23. juni 2018
Sådan skrev Lars Folmann 1. december 2017 i et opslag på Facebook.
Sådan skrev Lars Folmann 1. december 2017 i et opslag på Facebook.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ny ballade om forbrugervalget

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ny ballade om forbrugervalget
Faxe - 13. december 2017 kl. 12:07
Af Nikolaj Rasch Skou
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

»Er det i orden, at kommunen, her ved den nyvalgte formand for Faxe Forsyning, blander sig i valget af forbrugerrepræsentant til Faxe Forsynings bestyrelse, således at én kandidat anbefales frem for de andre?«, spørger Haslevs tidligere V-borgmester og tidligere medlem af Faxe Byråd, Henrik Christensen.

Spørgsmålet er stillet 8. december i den 951 medlemmer store Facebook-gruppe »Politik & debat i Faxe Kommune«, hvor Henrik Christensen har vedhæftet et Facebook-opslag dateret 1. december fra Faxe Forsynings nyvalgte formand Lars Folmann (DF), der skriver:

»Valget af forbrugerrepræsentant til forsyningen er i fuld gang! Jeg anbefaler Allan Pedersen som vores forbrugerrepræsentant! Stem online nu! og allersenest den 12. december 2017.«

Debattøren Jan Lindberg Husum ser ikke det store problem i Lars Folmanns stillingtagen og skriver:

»Måske på grænsen, men det er jo et valg hvor Lars Folmann vel må anses at være forbruger og derfor også kan deltage i valgdebatten på lige fod med alle andre. Man et vel ikke udelukket fra den offentlige debat fordi man er valgt til kommunalbestyrelsen?«

Iblandt de 23 kommentarer til indlægget er også Jonas Kristinssons:

»Det er værd at undersøge lovligheden af denne handling. Det er i værste tilfælde embedsmisbrug, og i bedste tilfælde nepotisme! Der er i hvert fald en god grund til ikke at stemme på den anbefalede kandidat. Lars Folmann, er det ikke den slags nepotistiske handlinger du selv har kæmpet imod?«

»Diskuter aldrig med idioter! De trækker dig ned på deres niveau og slår dig med vognlængder i kraft af deres erfaring!«, replicerer Lars Folmann, der har slettet både sit opslag og svar, som Jonas Kristinsson har lagt i gruppen igen, efter at nyvalget Tanja Larsson (S) spurgte, hvor linket var blevet af.

»Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke finder det passende, at vi som valgte politikere - ej heller selv om vi først tiltræder til januar - på denne måde blander os i Faxe Forsynings afstemning«, skriver Tanja Larsson, der fremover skal sidde i Faxe Forsynings bestyrelse sammen med formanden Lars Folmann (DF), næstformanden Ivan Lilleng (K), Eli Jacobi Nielsen (DF), Camilla Meyer (S) og Jørgen Egede Johannessen, der er udpeget af Venstre.

Faxe Kommunes chefjurist Anne Svendsen skrev 23. december 2011 »Notat om forholdet mellem byrådet og Faxe Forsyning«, hvor hun fastslår, at »byrådets rolle som ejer af et forsyningsselskab ikke i sig selv fører til, at byrådet er myndighedshabilt«. Men »der kan være grund til at erklære byrådsmedlemmerne inhabile, når byrådet fx udøver tilsyn og kontrolvirksomhed eller indgår privatretlige aftaler med selskabet«.

»Retsstillingen er ikke afklaret, idet en statsforvaltning har fundet, at selskabets formand var inhabil ved behandlingen af en vandplan, mens en anden statsforvaltning ikke fandt, at bestyrelsesmedlemmerne var inhabile ved byrådets godkendelser af vandtakster«, skrev Anne Svendsen 23. december 2011.

- Jeg har ikke kendskab til nyere afgørelser, der viser en klarere praksis, siger hun torsdag til avisen.

Ved forbrugervalget 14. december 2011 skete der det, at Faxe Forsynings daværende direktør John Buur Christiansen og formanden René Tuekær medbragte 22 stemmesedler, som de lagde i stemmeurnen med stemmer på den eller de »kandidater, man kan komme til at arbejde konstruktivt med«, som Finn Hansen formulerede det.

Det kom aldrig offentligt frem, hvem stemmerne var gået til, men direktøren og formanden oplyste, at Faxe Forsynings 22 stemmer kom fra »renseanlæg, pumpestationer, vandværker og andre bygninger«, der havde et selvstændigt kundenummer.

Siden har Faxe Forsyning, så vidt avisen er orienteret, ikke selv deltaget i forbrugervalget, der altså slutter i dag den 12. december 2017.

Afstemningen i 2011 afstedkom, at borgeren Ole Hansen fra Haslev klagede til tidligere miljøminister Karen Ellemann over forbrugervalget i Faxe Forsyning, som hun havde underskrevet valgbekendtgørelsen for. Hun skrev efterfølgende til avisen:

»Jeg sidder ikke med bekendtgørelsen foran mig for nuværende, men som Ole Hansen beskrev valghandlingen i sin henvendelse til mig lyder det på ingen måde som om, det er i overensstemmelse med bekendtgørelsen.«

Ole Hansens klage til ombudsmanden kunne ikke behandles, da den vedrørte et selskab.

I et læserbrevssvar til Ole Hansen skrev René Tuekær for få uger siden:

»Der har ikke foregået noget ulovligt ved noget valg i Faxe Forsyning, hvilket man kan undersøge i Faxe Forsyning«.

Det er ikke lykkedes for avisen at få yderligere oplyst herom hos Faxe Forsynings direktør Henrik Ellermann.

Net-artiklen her er en forkortet version af en artikel, der bringes i Dagbladet Ringsted og Dagbladet Køge tirsdag 12. december og i Sjællandske Næstved onsdag 13. december.

Du kan købe adgan til at læse hele artiklen - og resten af dagens avis - på linket her: http://sn.dk/modules/sn/flow_page_buy?utm_source=FAXE&utm_medium=SN&utm_campaign=avislink

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk