29. oktober 2020
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hver tredje revisor oplevede snyd med milliardstore hjælpepakker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hver tredje revisor oplevede snyd med milliardstore hjælpepakker
Erhverv - 18. september 2020 kl. 11:08

Fusker-virksomheder og uærlige selvstændige har angiveligt fyldt lommerne med skattekroner, da politikerne i foråret slog hul i statskassen for at tilbyde nødlidende virksomheder corona-hjælp.

Næsten hver tredje revisor - 29 procent - har oplevet, at en eller flere virksomheder forsøgte at misbruge penge fra staten. Penge som skulle bruges til, at danske selskaber kunne betale for husleje, vand og varme. Det viser en undersøgelse foretaget af Danske Revisorer, skriver Fagbladet 3F.

Charlotte Jepsen, administrerende direktør i Danske Revisorer, er ikke overrasket over, at de milliard-store hjælpepakker frister svage sjæle.

- I den nuværende situation, hvor politikerne har ønsket, at pengene kommer hurtigt ud for at redde virksomheder og arbejdspladser, er risikoen for misbrug stor, siger hun.

Undersøgelsen viser også, at halvdelen af revisorerne har oplevet, at virksomheder spekulerer i at omgå reglerne, så de lever op til ordlyden, men ikke ånden i hjælpepakkerne.

I alt har staten givet mere end 22 milliarder kroner i hjælpepakker til blandt andet virksomheder, selvstændige og freelancere, viser de seneste tal fra Erhvervsstyrelsen.

Revisorerne har kun undersøgt forsøg på misbrug af de penge, som er givet til virksomhedernes faste omkostninger. Det skyldes, at kun udbetalinger fra den hjælpepakke kræver, at virksomheden lader sig kigge over skulderen af en revisor.

Ansøgninger til de øvrige hjælpepakker - eksempelvis til at betale løn eller understøtte selvstændige ? kan sendes uden, at en revisor har så meget som kastet et blik på tallene i ansøgningen.

- Vores undersøgelse tyder på, at der med stor sandsynlighed også sker misbrug af de andre hjælpepakker, siger Charlotte Jepsen.

I alt har 546 revisorer deltaget i undersøgelsen.

Charlotte Jepsen erkender, at det på baggrund er undersøgelsen er svært at sige noget præcist om omfanget af snyd med hjælpepakkerne.

- Men ser vi på Skats egne tal, siger de, at omkring 10 procent af de små og mellemstore virksomheder bevidst snyder i skat, siger Charlotte Jepsen med henvisning til Skats seneste rapport om selskabernes regelefterlevelse.

Hun understreger dog, at rapporten også viser, at langt de fleste virksomheder er lovlydige.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) siger i et skriftligt svar, at det er »helt uacceptabelt at snyde med hjælpepakkerne«.

- Regeringen ser med stor alvor på dem, der forsøger at misbruge ordningerne. Derfor har det hele tiden været vigtigt, at vi på den ene side får hjælpen ud til virksomhederne hurtigst muligt, men samtidig også undgår svindel, siger Simon Kollerup i svaret.

Han mener, at rundspørgen blandt revisorerne viser, at kravet om revisorerklæring på kompensationsordningen for faste omkostningerne er med til at dæmme op for snyd.

- Derudover har vi sammen med Folketinget firedoblet straffen for svindel med ordningerne og vi har afsat i alt 50 mio. kr. i 2020 og 2021 til indsatsen mod svig med ordningerne i Erhvervsstyrelsen, siger ministeren.

  • ErhvervSjælland

    ErhvervSjælland

  • Erhverv Nordsjælland

    Erhverv Nordsjælland

  • Erhverv Vestegnen & Sydkysten

    Erhverv Vestegnen & Sydkysten




Bliver du påvirket af overgangen til vintertid?