1. august 2021
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Politikere kan blive nødt til at stoppe konflikt med indgreb

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Politikere kan blive nødt til at stoppe konflikt med indgreb

Sygeplejersker og arbejdsgivere kan ikke blive enige om overenskomst. Lektor spår indblanding fra politikere.

Erhverv - 14. juni 2021 kl. 16:21
Af Ritzau

Det kan meget vel ende med, at politikerne på Christiansborg bliver nødt til at gribe ind for at slutte den forestående konflikt mellem sygeplejerskerne og arbejdsgiverne.

Det vurderer Nana Wesley Hansen, der er arbejdsmarkedsforsker og lektor fra Københavns Universitet, efter at et flertal af medlemmerne i Dansk Sygeplejeråd (DSR) har stemt nej til et forslag om en ny overenskomst.

Modstanden skyldes især, at sygeplejerskerne er utilfredse med de lønninger, som de er blevet stillet i udsigt.

Forkastelsen af forslaget betyder, at ti procent af DSR's medlemmer indleder en strejke fra natten til lørdag.

Nana Wesley Hansen regner ikke med, at der forinden lander en aftale mellem parterne. Derfor forventer hun, at konflikten vil bryde ud om få dage.

- Spørgsmålet er så, hvor lang tid den her konflikt vil få lov at løbe.

- Man kan i hvert fald sige, at den måde, man traditionelt afslutter konflikter i den danske aftalemodel på, er ved, at man laver et lovindgreb, når parterne ikke selv kan forhandle sig frem til et overenskomstresultat.

- Og sådan et lovindgreb skal vedtages af et politisk flertal på Christiansborg, siger Nana Wesley Hansen.

Det er langt fra første gang, at offentligt ansatte vælger at gå i strejke grundet uenigheder på lønområdet.

I 2008 var DSR's medlemmer del af en større konflikt på det offentlige område. Konflikten nåede at vare otte uger, før det lykkedes lønmodtagere og arbejdsgivere at opnå en aftale.

- Men nu har vi en coronapandemi, og det er en helt anden social, økonomisk og politisk kontekst. Derfor vil jeg forestille mig, at den vil blive afsluttet noget hurtigere den her gang, siger Nana Wesley Hansen.

Hvad et eventuelt lovindgreb vil indeholde, har hun svært ved at sige, da det kommer til at afhænge af et politisk flertal.

Men i tidligere sager er der ifølge lektoren blevet skelet til mæglingsforslaget, hvis der har været sådan et. Det gør der i denne sag.

I det mæglingsforslag, som DSR og arbejdsgiverne tidligere er blevet enige om i Forligsinstitutionen, er der ønske om at oprette en lønkomité, der skal se nærmere på lønstrukturen i den offentlige sektor.

- Man kunne sagtens forestille sig, at et lovindgreb ville tage udgangspunkt i det mæglingsforslag og så løfte det til lov, siger Nana Wesley Hansen.

Fra regeringen har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en kort, skriftlig kommentar konstateret, at det er op til parterne at finde en løsning.

- Af respekt for principperne i den danske model udtaler regeringen sig ikke om verserende overenskomstforhandlinger, siger han i kommentaren.

arrow Læs også: Så hårdt rammes Hillerød af sygeplejestrejke
arrow Halsnæs undgår sygeplejerske-strejke
14. juni 2021 kl. 14:43 Opdateret: kl. 14:43
arrow OVERBLIK: Her rammer sygeplejerskernes strejke
14. juni 2021 kl. 12:26 Opdateret: kl. 12:28

  • ErhvervSjælland

    ErhvervSjælland

  • Erhverv Nordsjælland

    Erhverv Nordsjælland




De olympiske lege i Tokyo er igang. Hvor meget OL-guld regner du med vil blive uddelt til de danske atleter?