29. september 2021
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Forsker til politikere: Lav skrappere love, så vi kan leve bæredygtigt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forsker til politikere: Lav skrappere love, så vi kan leve bæredygtigt
Opdateret 19. august 2021 kl. 19:02
Forbrug - 19. august 2021 kl. 18:07
Af Videnskab.dk

Affaldssortering er både godt og vigtigt. Men hvis vi virkelig skal have gang i den grønne omstilling, kræver det politisk indgriben og ændringer i vores alle sammens hverdag.
Sådan lyder det fra Lina Katan, der har fulgt en række danske familier for at afdække, hvad der skal til, før vi vil sortere mere af vores affald. Det skriver Videnskab.dk.

"Undervejs i mit arbejde har fokus udvidet sig til også at kigge mere bredt på årsagerne til, at vi i Danmark har europarekord i at producere affald," fortæller Lina Katan til Videnskab.dk og uddyber:

"I mit feltarbejde blev jeg opmærksom på, hvor svært det er for borgerne at undgå at generere affald. Affald bliver betragtet som beklageligt, men uundgåeligt. Samme indstilling kan man sige, vi har til CO2-aftrykket fra vores forbrug: Beklageligt, men uundgåeligt."

"Så vi skal affaldssortere, men vi skal også arbejde med den indstilling, hvis vi skal nå de klimamål, vi har sat os. Ikke ved at slå borgerne oven i hovedet, men ved at gøre et mere bæredygtigt forbrug lettere tilgængeligt," siger Lina Katan, erhvervs-ph.d. med rødder i Dansk Affaldsforening og Aalborg Universitet.

Vi smider gerne til sortering, alt det vi orker ? men langt fra alt kan genanvendes, og en del plastik kan for eksempel kun genanvendes en enkelt gang, før det alligevel ender som affald og bliver brændt, bemærker Lina Katan.

Forskeren mener, at det mest oplagte er at indføre afgifter på engangsemballage og emballage, der er lavet på nye materialer. En afgift på CO2 fra transporten kunne også være en mulighed.

Det vil betyde, at vi ikke altid kan få fat i de varer, vi er vant til, påpeger Lina Katan - og derfor skal vi nok til at være mere fleksible, når vi laver mad.

Inspirationen kunne passende komme fra blandt andet de store køkkener på eksempelvis offentlige arbejdspladser:

"Man bør supplere afgifter med gode eksempler på, hvordan laver man megalækker, bæredygtig mad på lokale og sæsonbestemte fødevarer, og hvordan klassiske ingredienser fint kan erstattes af andre. Eksemplerne skal demonstreres i så mange kantiner som muligt, så folk får det ind på frokosttallerkenen."

Det giver grundlæggende god mening at forsøge at nedbringe mængden af affald, mener seniorforsker Lars Kjerulf Petersen fra Aarhus Universitet, da han hører om Lina Katans pointer.

Det har faktisk været videnskabens syn på vores forbrug i årtier, at vi skulle undgå at købe, derefter forsøge at genbruge de samme ting andre steder, så genanvende dem til at skabe nye ting og først til sidst smide ud, beretter Lars Kjerulf Petersen, der i 17 år har forsket i emner relateret til grøn omstilling.

Lars Kjerulf Petersen understreger dog overfor Videnskab.dk, at den grønne omstilling også skal drives af dig og mig.Du kan i dit privatliv især være opmærksom på de tre store B'er: Bøf, bil og bolig.

Seniorforskeren mener, du skal være ekstra opmærksom på transport, for din bil er én af de store syndere, når det kommer til CO2-udledning. Det kan vi generelt godt blive bedre til at huske os selv på uden nødvendigvis at pege fingre ad politikerne, bemærker Lars Kjerulf Petersen overfor Videnskab.dk.

"Jeg sad forleden på Amager og overhørte en samtale mellem tre veninder, der brokkede sig over, at det var umuligt at komme gennem trafikken i sin bil. De sad lige ved siden af en metrostation. Der må man bare sige, at det ikke kun handler om infrastruktur, men om at tænke sig om og bryde indgroede vaner."

Stemmer du til kommunalvalget i år?