

Se billedserie
Over 125 år gammelt, bevaringsværdigt, navngivet efter en kongelig datter og klar til nedrivning? Hvis væggene i Alexandra House på Jernbanegade 25 i Fredensborg kunne tale, ville de utvivlsomt kunne fortælle en uendelig lang række af gode historier.
I mange år har det gamle hus, der ligger i kuperede omgivelser med store, flerkronede træer, fungeret som opholdssted for unge mennesker. I dag er villaen slidt, og derfor er borgmester Thomas Lykke Pedersen klar til at rive den gamle bolig ned for at opføre et seniorbofællesskab i det grønne område bag ejendommen.
I Fredensborg Arkivernes noter og avisudklip om Alexandra House fremgår det, at villaen, før den blev gjort til ungdomsklub år 1988, indeholdt fem store lejemål, som alle blev opsagt på grund af planer om at gøre villaen til et opholdssted for unge mennesker. En af beboerne, som dengang fik besked på at flytte ud, var den på det tidspunkt 76-årige Lydia Jacobsen. Hun havde boet i villaen i 22 år og troede, at hun skulle bo der resten af sit liv, men sådan blev det ikke. Villaens lejere fik et halvt års opsigelse og hjælp fra kommunen til at finde et nyt sted at bo, så ungdomsklubben kunne blive en realitet.
Alexandra House er et specielt navn, der klinger royalt, og den gamle villa er da også opkaldt efter Christian den 9.'s datter, Alexandra, som blev dronning af England ved at gifte sig med Edward den 7. fra år 1863 og frem til sin død i 1925. Villaens opførelsesår kan ikke fastslås gennem arkiverne, men huset blev solgt i 1893, mens Alexandra var dronning af England. Gennem tiden har huset været solgt fra familie til familie.
I dag udgør den smukke bygning med den lange historie fortsat ungdomsklub for Ungfredensborg.
Læs mere om den gamle villa i billedteksterne i billedserien.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her