4. august 2021
Omar Lukman Semou fik sat studenterhuen på hovedet af både sin mor, Zalifa Habash (der bliver kaldt Susan) og sin bonusmor, Signe Hugger Jakobsen, da han i går klokken 12.30 kom ud fra sin sidste eksamen i historie, hvor han fik 10. Foto: Nikolaj Rasch Skou
gallery icon

Se billedserie

Omar Lukman Semou fik sat studenterhuen på hovedet af både sin mor, Zalifa Habash (der bliver kaldt Susan) og sin bonusmor, Signe Hugger Jakobsen, da han i går klokken 12.30 kom ud fra sin sidste eksamen i historie, hvor han fik 10. Foto: Nikolaj Rasch Skou
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Omar er student efter få år i Danmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Omar er student efter få år i Danmark
Opdateret 22. juni 2021 kl. 08:49
Faxe - 22. juni 2021 kl. 08:47
Af Nikolaj Rasch Skou

Det er svært at blive så god til dansk, som Omar Lukman Semou, der var flygtning, og nu er student med topkarakterer.

Efter et år i Italien ankom Omar, Delshir og deres mor Zalifa Habash i 2011 til Sandholmcentret i Danmark.

De var flygtet fra borgerkrigen i den syriske by Aleppo, og Omar Lukman Semous liv i Danmark har siden formet sig i Faxe Kommune, hvor han først gik et år på Hylleholt Skole i Faxe Ladeplads, og fra 6. klasse var han elev på Sofiendalskolen i Haslev.

Har lært mange sprog

Han var ikke særlig god til at spille fodbold, men han har været meget glad for at gå i skole. Og han har haft en særlig evne for at lære nye sprog.

- Jeg ville bare klare mig godt. Min strategi har været, at jeg bevidst har leget med danske børn, for at bliver bedre til dansk. Jeg er gået den direkte vej i gymnasiet. Jeg tager heller ikke et sabbatår nu, men søger direkte ind på universitetet, hvor jeg gerne vil læse engelsk og spansk, så jeg kan blive gymnasielærer og måske også lærer på universitetet, fortæller Omar Lukman Semou.

Han har også overvejet jura, men det bliver nok sprogfagene, som han søger ind på. Og med et gennemsnit på 10,5 ligger mulighederne åbne for ham.

- Jeg er meget glad for sprog, og jeg har brugt det i min hovedopgave i gymnasiet, hvor jeg lidt har taget udgangspunkt i min egen situation, siger han.

- Jeg har brugt statistikker og film, og så har jeg interviewet nogle mexicanske immigranter i USA for at finde ud af, hvad det gør ved deres kulturelle etnicitet, at de kommer til et nyt land. Hvor meget ændrer man sig, hvor meget forbliver man den person, man er, fortæller Omar Lukman Semou, der fik 12 for opgaven.

- Og det gik du ikke ud og sagde til alle, du kender. Du er så ydmyg, men det er så flot Omar, siger Signe Hugger Jakobsen, der er flersprogsvejleder og underviser i dansk som andetsprog.

- Min dreng fik 12, og jeg stod og græd. Det er bare så flot, hvor godt du klarer dig, siger hans mor, Zalifa Habash, der bliver kaldt Susan.

- Du har også skullet lære at cykle, og du har været meget nysgerrig på at lære det danske samfund og vores kulturer og værdier at kende. Da der var konfirmationer i 7. klasse, så sagde du med det samme. Jeg vil med, selvom jeg er muslim. Du blev siddende under velsignelsen, men du var der sammen med en buddhist og to andre, der ikke skulle konfirmeres, siger Signe Hugger Jakobsen, der har fulgt Omar og hans lillebror, Delshir, siden de begyndte i folkeskolen. Delshir er nu færdig med 1.g.

- Jeg føler mig hjemme her, hvor jeg er vokset op. Jeg kan ikke huske så meget af det, jeg har oplevet i Syrien, så jeg føler, at Danmark er mit hjem, siger Omar Lukman Semou, der har haft studiejob hos The Burger og Camp Adventure, hvor han lavede pølser og burgere til de besøgende.

- Det var en virkelig god oplevelse at møde mange forskellige mennesker derude og finde ud af, hvor stor forskel der på, hvordan gamle og unge taler dansk, siger han.

En uvis fremtid

Zalifa Habash var bankrevisor i Syrien. Hun har haft en butik i Haslev, og hun har altid arbejdet i Danmark.

- Jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at opfylde de forventninger og krav, som det danske samfund har haft til os, men vi har hele tiden kun været her på en midlertidig opholdstilladelse, som skal fornyes cirka hvert andet år, siger hun.

- Det har været besværligt, at jeg ikke har haft et dansk pas, da vi skulle på studierejse. Når man skal søge om permanent opholdstilladelse, så skal man have været i Danmark i otte år. Og i de sidste fire skal man have arbejdet tre et halvt år fuld tid. Det gælder for voksne over 18 år. Men hvis man har været her i otte år og er fyldt 18, så kan man søge om permanent opholdstilladelse på lempeligere forhold, hvilket jeg ikke kunne, fordi jeg kun havde været her i syv et halvt år, da jeg fyldte 18. Så hvis jeg vil søge permanent ophold nu, så skal jeg arbejde tre et halvt år, hvilket jeg ikke kan, fordi jeg skal læse på universitet, siger Omar Lukman Semou, der på søndag kører rundt i den pyntede studentervogn sammen med sine klassekammerater.

- Det bliver sjovt, selvom jeg drikker alkoholfri øl, når vi fester. Det er nu ikke så sjovt, når de andre bliver så syge, at de kaster op, sagde den nyslåede student med et stort smil, efter at han i går havde fået 10 i historie, der var den sidste eksamen.

Den handlede om kvindernes seksuelle frigørelse i 1960erne.

Vil du gerne arbejde mere hjemmefra?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk