30. september 2020
Bo Sørensen har selv lært sig skiltemalerhåndværket, hvor en god gammeldags skrivestok er et praktisk redskab, så malingen ikke bliver tværet rundt.
gallery icon

Se billedserie

Bo Sørensen har selv lært sig skiltemalerhåndværket, hvor en god gammeldags skrivestok er et praktisk redskab, så malingen ikke bliver tværet rundt.
Foto: Per Christensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Selvlært skiltemaler tror på det gamle håndværk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Selvlært skiltemaler tror på det gamle håndværk
Erhverv - 28. maj 2020 kl. 12:55

Af Morten D. Christensen
Foto: Per Christensen

Der var engang, hvor skilte var noget, der blev malet med følsom og sirlig hånd af håndværkere særligt uddannet til opgaven.

I dag hører det til sjældenhederne, at butikkernes facadeskilte overhovedet har set maling eller pensel. I stedet er de lavet af eksempelvis folie, der er skåret ud i den ønskede størrelse og skrift og klæbet på skiltet.

Men skiltemalerfaget er ikke helt dødt, og i Holbæk har 47-årige Bo Sørensen kastet sig ind i kampen for at holde fast i det gamle håndværk. Han stiftede sidste år sit eget skiltemalerfirma, der nu bærer navnet Skiltemaler Sørensen, og det var lidt af bagveje, at han fik blik for skiltemaling.

- Jeg har bygget motorcykler på hobbyplan, og på et tidspunkt skulle jeg have malet noget på en tank. Jeg blev meget fascineret over det arbejde, maleren lavede, og jeg fik lyst til selv at lære det. Jeg prøvede mig frem, men det gik så lidt i sig selv igen, fortæller Bo Sørensen.

Kontakt til gamle malere

Interessen vendte dog tilbage, men Bo Sørensen måtte sande, at der ikke længere findes en uddannelse til skiltemaler. Til gengæld kunne han få masser af råd hos sin kammerats far, Tom Castor Andersen, der i sin tid stiftede Holbæk Skiltecenter og også har undervist på hedengangne Bygmesterskolen i Holbæk.

- Mange af de ting, jeg ikke selv kunne finde ud af, kunne Tom hjælpe mig med. Og så gik jeg ellers bare i gang med at male og male for hele tiden at blive bedre, og sidste år besluttede jeg mig så for at lave et hobbyfirma, fortæller Bo Sørensen.

Skiltemaler Sørensen er stadig et hobbyfirma, og Bo Sørensen sikrer sig en fast indtægt ved at arbejde på et opholdssted for sårbare unge. De lange vagter dér giver mulighed for at passe firmaet ved siden af.

- Det er stadig en bibeskæftigelse, men jeg har en forhåbning om, at jeg kan komme til at leve af det. Der er masser af gårdbutikker og museer, som gerne vil have håndmalede skilte, og det gælder også kolonihavehusejere, siger Bo Sørensen, som både kan male på skilte af for eksempel træ og metal og direkte på husfacader.

Han har et samarbejde med Skiltemalermester Hans Jørgensen i Haslev, som har mange år på bagen i branchen.

Nu får Bo Sørensen nogle opgaver fra ham, hvis der for eksempel er arbejde, der skal udføres på stige eller stillads.

God tålmodighed

På frivillig basis og ulønnet bruger Bo Sørensen en del tid på at male skilte til Andelslandsbyen Nyvang i Holbæk, hvor der er fokus på at fortælle danmarkshistorien gennem andelsbevægelsen og en række arbejdende butikker og værksteder.

- Det er god øvelse, og samtidig er det en måde for mig at vise frem, hvad jeg kan, så jeg ser det også som en slags investering. Jeg har god tålmodighed med forretningen. Hvis jeg ser 3-5 år frem, og det stadig er sjovt, tror jeg ikke, det vil gøre mig noget, hvis jeg endnu ikke kan leve af det, pointerer Bo Sørensen.

- Det giver en enorm glæde og stolthed at lave et stykke håndværksmæssigt flot arbejde. Jeg kan godt lide, at man er nødt til at være 100 procent nærværende for at lave et ordentligt stykke arbejde, lyder det fra den selvlærte skiltemaler Sørensen.

  • ErhvervSjælland

    ErhvervSjælland

  • Erhverv Nordsjælland

    Erhverv Nordsjælland

  • Erhverv Vestegnen & Sydkysten

    Erhverv Vestegnen & Sydkysten




Mener du, at det bliver mere forvirrende og besværligt at følge regeringens corona-retningslinjer?