

Se billedserie
Det var en stram tidsplan, som centerleder Vera Wetlesen havde lagt, da Mette Frederiksen (S) tirsdag eftermiddag besøgte Frivilligcenter Fredensborg.
Tre minutter havde de tolv foreninger hver især til at præsentere deres arbejde for Socialdemokraternes formand.
På slaget to ankom Mette Frederiksen, og rundturen på centeret kunne begynde. Stop nummer fire var i et lille klemt kølerum, hvor de frivillige i projektet »Madkassen« spændt ventede.
- Det er kommet os for øre, at man smider 700.000 tons mad ud i Danmark om året. Vi tænkte, at det kan vi måske gøre en lille smule ved. Og når vi samtidig ved, hvor mange mennesker, der har rigtig svært ved at få maskineriet til at løbe rundt derhjemme, så giver det bare god mening at kombinere de to. Så vi har lavet aftaler med lokale forretningsdrivende, hvor vi 15 frivillige henter mad, som ellers skulle have været kasseret. Supermarkeder, bagere, grønthandlere. Alle er glade, for dem, som skulle smide maden ud, er da ærgerlige over at skulle gøre det, forklarede formand for Madkassen, Mette Fredsted.
Mette Frederiksen var hurtig til at rose initiativet.
- Jeg har det også sådan, at når jeg smider mad ud, så føles det helt forkert, sagde hun.
Inden hun skulle videre, hørte Mette Frederiksen blandt andet også om arbejdet i »Flygtningevenner Fredensborg«, samt i »Dansk Folkehjælp«, som skaber netværk for enlige over 65 år. Da besøget på frivilligcentret nærmede sig sin ende, fremhævede politikeren denne forening.
- Når man træder ind i en forsamling af ældre enlige, som har mistet en ægtefælle, og været gennem et langt sygdomsforløb, og hvor de nu sidder med et smil på læben, og har fået et netværk, og nyder musik og hinandens selskab, det gør et stort indtryk, sagde Mette Frederiksen.
For Vera Wetlesen var besøget en god afslutning på hendes seks et halvt år som centerleder. Den 22. juni holder hun sin afskedsreception.
- Det var en turbo-omgang. Men foreningerne fik præsenteret deres arbejde fint. Det er vigtigt, at politikerne ved, hvad de får for deres penge. Og så var det også afslutningen på mit arbejdsmarkedsliv. Jeg er glad for, at jeg kan aflevere et Frivilligcenter Fredensborg, som er så stærkt, som det er, sagde Vera Wetlesen til slut.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her