27. juli 2021
Vibeengskolen i Haslev hører til blandt de mere særprægede bygninger i Faxe Kommune. Foto: Nikolaj Rasch Skou
gallery icon

Se billedserie

Vibeengskolen i Haslev hører til blandt de mere særprægede bygninger i Faxe Kommune. Foto: Nikolaj Rasch Skou
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Murerens springvand og den hellige kilde bag campingpladsen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Murerens springvand og den hellige kilde bag campingpladsen
Faxe - 24. marts 2021 kl. 06:30
Af Anders Holt

Selvom kunst og kultur har fået corona-kæden spændt for døren, er der stadig masser af muligheder for kunstoplevelser ude i det fri. Så start bilen, pump cyklen eller tag vandreskoene på. Der er kunst- og kulturskatte at se både helt frit eller godt gemt rundt om i Faxe Kommune, selvom den indendørs kultur er lukket ned.

Det er ikke fordi, der ligefrem er fyldt med kunst købt af stat og kommune til lokalbefolkningen her i Faxe Kommune. Men gennem historien har specielt godser og kirker købt, opstillet, malet og ophængt masser af kunst. Og så er det endda med fri entré.

Et sted, man kan tage hen, er Vemmetofte Klosterhave. Her står to fine bronzebuster.

- Det er ypperlige kunstværker. De er lavet af en af landets bedste billedhuggere, siger den professionelle kunstner Tine Meyer fra Haslev.

Den ene forestiller greve til Bregentved Adam Wilhelm Moltke. Den anden Willum Frederik Treschow.

- Man kan se, at det er en kunstner, som har forstand på det, som har været i gang. Vi kunne sørme også noget her i lille Danmark dengang, siger Tine Meyer.Sammen stod de to hovedpersoner på busterne for øvrigt også for anlæggelsen af havnen i Faxe Ladeplads.

Bronzebusterne er lavet af Herman Wilhelm Bissen, som også er kendt for blandt andet monumenterne »Den tapre Landsoldat« i Fredericia og »Istedløven« i Flensborg.

Kunstmangel

Tine Meyer tog initiativ til, og har stået bag, en kortlægning af kunst i Faxe Kommune. Hun er tidligere medlem af Faxe Kommunes Kunstråd og var drivkraften til at udgive Faxe Kommunes Kunstvejviser i 2019.

- Der mangler ordentlig kunst. Faxe Kommune har ikke stået bag ret meget. Heldigvis har en masse private og kirken givet os noget ordentlig kunst gennem tiden, siger hun.

- Så måske kan man være så heldig at få noget god kunsthistorie, når det er allerbedst, med sig hjem.

- Men af nyere kunst er der ikke meget i Faxe Kommune. Der skal man ud og lede. For det har altså mest været godserne og kirkerne, der bragte kunsten til området. Det var et statussymbol at bringe kunst ud til folket. Det er ikke noget, som kirker og godser gør i dag, så der har været et andet syn på det tidligere, siger hun.

- Det var et velgørersamfund. Men det var også for selv at vise sig frem. Så der har været en gensidig gevinst i det, siger Tine Meyer.

Men der mangler som sagt mere ny kunst, mener hun.

- Jeg ville ønske, at kommunen havde mere respekt for den seriøse kunst, så vi havde meget mere af det. Det kunne måske lidt skubbe til, at verden er lidt større. At man bliver taget ud af hverdagen og får nogle flere nuancer på tingene. At man får en mulighed for at fordybe sig. Det kan også styrke den fælles oplevelse iblandt os, siger Tine Meyer.

Den hellige kilde

Er man i nærheden af Vemmetofte, er det oplagt lige at smutte en tur ind i Vemmetofte Skov og finde Hellig Svends Kilde. Kilden er omkranset af et kunstværk af Bo Karberg. Værket har navn efter et gammelt sagn, hvor Svend Korsfarer på vej tilbage fra pilgrimsrejse til Det Hellige Land druknede ud for kysten ved Vemmetofte. Kilden var især i katolsk tid velbesøgt, men i 2012 så forfalden, at et nyt værk blev opført og indviet i 2013 af Vemmetofte Kloster.

- Det er så fint lavet. Det er stedspecifikt og forholder sig så fint til naturen. Det er nærmest en overraskelse, når man passerer gennem skoven og den fine runde form dukker op, siger Tine Meyer.

- Man regner ikke ligefrem med at finde den slags ude i en skov, siger hun også.

Der er fri adgang til Hellig Svends Kilde gennem Vemmetofte Camping.

Bregentveds kunstskatte

Man kan også tage i Bregentved Slotspark. Her står flere ældre statuer. Man kan også finde den store obelisk. Den er lavet af billedhuggeren Johannes Wiedewelt, som senere blev kongelig hofbilledhugger. Han har også lavet blandt andet Christian den VI's sarkofag og Frederik den V's gravmæle, som begge står i Roskilde Domkirke. Obelisken i Bregentved Slotspark kan ses fra den åbne del af slotsparkens sydvestlige hjørne.

Tag på tur

Der er flere småture, der samlet kan blive til en større kunstoplevelse. I supermarkedet Meny i Haslev hænger en stor flisemosaik af Peter Brandes. Værket er hele fem en halv meter langt og 2,7 meter højt. Det blev oprindeligt bestilt af Købmændenes Finansierings Institut og hængt op i supermarkedet Wika, hvor Meny nu har forretning. Haslevs daværende borgmester Oluf Christensen stod for afsløringen, Hans Krarups Kor sang, og Ghita Nørby læste op af H.C. Andersens eventyr.

I Haslev er også Vibeengskolens markante røde hovedbygning et kig værd.

På Torvet i Faxe står springvandet med monumentet »Natten og Dagen«, som er billedhugger Aage Petersens hovedværk. Det skildrer de gamle nordiske gudesagns heste Rhymfaxe og Skinfaxe. Aage Petersen blev født i Faxe og var oprindelig udlært murer, men blev senere billedhugger på Kunstakademiet. Værket er selvklart lavet af kalksten fra Faxe.

Kommer du til gudstjenester, er der også mulighed for at se unik kunst. Altertavlen i Bråby Kirke, Moltke-slægtens gravkammer i Karise Kirke og de imponerende store kalkmalerier fra slutningen af 1300-tallet i Kongsted Kirke er bare nogle af seværdighederne. På kirkegården ved Hylleholt Kirke står også den smukke Dåbskjolebænk lavet i rød granit. Bænken står umiddelbart overfor den også smukke udendørs døbefont.

I Kunstvejviseren er endnu flere forslag til kunstkig i kommunen. Den kan hentes på hjemmesiden: faxebilledkunstraad.dk

De olympiske lege i Tokyo er igang. Hvor meget OL-guld regner du med vil blive uddelt til de danske atleter?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk