12. november 2019
Gitte Jensen, forstanderinde på Hylleholt Opholdssted.Foto: Hans Jørgen Johansen
Gitte Jensen, forstanderinde på Hylleholt Opholdssted.Foto: Hans Jørgen Johansen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hylleholt Opholdssted lukker efter 90 års drift

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hylleholt Opholdssted lukker efter 90 års drift
Faxe - 22. oktober 2019 kl. 16:32
Af Alexandra Mollerup
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Hylleholt Opholdssted, som kan rumme 12 piger i alderen 13-22 år, lukker i slutningen af året. Den beslutning er taget af bestyrelsen bag det selvejede opholdssted.

- Da jeg startede i 2002 i bestyrelsen havde vi 18 piger, og i dag har vi fem. Det handler udelukkende om de børn, vi ikke har, siger Henning Poulsen, formand i Hylleholt Opholdssteds bestyrelse.

To års underskud

Hylleholt Opholdssted har eksisteret som institution for piger siden 1929, hvor det hed Hylleholt Husgerningsskole. Tilbage i 2010 godkendte Faxe Kommune så stedet til opholdssted, som skulle henvende sig til udsatte piger, der blandt andet har oplevet omsorgssvigt og seksuelt overgreb. Pigerne kan blive visiteret til en anbringelse på stedet fra kommuner landet over, som køber både kortere og længere forløb. Pigerne bor på egne værelser og har både undervisning, dagligdag og forskellige former for terapi på stedet, imens de bor der. Men alt det ender ved udgangen af året, hvor stedet lukker ned.

- Beslutningen blev egentlig taget for to år siden og fik så en chance til at overleve. Men nu har vi kørt med underskud i to år, så beslutningen om at lukke blev endeligt taget i foråret, siger bestyrelsesformanden.

Beskeden om at stedet lukker er først nået frem til offentligheden nu, fordi Hylleholt Opholdssted har villet holde det for sig selv, så pigernes hjemkommuner i ro og mag kunne finde nye bosteder til dem, siger Henning Poulsen. I følge bestyrelsesformanden er der ikke udsigter til, at pigerne bliver omplaceret i flok, men der skal nok være en plads et andet sted til hver af dem, lyder det.

- Hylleholt har været et særligt sted på kvalitet, men jeg skal ikke kunne sige, om der er andre steder, der er ligeså gode. Jeg har kun koncentreret mig om vores sted, siger Henning Poulsen.

Selv om det har været en nødvendig beslutning bundet op på økonomi, er bestyrelsen både kede af det og skuffede over at skulle lukke stedet, siger bestyrelsesformanden.

Usikker fremtid

Beskeden om at Hylleholt Opholdssted skal lukke ryster især forfatter og debattør Lisbeth Zornig Andersen, som har været fortaler for stedet i flere år. Hun boede der selv som ung i 3,5 år, og det var det, der reddede hende fra afgrunden, siger hun.

- I stedet for at havne på en kontorstol, er jeg sikker på, at jeg var havnet på en barstol, hvis ikke det var for Hylleholt, siger hun.

Da Lisbeth Zornig Andersen fik beskeden om Hylleholt i går, valgte hun at dele sine frustrationer over nyheden i et opslag på Facebook. I kommentarfeltet var flere tidligere anbragte kvinder enige i hendes udmeldinger om, at Hylleholt ikke bør lukke, fordi det ændrede deres liv til det bedre. Lisbeth Zornig Andersen kalder stedet for unikt, fordi det formår at møde de unge rigtigt, og så er det et fristed kun for piger.

- Vi kommer til at tabe nogle piger på gulvet nu. Der er kun to alternativer til det her - anden foranstaltning i hjemmet og plejefamilier. De unge er bare for stor en opgave til plejefamilierne, og vi ved, at sammenbruddet i plejefamilierne sker, når det er unge, der er anbragt, siger hun.

Forstanderinden på stedet, Gitte Jensen, er sparsom med sine udtalelser om lukningen af Hylleholt Opholdssted. Hun henviser til bestyrelsen, som har taget beslutningen på baggrund af, at for få kommuner anbringer piger på stedet.

- Jeg vil ikke sige så meget lige nu, for der er nogle unge, der sidder i en situation, hvor de ikke helt kender fremtiden. Og dem vil vi gerne skåne så meget som muligt i det her, siger Gitte Jensen.

Bestyrelsesformanden bakker op om den tilgang og siger, at det først og fremmest handler om, at pigerne skal have en værdig afslutning på deres ophold. Når lukningen er gennemført, vil han gerne åbne mere op for hele situationen, siger Henning Poulsen.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk