
Fredensborg Kommune kan ikke inden 1. juli nå at få nyt affaldssorteringssystem på plads
Fredensborg Kommune når ikke inden 1. juli at etablere et nyt affaldssystem, så borgerne kan sortere deres affald efter ti forskellige typer.
Hverken beholdere eller de biler, der skal hente skraldet, når at komme på plads, så kommunen kan leve op til regeringens krav.
Derfor skal der en udsættelse til. Og står det til kommunens forvaltning, skal Fredensborg have tid frem til december 2022 for at komme på plads.
På økonomiudvalget mandag den 22. februar lægges der op til, at Fredensborg Kommune udnytter den indbyggede muligheden for dispensation fuldt ud.
Dispensationsansøgningen skal sendes til Miljøstyrelsen senest 1. marts.
Ifølge regeringens klimaplan og den deraf følgende affaldsbekendtgørelse, skal alle kommuner i landet sortere affald efter ens regler: I ti fraktioner, som affaldstyperne kaldes, og det skal ske på præcis samme måde over alt.
Indtil videre er Fredensborg Kommune nået til, at en tredjedel af husstandene sorterer seks af de ti typer - restaffald, pap, plast, papir, metal og glas - mens de resterende to tredjedele sorterer 1-3 fraktioner. Dispensationen vil derfor kun omfatte madaffald, farligt affald og fødevarekartoner, mens fristen for den tiende type affald, tekstiler, i forvejen er fastsat til 2022.
Forvaltningen skriver i sagsfremstillingen, at der er "udfordringer med at få materiel i form af for eksempel beholdere og to-kammer biler tilvejebragt inden fristen", men lover at ordningen vil blive implementeret, så snart beholdere, skraldebiler og andet praktisk er på plads. Ålså om muligt før den mulige dispensation udløber i december næste år.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her