22. januar 2021
Bliver det muligt at overnatte på Rønnede Kro i løbet af skolernes sommerferie? Foto: Rune Reggelsen Skjold
gallery icon

Se billedserie

Bliver det muligt at overnatte på Rønnede Kro i løbet af skolernes sommerferie? Foto: Rune Reggelsen Skjold
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Gæt med i vores nytårsquiz

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Gæt med i vores nytårsquiz
Opdateret 26. december 2017 kl. 18:26
Faxe - 26. december 2017 kl. 18:04
Af Cecilie Hänsch

Der er bobler og lidt sødt til nytårsdagene - om et år - på højkant i quizzen her, hvor det handler om at spå om årets gang i Faxe Kommune i 2018.

arrow Læs også: Fredningsforslag skal sikre unikt herregårdslandskab

Du deltager ved at sende en mail med dine svar til faxe.red@sn.dk senest 12. januar 2018. - For overblikkets skyld kan du se »tipskuponen« i billedserien.

Vi indleder legen i sportens verden. Her har spillerne fra Dalby Gymnastik og Idrætsforening imponeret alle med ikke bare én men to oprykninger i 2017.

Herreholdet rykkede fra 3. til 2.-division og ligger lige nu som nummer 11 ud af 13 hold i rækken. Dameholdet kom op i 3. division, indledte turneringen med en flot sejrs-række og ligger lunt i midten af rækken.

Spørgsmålet er så, om de to hold får lov at blive i deres respektive rækker, når sæsonen er afsluttet til sommer.

I Karise er Brugsen i gang med at udvide den i forvejen store butik til endnu større. Under samme tag ligger Karise Bageris butik - selve bageriet ligger stadig på Skolegade. Og ved ovnene og æltebordene huserer stadig Michael Nielsen. Han har ikke nok i trekornsbrød og teboller. Hans nye opskrifter skaffer ham år efter år plads blandt de bedste, når danske bagermestre mødes i konkurrence.

Spørgsmålet er, om Karise Bageri eller en af bageriets medarbejdere hædres med medalje ved 2018-udgaven af »Danmarks bedste brød og kager«.

I Haslev er Stafet for Livet på bare tre år blevet til den næst-største af sin slags på Sjælland. Første år var der 1132 deltagere, andet år var der 1678 - og ved stafetten i 2017 var 1532 deltagere med til at gøre indsamling til fordel for kræftramte til en decideret folkefest. Indsamlingen skaffede i øvrigt 423.637 kroner til Kræftens Bekæmpelse.

Spørgsmålet er, om Stafet for Livet i Haslev sætter ny deltager-rekord i 2018.

I løbet af valgkampen har der flere gange været ytret ønske om at etablere et ungdomshus. Måske i Haslev, måske på flere forskellige adresser. Blandt andre radikale Nicolaj Lund Jensen og enhedslistens Nadia Bruun Thurø talte varmt for et sådant hus. I november købte Faxe Kommune det tidligere posthus ved Haslev Station. Ifølge tegningerne skal den nyeste del af posthuset rives ned for at give plads for den kommende busterminal. Forslagene til indretning af den gamle del af posthuset er mange; ventesal, café, ungdomshus - eller måske nye rammer for værestedet Perlen.

Spørgsmålet er om der er officiel indvielse af et ungdomshus i Faxe Kommune i 2018.

I november flyttede privatkunderådgiverne ud af Nordeas filial i Jernbanegade i Haslev. Dermed er der to betjente banker tilbage i kommunen; Sparekassen Sjælland i Jernbanegade i Haslev og på Torvegade i Faxe - og Møns Bank nogle timer om ugen i Kongsted. For bare få år siden var det ellers en stående joke, at der var to slags butikker, Haslev havde til overflod - nemlig banker og frisører.

Spørgsmålet er, om de lokaler, der hidtil har rummet Nordeas filial, er lejet ud til anden side når vi når nytåret 2019.

Et tjek hos Danmarks Statistik viser, at indbyggertallet i Faxe Kommune har nået nye højder. Ved indgangen af fjerde kvartal var der 36.101 indbyggere - præcis samme antal som kvartalet forinden. Forud er gået ti år, hvor antallet af indbyggere først faldt fra 35.511 i begyndelsen af 2008 til 35.031 i foråret 2013. Siden lå indbyggertallet i Faxe Kommune stabilt indtil det i forsommeren 2015 begyndte at tage fart.

Spørgsmålet er om vi er flere end 36.300 indbyggere i Faxe Kommune ved indgangen til fjerde kvartal 2018.

I juli 2013 åbnede Camp Adventure i Denderup Vænge ved Vester Egede. Allerede ved åbningen var der tale om Danmarks største trætop-bane med Nordens længste svævebane. Camp Adventure er stiftet som et datterselskab til Manova, der blandt andet er kendt for at arbejde med teambuilding-kurser og rekruttering. Men svævebane og gæster i seletøj er ikke nok. Planerne om et imponerende trætop-tårn, der skal rejse sig knap 50 meter fra skovbunden har været længe undervejs; lokalplanen blev godkendt af Faxe Byråd i december 2016. Dengang var planen at trætoptårnet kunne invies i sommeren 2017 - men det er ikke sket endnu.

Spørgsmålet er, om Camp Adventures trætoptårn bliver indviet inden efterårsferien (uge 42) i 2018.

Kystdirektoratet har i november 2017 givet tilladelse til at stranden i Faxe Ladeplads må udvides ved at fodre med sand. Samtidig er høringsfristen for den lokalplan for området, der gør det muligt at etablere »De hvide dronninger« udløbet. Forventningen er, at arbejdet med sandfodring kan gå i gang i 2018 - men etableringen af »De hvide dronninger« kræver stadig en særskilt tilladelse fra Kystdirektoratet.

Spørgsmålet er, om Kystdirektoratet giver tilladelse til etablering af »De hvide dronninger« inden 2018 bliver til 2019.

12624. Så mange besøgende var der ifølge Danmarks Statistik på Geomuseum Faxe i 2015. Det tilsvarende besøgstal på Haslev Museum var - stadig i 2015 - på 1326. Mens Haslev Museum det seneste år har været præget af usikkerhed, så har GeoMuseum Faxe holdt musikfestival og udstillet Rock Fossils - og stået bag fundet af flere spøjse nyheder i 2017 - f.eks. en speciel forstenet klat lort.

Spørgsmålet er, om der i 2017 har været flere gæster på GeoMuseum Faxe end i 2015.

21. november var der kommunalvalg, og i Faxe Kommune betød det en del omrokeringer i Faxe Byråd. Socialdemokraten Knud Erik Hansen måtte se borgmesterkæden gå til Venstres Ole Vive - og ud af de 25 pladser i byrådet er de 11 besat af helt nye byrådsmedlemmer, de resterende 14 har alt fra fire til 32 års byråds-erfaring. I den seneste valgperiode er der sket et par udskiftninger blandt de 25; Enhedslistens Kurt Munch døde, Michael Beckmann flyttede, og det samme gjorde konservative Peter Joensen. Og Torben Reiner Jensen, der var valgt ind for Borgerlisten, skiftede til Venstre.

Spørgsmålet er, om alle 25 sidder på samme plads 31. december 2018.

For bare få år siden var Rønnede Kro en skygge af sig selv. Gæstebogen fortalte om besøg af prominente gæster som Walt Disney og Dirch Passer, men gæsterne var få, og bygningerne trængte til en kærlig hånd. Her kom Michael Jebsen ind i billedet med sin forkærlighed for at restaurere bevaringsværdige bygninger i Danmark. Siden er forpagtningen af Rønnede Kro blevet overtaget af Silje Brenna og Jonas Mikkelsen, der også driver Hotel Frederiksminde i Præstø. Hæderen bliver strøet over kroens menukort og køkken, men drømmen ender ikke dér. En rigtig kro rummer nemlig mulighed for overnatning, og de planer har Silje Brenna tidligere luftet offentligt.

Spørgsmålet er, om det bliver muligt at overnatte på Rønnede Kro i skolernes sommerferie (fra uge 26 til 32).

»8. december 2018 kan man køre fra Haslev Station til København H på 40 minutter - det kræver dog, at de nye el-tog er købt.« Sådan kunne man læse i nærværende avis i marts 2014. Det går ikke altid som den siddende transportminister prædiker - det var i øvrigt Magnus Heunicke (S). For der er ikke kommet hurtigere tog til Hovedstaden fra Haslev - endnu. I sommeren 2017 lød meldingen fra BaneDanmarks økonomidirektør Peter Jonassen, at man først er færdig med at opsætte nye signalsystemer og elektrificere strækningen Næstved-Køge i første kvartal 2020.

Spørgsmålet er, om BaneDanmark inden udgangen af 2018 når at give melding om yderligere forsinkelse af de hurtige tog.

Driver du en virksomhed og kan du inden for fire på hinanden følgende regnskabsår præstere en vækst omsætning eller brutto-resultat på mindst 100 procent, så bliver din virksomhed kåret til gazelle af Dagbladet Børsen. I mange år var Willbrandt Gummitekniks danske afdeling i Haslev med; virksomheden med Johnny Anekjær i spidsen kan - som en af ganske få i landet - bryste sig af hele fem gazelle-kåringer. I 2016 opfyldte bare tre virksomheder i Faxe Kommune gazelle-kravene. I 2017-opgørelsen fra Børsen er antallet ni.

Spørgsmålet er, om der er flere virksomheder fra Faxe Kommune på Børsens gazelle-liste i 2018.

Således var spørgsmålene. Der er 13 i alt. Vi håber, I har lyst til at lege med. Udfyld tipskuponen med dit bedste bud og send den med brevpost til Dagbladet, Jernbanegade 14, 4690 Haslev, Faxe Bugten, Rønnedevej 62B, 4640 Faxe eller Haslev Posten, Jernbanegade 12, 4690 Haslev. Eller udfyld kuponen, tag et billede af den og send billedet som vedhæftet fil på en mail til faxe.red@sn.dk. Kun ét svar per person; er der flere i husstanden, må man dog gerne indsende flere tipskupon'er.

Vi skal have dit svar senest fredag 12. januar.

Vinderen bliver trukket blandt kuponerne med flest rigtige svar onsdag 19. december 2018 og får direkte besked.

Gevinsten består - ud over æren - i en flaske bobler og lidt sødt til nytårsdagene.

Nytårsquizzen her bringes også i Dagbladet Køge, Dagbladet Ringsted og Sjællandske Næstved lørdag 23. december og i HaslevPosten og FaxeBugten onsdag 27. december.

Du kan købe adgang til at læse resten af dagens Dagbladet eller Sjællandske på linket her: http://sn.dk/modules/sn/flow_page_buy?utm_source=FAXE&utm_medium=SN&utm_campaign=avislink

arrow Millionerne ruller ind: Attraktion vælter sig i succes
07. januar 2021 kl. 12:20 Opdateret: kl. 12:20
Er det en god idé at indføre bøde eller straf, hvis man ikke vil gå i isolation efter en udlandsrejse?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk