20. januar 2021
Hos Dansk Køkkenrenovering har ægteparret Lise og Johnny Andersen rigtig travlt. De oplever, at mange sjællændere bruger penge på køkkener nu, hvor de for eksempel ikke kan tage ud at rejse.
gallery icon

Se billedserie

Hos Dansk Køkkenrenovering har ægteparret Lise og Johnny Andersen rigtig travlt. De oplever, at mange sjællændere bruger penge på køkkener nu, hvor de for eksempel ikke kan tage ud at rejse.
Foto: Thomas Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hvorfor smide køkkenet ud når en renovering kan være nok?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvorfor smide køkkenet ud når en renovering kan være nok?
Erhverv - 14. december 2020 kl. 06:45

Af Lars Kimer
Foto: Thomas Olsen

Når pengene ikke kan brændes af på en tur til Tenerife, så kan man eventuelt fyre dem af på en renovering af køkkenet, for der er ikke nødvendigvis nogen grund til at købe nyt. Det ved Lise og Johnny Andersen fra Gadstrup mellem Roskilde og Solrød alt om. I 28 år har de renoveret køkkener under navnet Dansk Køkkenrenovering, og ægteparret har travlt.

- Der gik to-tre uger, efter at coronaepidemien var brudt ud, så fik vi helt vildt travlt. Det, vi hører fra folk, er, at de jo ikke kan bruge deres penge på de ting, de plejer, typisk rejser. Så nu bruger de dem på ting, der kan forsøde deres hverdag hjemme i deres bolig, siger Johnny Andersen.

En del billigere
Men hvorfor få renoveret sit køkken, når man bare kan købe et nyt? Pris er naturligvis en ting. Ifølge Johnny og Lise Andersen er det væsentligt billigere, cirka 50 procent billigere end at købe nyt køkken, nævner de to.

- Selvfølgelig er det en anden pris, når man renoverer. Men der er også et par ting, som køberne ikke nødvendigvis tænker over ved at vælge renoveringen. Hvis man river hele køkkenet ud, så skal man også lovliggøre el-installationer, man kan komme til at lave gulv om og måske også vvs. De ting slipper man i nogen grad for med en renovering. Man skal dog stadig have en elektriker og en vvs'er til at lave det arbejde, hvis en renovering påkræver det, siger hun og fortsætter;

- Og så er det jo lidt mere grønt. En renovering begrænser trods alt vores forbrug af ressourcer, siger hun.

Skuffer et hit
Og hvad går en renovering så typisk ud på?

- Vi laver rigtigt mange skuffer i øjeblikket. Folk vil ikke længere have et køkken, hvor man skal ned på knæ for at rode efter ting bagerst i et skab. Så kan man i stedet sætte skuffer ind, som kan trækkes ud, og man kan på den måde lettere komme til sine ting. Men vi laver også bordplader med underlimede vaske, og er din køkkenvask nedfældet, ikke underlimet, så kan vi også genbruge den, lyder det fra Lise Andersen.

Lise Andersen fremviser herefter en speciel skabsside, som bruges til specielle skabe og skydedørsopbygninger.

- Vi laver da også kabinetter på specielle dybdemål. Derfor har vi fået specialfremstillet en kabinet/skabs-side med mange huller i, så den let kan tilskæres på specialmål, siger hun.

Dansk Køkkenrenovering har i mange år ligget i Store Valby lige nord for Roskilde, men når vi åbner lågen til det nye år, så er adressen flyttet til Solrødvej 6 i Snoldelev ved Gadstrup, seks minutter i bil fra både Holbæk- og Køge Bugt-motorvejen, og anden lørdag i januar vil deres nye showroom stå færdigt og åbne for første gang.

Se showroomet
Typisk begynder en handel hos Dansk Køkkenrenovering i showroomet.

- Vi anbefaler folk at kigge ind for at se, hvad vi kan. Derefter kommer vi på besøg og ser det køkken, som kunden har nu, så vi kan tale os ind på, hvad der konkret skal laves, fortæller Johnny Andersen, som understreger, at det også hænder, at de anbefaler kunderne at købe nyt køkken.

- Vi vil ikke have kunder, der kaster gode penge efter dårlige, siger Johnny Andersen.

Fire-seks uger efter, at ordren er indgået, bliver de nye køkkendele leveret og monteret.

- Vi laver selv alle delene her på værkstedet, siger Johnny Andersen og viser rundt i et rum med to store maskiner, en sav og en maskine, som kan kantlime. Der er forbavsende rent. Det skyldes ikke kun flytningen.

- Vi prøver at holde rent og pænt. Det kan vi godt lide. Rene linjer arbejder vi bedst med, siger han.

Hverken Lise eller Johnny Andersen er i øvrigt uddannet tømrer eller snedker. Johnny Andersen skulle godt nok have været tømrer, men blev først kommis.

- Jeg er uddannet til at arbejde i forretning. Men vi har hænderne skruet rigtigt på, og vi forstår os på godt håndværk - og det har vist sig at være godt i forhold til det, vi laver, siger Lise Andersen.

Hele Sjælland
Kunderne ligger i øvrigt over hele Sjælland, så ægtearret prøver at planlægge lidt efter geografien for at nå mest muligt. I denne uge er det det nordlige Sjællands tur: Hornbæk, Fredensborg, Roskilde, Veddelev og Vanløse.

- I næste uge kører vi mod Holbæk og Odsherred, siger Johnny Andersen.

Ægteparret er ikke i tvivl om, hvad der holder firmaet kørende.

- Vi har accepteret, at det her er en livsstil. Det er vores liv at yde rådgivning og service, og de to ting går aldrig af mode, siger Lise Andersen.

Selv om firmaet hedder Dansk Køkkenrenovering, så renoverer Lise og Johnny også badeværelsesmøbler og garderobeskabe.

  • ErhvervSjælland

    ErhvervSjælland

  • Erhverv Nordsjælland

    Erhverv Nordsjælland




Er det en god idé at indføre bøde eller straf, hvis man ikke vil gå i isolation efter en udlandsrejse?