15. november 2019
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: FAKTA: Derfor kan du nu opleve negativ rente på opsparingen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

FAKTA: Derfor kan du nu opleve negativ rente på opsparingen

Din rente i banken er bestemt af, hvad renten er i Nationalbanken. Forstå hvordan det hænger sammen her.

Erhverv - 23. oktober 2019 kl. 08:29
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Er du privatkunde i Ringkjøbing Landbobank, Jyske Bank eller Sydbank, kan du risikere at skulle betale for at lade banken passe på din opsparing.

Historisk har man ellers altid fået en rente på sit indeståender i banken, men de seneste år har renten været helt nede på eller lige over nul procent.

Men hvad er forklaringen på, at det overhovedet er en mulighed at skulle betale for at have penge stående i banken. Læs mere her:

* Renten på din bankkonto er delvist styret af, hvad renten er hos Nationalbanken, der er bankernes bank. I sidste ende er det dog den enkelte bank, der bestemmer renten på bankkontoen.

* Renten er på minus 0,75 procent hos Nationalbanken - det laveste nogensinde - og det betyder, at det koster de almindelige banker at have deres overskydende penge - som stammer fra privatkunder og virksomheders opsparinger - stående hos Nationalbanken.

* Nationalbankens rente er igen delvist styret af renten hos Den Europæiske Centralbank, som er centralbank for lande i eurozonen.

* Danmark har fastkurspolitik for kronen i forhold til euroen - som skal ligge i et spænd mellem 729 og 763 kroner for 100 euro. For at leve op til politikken er Nationalbanken nødt til at lægge sig tæt på ECB's rente.

Hvis renten i Nationalbanken for eksempel er markant højere end i ECB, vil det vil være mere attraktivt at købe danske kroner i stedet for euro, og det vil betyde, at kronen vil stige i kurs og risikere at komme ud af det spænd.

* Renten har været på nul procent eller negativ hos ECB siden 2012, og billedet har været nogenlunde det samme hos Nationalbanken.

* Grunden til at ECB overhovedet har indført negative renter, er, at banken har som mål at sikre en løbende inflation på to procent i eurozonen og understøtte økonomien.

Efter finanskrisen har ECB løbende sat renten ned for at sende inflationen op og sparke gang i væksten. De negative renter skal tilskynde banker til mere udlån, hvilket igen skal skabe vækst i økonomien.

* Indtil i starten af 2019 var forventningen blandt økonomer og banker, at tiden med negative renter lakkede mod enden.

Men aftagende vækst i verdensøkonomien og forhold som handelskrigen mellem USA og Kina samt usikkerhed om brexit har fået ECB til at udskyde planerne om at sætte renten op. I september blev renten dermed sat ned til et rekordlavt niveau på minus 0,50 procent.

* Siden 2016 har erhvervskunder i mange danske banker betalt negative renter på opsparinger, mens privatkunder har været friholdt.

Kilder: Nationalbanken, Jyske Bank, Ritzau.

  • ErhvervSjælland

    ErhvervSjælland

  • Erhverv Nordsjælland

    Erhverv Nordsjælland

  • Erhverv Vestegnen & Sydkysten

    Erhverv Vestegnen & Sydkysten