15. juli 2020
Hvis mange flere ville gøre som Suzan Daoud, så ville det blive lettere at forstå hinanden på tværs af kulturskel. »Vejen væk fra Baalbeck« er oplagt til såvel julegave som til næste års Eid-fester.
gallery icon

Se billedserie

Hvis mange flere ville gøre som Suzan Daoud, så ville det blive lettere at forstå hinanden på tværs af kulturskel. »Vejen væk fra Baalbeck« er oplagt til såvel julegave som til næste års Eid-fester.
Foto: Lars Skov
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Bogen fik hurtigt 19 æselører

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bogen fik hurtigt 19 æselører
Fredensborg - 17. december 2013 kl. 13:04
Af Steffen Slot
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Suzan Daoud har skrevet en flot og modig bog om sin vej fra flygtningelejren Baalbeck. Læs her anmeldelsen fra Frederiksborg Amts Avis mandag den 16. december.

Fredensborg: Der er vist noget med, at Kong Midas i antikkens mytologi fik æsel-ører, fordi han var umusikalsk. De 19 æselører i denne overskrift har intet med det at gøre.

Sådan ser mit eksemplar af Suzan Daouds bog »Vejen væk fra Baalbeck« blot ud. Jeg har sat en lille fold på hver side, hvor jeg fandt noget særlig interessant, der burde nævnes i en anmeldelse i avisen - og så endte bogen med at få 19 sådanne folder, æselører som de kaldes.

Det er langt over vanlig niveau.

Bogen handler om drømme, der bliver til virkelighed. Om at knokle for at nå et mål. Og bogen starter på denne måde:

»Da jeg var lille, troede jeg ikke på, at det ville lykkes mig at få en uddannelse, et arbejde og et tilfredsstillende liv. Som statsløs palæstinenser i en flygtningelejr og barn af en mor, som er analfabet og en far, der kørte taxa, lå det ikke ligefrem i kortene«.

Hvis man skal fortælle det hele ganske kort, så blev Suzan Daoud født den 1. april 1980 i en libanesisk flygtningelejr, Wavel, i Baalbeck. 12 et halvt år senere kom hun til Danmark, til Tønder, hvor familien begyndte at opbygge en ny tilværelse. I dag er Suzan Daoud 33 år, uddannet farmakonom og gift med Fadi, som hun har tre sønner med. Hun modtog dette års integrationspris og modtog i 2010 en palæstinensisk hæderspris for sit politiske engagement. De seneste fire år har hun siddet i byrådet for SF, men blev ikke genvalgt.

Skudhuller og åbne døre

Men den historie er alt for kort, og derfor er det så godt, at Suzan Daoud har skrevet en bog om sin vej væk fra Baalbeck. Mange flere burde skrive og reflektere over deres vej ind i det danske samfund, for det tror jeg, at vi alle kunne blive klogere af.

Suzan Daoud fortæller om en af de gange, hvor flygtningelejren var under angreb. Få dage forinden havde Suzan fået en lillesøster, og da familien løb væk fra kuglerne, var der ikke hænder nok til at bære og passe på alle børn - og Suzans far forbød moderen at løbe tilbage gennem kugleregnen for at hente det nyfødte barn. Fire timer sad de i beskyttelsesrummet i grufuld venten og fandt så lillesøsteren sovende på madrassen, under skudhullerne på væggen.

Hun fortæller også, hvordan hendes forældre igen og igen sagde til deres børn, at en uddannelse var vejen til fremtiden. Suzan Daoud fik otte søskende, og de har alle fået en uddannelse. I Tønder var forældrenes døre altid åbne, når Suzan Daoud ville have veninder på besøg, og hun bestemte selv, hvordan hun ville gå klædt, hun valgte selv sine fritidsinteresser og hvem hun ville være veninde med.

Men Suzan Daoud fortæller også, hvordan hun brugte megen energi på at tilpasse sig en anden kultur end sin egen, og hun fortæller om sin mor. I flygtningelejren i Libanon havde hun altid været et meget socialt menneske, tæt på venner og familie. I Tønder var der kun mand og børn, ingen andre at dele sorger og glæder med i et land, hvor sproget var ukendt. Familien endte med at sætte kursen mod Nordsjælland, mod Humlebæk, hvor der boede andre palæstinensiske flygtninge.

Kærlighed og vilje

Netop dér i mødet mellem to kulturer bliver Suzan Daouds bog særlig interessant læsning. Hun fortæller, hvordan hun nogle gange føler, at hun skal kæmpe for at blive rigtig accepteret som medborger i Danmark - og ikke »modborger«.

Hun er troende muslim, men bærer ikke tørklæde og fortæller i bogen hvorfor. Samtidig er hun en stærk kvinde, der i kapitler med stor hjertevarme beskriver palæstinensiske traditioner, hvoraf hun overholder nogle - og godt kan finde på at bryde andre...

Et palæstinensisk ordsprog lyder: »Man kommer ind fra døren og ikke fra vinduet«, og det siges om forelskede par. Det er muligt, at de når at blive forelskede, inden de møder hinandens familier - men derfor skal de alligevel følge den normale fremgangsmåde.

Sådan gjorde Suzan også, da hun blev introduceret for Fadi, og hun mødte hans familie - og han mødte hendes familie. De lærte hinanden at kende, og hun gjorde det klart, at hun ville ud og bruge sin viden og sin uddannelse, og til brylluppet med Fadi trodsede hun traditionerne og rejste sig for at synge en kærlighedssang til ham. Normalt er det ikke noget bruden gør til sit bryllup, det er ikke hendes rolle, som Suzan Daoud skriver - men hun gjorde det.

Der er medspil og modspil, engagement og politisk vilje i de første 33 år af Suzan Daouds liv. Hun har formået at sætte ord på årene, så man forstår lidt mere af en kultur, som mange kender så lidt til. Personligt kunne jeg godt tænke mig, at Suzan Daoud næste gang skriver en bog, der hedder »Vejen ind i Danmark«, hvor hun fortæller mere om de ting og de personlige valg, der gør, at hun - og ikke mindst familien - føler sig som »medborgere«. Og ridser de situationer op, hvor hun ikke gør. Indtil da er »Vejen væk fra Baalbeck« rigtig god læsning.

Suzan Daoud. Vejen væk fra Baalbeck. 138 sider, 199 kroner. I kommission hos Forlaget Underskoven

Veganerpartiet stiller krav om, at der skal indføres vegetar/vegansk mad i institutioner. Er det en god idé?