6. juni 2020
Wellness på børnemaner.
gallery icon

Se billedserie

Wellness på børnemaner.
Foto: Martin Hoffmann Kønig
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Se billeder: Fede ideer til indendørshygge med børnene

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Se billeder: Fede ideer til indendørshygge med børnene
Forbrug - 05. april 2020 kl. 13:46
Af Martin Hoffmann Kønig, Borneferie.dk
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I en tid, hvor vi skal passe på hinanden er det ekstra vigtigt, at vi bruger energi på at hygge os sammen med vores børn. Her er en række tip til, hvordan vi kan gøre det i en tid, som er præget af corona-krise.

1. Wellness på børnemaner:

Jordbærrene er dyppet sirligt i flydende mørk chokolade, gulerødderne skåret i snorlige stænger og agurkerne ligger klar i håndrette udskæringer. På badeværelset står Malthe (8 år) og smører ansigtsmaske på far, mens hans storesøster Mathilde (18 år) vasker sit hår og får ansigtsmasken på plads.
Henslængt på et par stolehynder på gulvet ligger storebror (15 år) og venter på, at det er hans tur til en gang rygmassage, og den stille musik smyger sig gennem huset mens mor laver lækre "drinks" og fodbadet klar. Der er dømt familie-spa, af den hjemmelavede slags, og det bedste er, at det er hele familien, der nyder det - og det kan gøre selv den mest triste regnvejrsdag til en skøn men intens familiehyggedag uden store omkostninger.

Vi har gjort det her flere gange, og vi kan snildt få det meste af en dag til at gå med at diskutere og planlægge, hvad en "self-made" wellnesoplevelse skal bestå af, og udover jordbær - som jo kan være fra haven - lidt chokolade, en ansigtsmaske eller to, så er det gratis.
Man kan med stor fornøjelse kombinere massage og ansigtsmasker med varme fodbade, med groft salt, rosenblade eller andet godt fra haven. Et silketørklæde som rygnusser, er også et fabelagtigt trick.
Bananer - der har en fugtbevarende effekt -, avocado - som er rig på olie -, skyr og lun honning - der beroliger huden -, så er den lækreste ansigtsmaske inden for rækkevidde, og der er ingen problemer med at børnehænderne selv masser og ælter "masken" med en gaffel, tværtimod, og et løfte kan roligt gives, der bliver smagt på sagerne.

Opskrift:
Mos en halv avocado med en halv eller en hel banan og tilsæt en teskefuld lun honning. Rens ansigtshuden med lunt vand og massèr derefter masken ind i ansigtet, husk også halsen, og kombiner meget gerne med et par gulerodsstave, agurkeskiver til øjnene og et stykke ekstra lækkert chokolade, der kan hvile på næsen indtil børnehænder har gelejdet den videre til munden.
Lad den magiske maske virke i cirka 15 minutter, og skyld derefter af med lunkent vand og server straks efter et glas hyldebærsaft.

2. Juice en blodig morgenfrisker

Det tager en halv times tid, men resultatet af presse sin egen juice er både sundt og sjovt, for det er vigtigt at lade børnene lege med.

Kast mig lige to af de mest orange, gerne lidt bløde, appelsiner og se lige efter om ikke vi har nogle farver der matcher. Hvad med en citron eller en grapefrugt?
Malthe er klar, for nu skal der juices, og han leger gerne med når farverne skal sættes sammen. Friskpressede appelsiner, kombineret med en af de bitre fætre, er altid sagen, så ned i den store flaske med dem. De kan jo sagtens drikkes alene, men de er også gode at blande med.

Juiceren skal på arbejde, for nu skal gulerødderne i sving. Bunden hakkes af, men de økologiske behøver ikke den store vask, så når de værste pletter er fjernet, så ryger de i ”maven” på den hårdføre maskine fra Philips. Et par af de mindste gulerødder når aldrig så langt, for vi skal selvfølgelig smage på varerne, Rumlende forvandles de orange stænger til en sødlig let plumret væske, der også får sin helt egen flaske, og så skal vi i gang med det sjove og stærke.
Det er tid til mode. Ingefær, alle spiser det, men vi nyder det. Tre store knolde ligger på køkkenbordet og venter. Tør vi?

Ja, vi skærer hver en rå hapser, og med tårerne trillende er vi klar til at huske hinanden på, at aktive stoffer, der kan virke antiinflamatorisk, antioxidanter, gingeroler og aromatiske olier, det er guf og rimer på asiatisk knold lig ingefær, og så gyser det også når vi tænker over, hvor meget styrke så lille en portion saft kan have, det er hjemmelavet dynamit på flaske.

Jord på hænderne, eller rettere lidt over det hele, kombineret med røde fingre. Det kræver sit køkken at skulle stå model til prikken over i`et. Det bloddryppende punktum, der gør morgenens flydende vitaminpille klam på det perfekt sjove måde: Håndskrællede og friskpressede rødbeder.
Sprængfyldt med jern, kalium, B og C vitamin, men allerbedst, lige præcis så bloddryppende rigtig, at blande i stort set hvad som helst. Prøv det i mælk, prøv det i vand, prøv det i appelsinjuice. Det får fantasien til at løbe, og hvem gider ikke starte skoledagen med at drikke blodet fra en aggressiv hangorilla, der er blevet fanget mens den jagtede en bortløben dreng i Borneos liantætte jungle?
Fire flasker ren fantasi er klar til at blive blandet og ikke mindst drukket. Det er sjældent, at juicen holder så længe, men forvent ikke, at friskpresset juice kan holde sig frisk mere end 72 timer i køleskab.

Det ekstra:
Når saften er høstet, så står vi tilbage med grøntsagsresterne, pulp, og her er der ingen grund til at kigge efter skraldespanden, for det er det rene fiberguld, som sagtens kan bruges i madlavningen. Til supper, salater, vegetarisk millionbøf, ansigtsmasker eller som en sprød madpandekage, hvor det kan betales sig at blande med et pisket æg

3. Sjove former i fingrene

Når der skal eksperimenteres med teenagere gør det ikke noget at det både er nemt og sjovt. Og når det samtidig lyder sejt, er det helt i top.

Det hvide stads former sig til kugler, pladelignende figurer og en hurtig håndgranat i 12-årige Malthes hænder.
Sådan en, der kan trues med ud i stuen, men det skal gå stærkt, for slækkes kontrollen i hånden et øjeblik ændres den hvide masse til en slatten flydende grød, der bare glider gennem fingrene. Malthe griner højlydt. Fornemmelsen af at være mester over former og konsistens fylder ham med interesse, og oplevelsen af at hans halvkemiske køkkenbordsforsøg er lykkedes, gør at han er helt med på en snak om ektoplasmisk masse.

Straks søger han information, som teenagere gør flest. Ikke noget med bøger eller lærte ældre, men den elektroniske ven, herr og fru Google, og han lærer gerne fra sig.
Ektoplasmaen er en falsk fætter, for den opfører sig som væske, selvom den slet ikke er det, men kun når den omgås helt nænsomt, fordi alle partikler i det majsmel eller dens billige fætter kartoffelmelet, som vi bruger, glider let og elegant mellem hinanden. Hvis man til gengæld maser eller klemmer det i hånden, så presses melpartiklerne sammen, og så opfører den sig som en fast masse.

Ret sjovt, og ingredienserne er få og næsten alle billige. Man skal bruge majsmel eller det langt billigere kartoffelmel, en skål, en kande vand, gerne, men ikke nødvendigt, tilsat frugtfarve og en spiseske til at røre med.

Sådan gør du?
Kom majsmel eller kartoffelmel i skålen og tilsæt lidt farvet vand. Rør godt rundt.
Tilsæt vand til massen er lige så tyk som mayonnaise.

4. Det gummiagtige æg

Fingrene har lyst til at klemme virkelig hårdt om den råhvide klump, der i enhver anden sammenhæng ville blive kaldt et æg.

Gummiagtigt bugter og bøjer ægget sig mellem mine fingre. Vi, min 12-årige søn og jeg, griner, for det føles og ser ret sjovt ud, og så slår det os at måske, kun måske, har vi her at gøre med et af verdens eneste ægge-hoppebolde.

Et æg, der kan hoppe. Vi lader det falde fra en høj 12- årig drengs brystkasse, men nej. Hoppe vil ægget ikke rigtigt, højst lidt ovale hop til siden, men det går ikke i stykker. Måske har vi så fået lavet verdens første æg, der bare ikke kan gå i stykker?

Det fabelagtige gummiæg tager tre dage at lave, og ud over at det er sjovt at lege kaste-æg med, så er det nok også verdens længstvarende måde at skrælle et hårdkogt æg på.

For tre dage siden lagde vi ægget i et glas fyldt med almindeligt husholdningseddike, hvilket i sig selv er en fascinerende oplevelse, for da ægget blev lagt i væden brusede og skummede det vildt. Her skulle ægget bo i tre hele dage, og så var det tid til at tage det op, skylle det, og konstatere at skallen var helt væk og æggets eneste beskyttelse var den fine tynde hinde.

Der sker noget med børn når de kan trylle, lege og eksperimentere på egen hånd. De bliver motiverede, og det gør det helt naturligt at opsøge viden om, at den sure eddike ”æder” æggeskallens kalciumkarbonat, og kun efterlader den indre membran eller skindet på ægget, og det er det der får det til at føles gummiagtigt.

Og når nu vi er i gang med æg, så er det altid et sikkert hit at tjekke æggets friskhed med lidt vand. For lægger man et ukogt æg i en vandskål, og hvis det ligger helt vandret, så er der tale om et super frisk æg. Begynder den ene ende derimod at stige mod overfladen, så betyder det at der er meget luft i ægget, og at det ikke er spor frisk, og står ægget oprejst, så skal du holde dig fra at spise ægget.

5. Ballon

Medhjælper, borger, professoren og superhelten. Der går ikke mange minutter efter at Malthe har fået pustet fire balloner op, og fået krydstegnet hovederne med små talebobler på plads, før han er klar til den store altopslugende leg.

At glæde sig er også en væsentlig del af fortællingen om at være sammen med sine børn. Men nogle gange skal der ganske små hjælpemidler til for at gøre det hele meget sjovere. En pose balloner, et par madklemmer og en tusch er rigeligt til flere timers sjov aktivitet inden døre.

Vi har laaang tid sammen, og barnekroppen fyldes langsomt med "myrer" og irritationen over, at skulle vente, får hurtigt trælse ord at "gå på," men gode råd er billige og kan være lige ved hånden.

Håret "danser" over Malthes hoved, armene svinger vildt og munden er pivåben af koncentration. Malthe er langt inde i fantasiens verden, hvor Ronaldo, Messi og han selv spiller sig sikkert op fra banens midte og mens Malthe lader den skrigrøde ballon"bold" glide fra bryst til hoved, er han langt inde i jublen over endelig at have scoret mens hans fodboldhelte "ser på."

Balloner kan bruges til at fægte med, til at lege klappeleg med, til at tegne på og til at få afklaret en fodbolddyst på ganske lidt plads, og hvis man lukker ballonerne til med madklemmer i stedet for at binde, så er der gode muligheder for genbrug.

Og går børnene selv i stå, så er det rimelig nemt, at lede dem tilbage på legesporet. For eksempel er karrusellen, hvor en ballon kastes op i luften, og kroppen drejes rundt inden ballonen gribes eller lander på jorden, ganske sjov. Eller hvad med at øve sig i at klappe vanvittig hurtigt, mens ballonen er i luften, og strækker modet sig til det lidt vildere, så kan de aflange balloner anbefales til en ganske habil fægtekamp.

6. Tusch en snegl

Danmarks største landlevende snegl: Vinbjergsneglen kan blive op til otte år, og kan findes næsten overalt i landet. Den er nem at undersøge på grund af størrelsen, og mange børn elsker at finde snegle i naturen. Men giver man en vinbjergsnegl et navn eller et mærke, kan man muligvis følge den i mange år. Den graver sig nemlig ned i efteråret når det bliver koldt, og kommer frem igen i foråret. Brug en sprittusch eller poscatusch og skriv forsigtigt på sneglehuset. Sæt så sneglen fri i haven, parken eller et område du komme ofte. Måske vil du senere på sommeren eller endda årene efter, kunne støde på den samme snegl. I går fandt jeg “Pizzasnegl” fra sidste år.


Skumfiduser skal ristes over bål. Foto: Martin Hoffmann Kønig
7. Skumfiduser over bål

Det rustne og slidte bålfad er hentet frem, og nu bakser vi med grankogler, småpinde og en håndfuld papir, for der skal gløder til, før vi er klar til et af feriens absolutte højdepunkter, i hvert fald hvad søde sager angår, og hele familien er med.

Man kan snyde, og bruge ovnen, der er sågar nogle, der hævder, at et stearinlys kan gøre det, men for os er skumfiduser kun ordentligt behandlet, hvis de sættes på en nysnittet gren, bevæges langsomt, men sikkert ind over de varmende gløder over bålet, for efter nogle minutters varme, at blive klemt solidt sammen mellem to nøgne Marie-kiks, og indtaget som en sukkerklistret "sandwich," som alle voksne som børn nyder eller lades som om vi nyder, for helt ærligt, så synes jeg, at det mest er stemningen og hyggen i at gøre dette sammen, der er den største oplevelse.

Det du skal bruge er, en snittet gren, et bål, to til tre poser skumfidusser - til otte personer - og to ruller Marie-kiks.

8. Lektier på sten i haven

17 + 19 det giver 36, prøv lige at finde stenen med 36 på, så har vi fuldt hus. Malthes ben er blevet travle, hans blik fast og kinderne røde. Ikke normale reaktioner på matematik-lektier, men når matematikken er henlagt til sten, tusch og havens gemmer, så er kombinationen af læring og leg gået op i en højere enhed.

H-U- N- D, stenene på havebordet tager langsomt form, og i takt med at Malthe får fundet de bogstaver han skal bruge afløser sætninger ord, og endnu flere lektier har fundet afløb i ren haveleg.

Tallene går amok mens de skrives i mange cifre på de indsamlede sten, og så skal de gemmes i hækken, under et træ, i det gryende bed og i legehuset. SÅDAN.
Malthe styrter afsted mens mormor forsøger at følge med. 1.910 + 3.267 + 11.546 = 16.723. Yeees, jeg vandt. Malthe kan ikke skjule sin begejstring, da han får knækket de store tals samspil og finder ud af at han har over 3.000 flere point end mormor.

Saml en flok sten, find et kridt, en gang neglelak eller en tusch, og gå så ellers i gang med at skrive tal, ord eller bogstaver på dem, før de skal gemmes rundt i haven.

9. hjemmelavede fakler fra barnehånd

Ild er godt til aften, fantastisk til hygge og super godt for børn, der gerne vil bidrage, når have eller naturen skal nydes.

En gren på 80-100 centimeter, en gammel gryde med en ske - gerne hentet på genbrugspladsen - stearinstumper, og så en gang kasserede stofklude eller sengetøj.

Så nemt kan opskriften på effektive, flotte og vindholdbare havefakler beskrives, og de stadig mørke martsaftener er et perfekt tidspunkt at træne fakkelfærdighederne.

Det vigtige med at bruge naturen og haven til leg og sjov er, at gøre processen til en del af legen. Så når der skal findes egnede fakkel-grene, så gør det i forbindelse med en fælles tur i skoven eller ved at lade børnene være med til at beskære grene fra haven.

Når grenen er sikret, så er det tid til at gøre den personlig. Det kan gøres ved at snitte den til med små mønstre, og skal faklen stå i jorden, så er det en god ide at snitte den spids i den ene ende. Nu er det tid til riv og flåen af det gamle lagen, viskestykke eller lignende i bomuld. Det skal rives i strimler, som efterfølgende vikles eller bindes rundt om fakkel-grenens ene ende – samme metode som var det et snobrød - og husk, der er ikke en rigtig eller en forkert måde at binde det på.

Er strimlerne brede kan man sno dem, mens de vikles om grenen. Det er vigtigt, at det ikke sidder løst, for så er der risiko for at stoffet løsner sig når det dyppes i stearin. Det er en god ide, at stofstrimlen splittes i slutenden, så man har noget at binde fast med. En anden mulighed er, at bruge noget bomuldsstof eller garn, som kan bindes rundt om ”stof-snobrødet” til sidst for at holde det samlet.

Så er det tid til at smelte stearinen i gryden, og det kan sjovest gøres på bålet i haven, over et gasblus, på grillen eller inde på komfuret. ”Stof-snobrødet” sænkes forsigtigt ned i det smeltede stearin, hvor det skal være 10-15 sekunder, før det trækkes op igen. Stearinen skal dække stoffet, og gør det ikke det, så må man forsigtigt øse det over med en ske.
Løft forsigtigt faklen op af stearinen, lad det dryppe af hen over gryden et øjeblik, og lad så faklen lufttørre til stearinen føles hård og kold. Vupti, så har I nogle af de flotteste og mest holdbare havefakler, som snildt tåler en tur ud gennem haven.

Der skal altid være voksen-opsyn, når der bruges varm stearin, og selvfølgelig også når faklerne skal tændes.

10. Den store smag tørrer vi os til

At spise når man er på farten er noget som hele familien kan hygge sig med, og med lidt forberedelse kan børnene stå for at sikre den gode smag.
Hemmeligheden ligger i det fine snit. Det er stadig tid til en tur i naturen, og der er ikke noget så lækkert som en kop hjemmelavet kogvarm suppe eller en portion risotto i skoven.
Og skal smagen sikres, kræver det kun lidt forberedelse, for vi tørrer selvfølgelig selv vores grøntsager.
Det giver en fænomenal smagsoplevelse, og så kan det holde sig længe, ofte et pænt stykke over et år.

Det kræver kun lidt forberedelse, som børnene sagtens kan stå for. Frem med løg, pluk de sidste tomater, skræl et hvidløg og afsted og find nogle lækre svampe, og så skal urtekniv og spækbrættet frem, for nu skal der snittes. Men det skal være fint, helt fint, for jo finere vi får skåret vores grøntsager, jo nemmere har fugten ved at fordampe.

Del løget på midten, så det ikke vipper og er sikkert for børnehænder at skære i, og når grøntsagerne er skåret i fine stykker, så skal de en tur på bagepapir og i ovnen ved lav temperatur, omkring 50 grader, men hvis tørringen foregår i en ovn, hvor den fugtige luft har svært ved at slippe ud, så kan det være en god ide at tørre svampene og grøntsager lidt ad gangen, eller også at lade ovnlågen stå på klem, så fugten kan slippe ud, og hvis man vil spare på strømmen, så kan tørringen sagtens klares efter madlavningen, hvor ovnen alligevel har været tændt.

Tørrede grøntsager eller urter skrumper ind og de fleste fylder kun 1/3 af hvad de ellers gør, så de er dejligt nemme at transportere i små poser.
Min personlige favorit er hvidløget, som når det ligger i små nøddelignende flager er aldeles fantastiske. Skarpe og helt rigtige i smagen, mens tomater også er smagfulde som tørrede, men de indeholder rigtig meget vand fra ”fødslen,” så dem skærer vi i ekstra tynde skiver, så fugten kan fordampe.

Kantareller, mælkehat, stor parykhat, trompetsvamp eller den, trods navnet, smagfulde brungule slimrørhat. Alle sammen svampe som vi kan finde i oktober og nogle helt ind i november, og tørrede svampe har den herlige egenskab, at de kan holde sig meget længe, typisk over et år,.
Svampe er færdigtørrede når konsistensen er tør og sprød. Opbevaringen af de tørrede svampe skal være i lufttæt emballage og helst mørkt og køligt.
Når svampene skal bruges, så kan det være en god ide at lade dem stå i blød natten over.

Det er en god ide at veje mængden af grøntsager af inden tørring, for på den måde har du et cirka billede af, hvor meget den tørrede mængde fylder, når de tilsættes i suppen eller gryderetten.

Man kan købe små tørremaskiner, og når turen går ud for at plukke svampe er det en god ide at have en svampekyndig eller en god bog med som guide, så det er det rigtige svampe der plukkes.

Vi bruger den lille hårdføre lommeguide ”10 sikre spisesvampe – En lommeguide til brug i skov og mark.”

11. Snitte i kælderen

Kniven er fremme, træet, der helst skal være en mellemtykkelse gren, er lagt frem og så er det ellers bare om at komme i gang.

Malthe ser sig omkring. Han mangler en hat, lidt krøllet hår og så en næse. I hvert fald til de små damer, der er ved at blive tryllet frem i hans hænder. Vi har netop savet et grenstykke til damestørrelse, og han snitter lystigt mens han fortæller historier om damernes liv.

Egentlig var det meningen, at de små ruflede damestørrelser skulle bruges til et hjemmelavet spil kryds og bolle, men vi er på vej et helt andet sted. Mens gulvet er ved at fyldes af de herligste spåner, der senere kan bruges til nem optænding i bålet, så får træ-damen de fineste viltre lokker, men hun har et problem. For de ben vi netop har limet på hendes underdel mangler noget, som ben plejer at kunne.

De kan ikke rigtig stå af sig selv, og så skal der improviseres, og straks en tur mere i haven, for at finde hende den helt rigtige rygstøtte i form af et par smågrene, som kan sømmes fast i hendes ryg. Toppen af et agern fungerer som hat, barkstykker kan hæftes på den snitte træ-krop som arme eller skæg og små rester stof eller læder er perfekt til hår og tøj.

Grin afløser løsninger, når vi holder far og søn snitteaften, for selvom der ikke er tale om store og vanskelige snitteopgaver, så er det sjovt at se de små damer komme til verden, og det er også en super anledning til lige at få husket hinanden på simple snitteregler såsom at snitte væk fra sig selv, at holde afstand og at sætte kniven i skeden, når der ikke snittes, og selvom Malthe som spejder er en habil snitter, så er der muligheder for alle, og er der tale om førstegangssnittere eller helt små børn, så er det bare at hive fat i kartoffelskrælleren, som er kniven en ganske habil fætter.

Brug helst friske grene, for det er betydeligt blødere at snitte i end tørt træ, og løvtræ er klart at foretrække


Det hvide stads former sig til kugler, pladelignende figurer og en hurtig håndgranat i 12-årige Malthes hænder. Foto: Martin Hoffmann Kønig
Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?