af dronningen og prins Henrik. Nu er prins Henrik død, og skal portrættet af dem begge stadig hænge lige der eller skal vi finde på noget andet? Engang i en lufthavn så jeg et dobbeltportræt af den engelske dronning som ung og som ældre. Det særlige var, at når man kom tæt på, kunne man se, hvordan portrætter af englændere var små mosaikker i billedet. Derfor inviterede jeg Britt til et møde for at ideudvikle sammen med hende. Hun kommer tit på kroen med Rotary, fortalte Jacob Mikkelsen, hoteldirektør på Fredensborg Store Kro.

Torsdag var han med på rådhuset for at se processen, og det er for ham noget særligt, at det er ansigter fra lokalområdet, som et computerprogram senere skal placere som »pixels«, mosaikker, i portrættet af dronningen.

Billede

Ideen opstod på Fredensborg Store Kro, hvor hoteldirektør Jacob Mikkelsen og fotograf Britt Isabell Olsen finder det smukt, at lokalsamfundets bånd  mellem borgere og dronning kommer til udtryk i det kommende billede.  Foto: Allan Nørregaard


- Dronningen er overhoved for hele Danmark og dermed også for folk i Fredensborg Kommune. Det bliver et symbol på det kærlighedsbånd, der er mellem Majestæten og borgerne her i kommunen, siger Jacob Mikkelsen, der sammen med Britt Isabell Olsen hurtigt blev enige om, at overskuddet fra salget af billedet skal gå til Julemærkehjemmene.

Til salg i det nye år

Allerede før fødselsdagen vil man kunne købe billedet som plakat, sandsynligvis også postkort og med sikkerhed i større udgaver på et særlig tryk og med nummerering. Dronningen får naturligvis »nummer 1« forærende, og initiativtagerne håber, at der kan skabes et overskud til Julemærkehjemmene, der har behov for pengene.

Britt Isabell Olsens møder med borgerne er både sjove og arbejdskrævende, fordi der er mange billeder, der skal redigeres. 1.200-1.300 ansigter skal ind på computeren for at sikre, at der er nuancer nok til at udfylde portrættets krav til farvenuancer. Den sidste tekniske del med at placere portrætterne sørger en computer for, men Britt Isabell Olsen skal sikre, at folks øjne er åbne - og til dels også et bredt udvalg af farver.

- Orange kan blive en udfordring, så jeg har en stak orange trøjer, som jeg måske tager med en dag, fortalte en storsmilende Britt Isabell Olsen, der straks tilføjede:

- Ah, det skal nu nok gå.
Britt Isabel Olsen spørger altid, inden hun fotograferer - og hvis man møder hende, ja så skal der lyde en klar opfordring:

Der er kun en oplagt ting at gøre. At smile til dronningen.