
Retten havde ikke grundlag for at fortsætte varetægtsfængslingen af en 35-årig iransk mand, der tirsdag blev dømt for at have slået og klemt sin kun én måned gamle søn. Derfor blev den 35-årige efter dommen sendt hjem til konen og deres to børn, der bor i en etværelses lejlighed i Faxe Kommune.
- Han havde siddet varetægtsfængslet i to måneder, og da han ikke tidligere er dømt for noget som helst, så er der ifølge retten ikke tilstrækkelig risiko for, at han vil gøre det igen. Det er vigtigt at forstå, at der er mange grader af vold mod børn, og her var der ikke tale om for eksempel langvarig mishandling. Al vold mod børn er selvfølgelig alvorligt, men det er desværre set meget værre, siger Rune Jensen, der var anklager i sagen.
Konen havde insisteret på, at manden ikke var til stede, da hun afgav forklaring i retten. Han blev nemlig også dømt for at slå og bide hende, men da der ifølge retten ikke var grund til at tro, at manden ville begå vold igen, blev den 35-årige løsladt efter dommen.
Den 35-årige fik tre måneders fængsel, men han har allerede udstået næsten to af månederne.
Anklageren gik også efter at få manden udvist af Danmark, men da han har to små børn i Danmark, valgte retten at gøre udvisningen betinget med to års prøvetid.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her