19. oktober 2018
Flyselskabet Vueling skylder danskere mere end én million kroner, efter at det har tabt sager om manglende kompensation ved forsinkelser og aflysninger.
Flyselskabet Vueling skylder danskere mere end én million kroner, efter at det har tabt sager om manglende kompensation ved forsinkelser og aflysninger.
Foto: Paul Hanna/arkiv/Reuters
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Flyselskab skylder danskere million: Fogeden venter i lufthavnen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Flyselskab skylder danskere million: Fogeden venter i lufthavnen

Det spanske flyselskab Vueling er mandag 27. august indkaldt til møde i fogedretten i Københavns Lufthavn.

Opdateret 04. august 2018 kl. 05:02
Erhverv - 04. august 2018 kl. 05:00
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Siden 2014 har det spanske flyselskab Vueling tabt flere end 70 sager, hvor danske kunder har krævet kompensation for aflyste og forsinkede fly.

Flyselskabet har dog ikke betalt de mere end én million kroner, som det ifølge flyforsinkelse.dk, der repræsenterer kunderne, skylder.

Nu skal Vueling møde op i Københavns Lufthavn mandag 27. august klokken 08.30 til møde i fogedretten, viser flere indkaldelser, Ritzau har set.

Fogedretten ved Københavns Byret har ikke tidligere foretaget fogedsager i Københavns Lufthavn, oplyser dommerfuldmægtig Jesper Kirstein.

Pr og marketing manager Line Jensen fra flyforsinkelse.dk fortæller, at det ikke har været muligt at indkassere pengene på egen hånd.

- Det har været en udfordring, at Vueling ikke har haft kontor i Danmark, så vi ikke har kunnet opsøge dem på en adresse. Derfor er de blevet indkaldt til Københavns Lufthavn i stedet, siger hun.

Hun fortæller, at datoen for fogedsagen er valgt, fordi selskabet der har fire flyafgange.

- Vores advokat og fogeden vil så tage udlæg i det, de har af værdi på flyet. Hvis det er leaset, kan de ikke tage selve flyet, men så må vi gøre det i byttepenge og de toldfrie varer, de har om bord, siger Jensen.

Dommerfuldmægtig Jesper Kirstein udtaler sig ikke om konkrete sager. Han fortæller, at man ved sådan et møde, som Vueling er indkaldt til, først finder ud af, hvor meget der skyldes, og om skyldneren kan betale.

Kan selskabet ikke det, skal det redegøre for sine økonomiske forhold. Ejer det aktiver, der kan stilles i sikkerhed, kan der foretages et såkaldt udlæg i aktivet.

- Bliver der foretaget udlæg i for eksempel et fly, kan det i sidste ende blive solgt på tvangsauktion, hvis skyldneren ikke betaler, forklarer han.

Hvad der konkret sker i sådanne sager afhænger blandt andet af, hvad rekvirenterne - dem, der har penge til gode - beder om.

- Om vi vil holde på flyet, afhænger af, hvad rekvirenterne anmoder om. De kan anmode om, at der bliver foretaget rådighedsberøvelse af aktiverne efterfølgende.

- Det er svært at sige noget om, hvad der konkret kommer til at ske. Det kan jo også ske, at skyldnerne betaler, og så er sagen jo sådan set afsluttet, siger Kirstein.

Vueling er hverken telefonisk eller skriftligt vendt tilbage på Ritzaus henvendelser for en kommentar.

  • ErhvervsAvisen Sjælland

    ErhvervsAvisen Sjælland

  • Erhverv Nordsjælland

    Erhverv Nordsjælland

  • Erhverv Vestegnen & Sydkysten

    Erhverv Vestegnen & Sydkysten