2. juli 2020
Tang er moderne mad - bæredygtigt og miljøvenligt - og i Dansk Tang kan de levere friskhøstet tang til tallerknerne på toprestauranterne i København på under et døgn.
gallery icon

Se billedserie

Tang er moderne mad - bæredygtigt og miljøvenligt - og i Dansk Tang kan de levere friskhøstet tang til tallerknerne på toprestauranterne i København på under et døgn.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: I maj skrev far og søn tang-historie

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I maj skrev far og søn tang-historie
Erhverv - 18. juni 2020 kl. 12:46
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Tekst og foto: Marianne Nielsen

Egentlig skulle høsten først være foregået senere, men onsdag den 6. maj hoppede Simon Weber Marcussen og faderen Claus i waders og dykkerdragt og satte kursen mod vandkanten i Rørvig for at høste.

Der - for enden af Vikingevej på vej ud mod Skansehage og med udsigt til Rørvigfærgen - skvulpede røde og gule bøjer rundt få meter fra kysten. Bøjer, der indikerer, hvor linerne med tang strækker sig ned mod havets bund - og tang er der faktisk rigtig meget af langs Odsherreds Kyster.

Elsker vandet ved Rørvig

Det er en af de endnu ganske få tangplantager i Danmark, og det har allerede vist sig, at især sukkertangen elsker forholdene ved Rørvig, og i den forholdsvis lune vinter, vi har haft, har sukkertangen vokset hurtigere end ventet.

- Fordi farmen er meget kystnær, har vi kunnet gå og holde øje med, hvornår det var tid til at høste. Det er meget forskelligt fra landsdel til landsdel. Men sukkertang kan godt lide strøm og sol - og det er der masser af i Rørvig, fortæller Claus Marcussen.

- Vi har høstet over 900 kilo, og det er langt mere, end vi havde forventet. Vi havde håbet på at høste omkring 400-500 kilo, så det er virkelig et godt sted, tangfarmen er blevet placeret, supplerer Simon Weber Rasmussen og viser sukkertangen på linen frem.

Det er de to, der sammen har etableret virksomheden Dansk Tang, som i begyndelsen koncentrerede sig om at føje tang til allerede eksisterende produkter som eksempelvis sennep eller olier. Men nu er hovedfokus på den helt friske tang, som Simon Weber Marcussen dykker ned efter, og som toprestauranter i København sætter på menukortet under 24 timer senere.

- Der er ikke mange produkter af dem, vi begyndte med, vi stadig har, fordi efterspørgslen har ændret sig helt utrolig meget på de år. Men det var det helt rigtige sted at starte, vurderer Simon Weber Marcussen.

CO2-neutral mad

Tangproduktionen er en branche i vækst, og det mærker firmaet med base i Nykøbing også.

Den friske danske tang taler lige ind i den stigende bevidsthed om klima- og miljøvenlige fødevarer, som både forbrugere og producenter tager til sig.

Det er bæredygtigt, CO2-neutralt og hentet direkte fra hjemlige farvande i stedet for den importerede tang fra Asien, man har været vant til at opleve på tallerkenen.

Dansk Tang har også oplevet stor interesse for at støtte virksomhedens initiativer og udvikling af produkter via crowdfunding - langt mere end forventet, og det har givet mod på mere.

- Vi er så heldige, at det, der bliver italesat, nu er CO2-negative eller CO2-venlige fødevarer og bæredygtighed - og dér passer tangen rigtig godt ind. Vi arbejder med tre parametre: seks af FN's verdensmål, bæredygtigheden og CO2-regnskabet, siger Claus Marcussen.

Ingen spildprodukter

- Når vi høster tangen, så gror den ud igen. Den renser vandet og bringer nyt dyreliv til området. Vi overhøster ikke noget, og det tang, man sætter ud, gror meget hurtigere end træerne. Det vil folk gerne have friskt - og det, vi ikke sælger, kan vi tørre, som man gør med krydderurter, så der er ingen spildprodukter, uddyber han.

- Folk snakker om at plante træer, men faktisk burde de hellere plante tang. Tang optager CO2 tre gange hurtigere end træer og optager mere, end den afgiver. Og når vi hverken vander eller bruger maskiner til at høste, så bliver det en CO2-negativ fødevare.

Tangfarmen blev først etableret i november sidste år med Kystdirektoratets blåstempling efter en 15 måneder lang behandlingsproces og to gange på ministerens bord, før tilladelsen kom i hus. Men det var det hele værd, da forskere fra DTU Aqua og tangkolleger stimlede sammen og hjalp far og søn med at høste spandevis af sukkertang.

Den første høst af tang på line nogensinde i Odsherred.

  • ErhvervSjælland

    ErhvervSjælland

  • Erhverv Nordsjælland

    Erhverv Nordsjælland

  • Erhverv Vestegnen & Sydkysten

    Erhverv Vestegnen & Sydkysten




Har du ændret dine indkøbsvaner i forbindelse med coronakrisen?