

Se billedserie
Det nye pleje- og rehabiliteringscenter Skovgården indvies officielt i midten af november, men det er sandsynligvis klar til indflytning før.
Malerne er så godt som færdige i flere af fløjene, og brolæggerne er i fuld gang på parkeringspladsen.
Ventilationsrørene ligger stadig på gangene i fællesarealerne, men selvom det ser ufærdigt ud, er byggeprojektet af det nye pleje- og rehabiliteringscenter i sin allersidste fase.
- Jeg synes, at det er blevet rigtigt fint derude, og vi har ikke haft de store vanskeligheder med byggeriet ud over det, der altid kommer. Skovgården passer godt ind i omgivelserne med skole og beboelse, men det er selvfølgelig ikke en mark. Men det er bedre end jeg havde forestillet mig, siger Hans Nissen (S), formand for Social- og Seniorudvalget.
Med det henviser han indirekte til den store debat, der var om plejecentrets placering. For Hans Nissen var det aldrig en mulighed at bygge plejecentret i Humlebæk Centret, fordi der ikke var plads, og boldbanerne ved Humlebæk Skoles afdeling på Baunebjergvej var heller ikke optimal - på kanten af for lidt plads og med beboelse tæt på.
I Humlebæk var der imidlertid store protester over, at der blev taget endnu et stykke af Humlebæk Syds rekreative områder - en salami-metode, lød det. Dertil kom kritik af, at plejecentret placeres langt væk fra stationen, men Hans Nissen gør i den forbindelse opmærksom på, at Øresundshjemmet ligger lige så langt væk fra Humlebæk Station, og at der kommer en busforbindelse.
- Pleje- og rehabiliteringscentret indeholder 30 plejeboliger, 40 midlertidige pladser, genoptræningsfaciliteter og et lægehus med psykolog og omsorgstandpleje.
- Det opføres i samarbejde med Humlebæk Boligselskab og Domea med en samlet projektsum på godt 170 millioner kroner, heraf er den kommunale finansiering på 56 millioner kroner. Dertil kommer 10 millioner kroner afsat til indretning samt omkring seks millioner kroner til etablering af et sundhedshus.
- Årstiderne Arkitekter A/S har tegnet bygningerne med hjælp fra ArchiMed, der er specialister i indretning.
- Efter den oprindelige plan skulle Vibo have opført plejecentret i samarbejde med Rubow Arkitekterne med planlagt indvielse i slutningen af 2018. Imidlertid opstod der en tidlig budgetoverskridelse på 12 millioner på den kommunale del, hvilket fik kommunen til at opsige samarbejdet.
- I november 2017 var meldingen, at plejecentret ville stå klar til indvielse i januar 2020 i det nye samarbejde med Humlebæk Boligselskab og HHM A/S.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her