18. oktober 2019
Bådebygger Bjørn-Erik Svenlin på toften i træjollen »Muggi« af typen limfjords-sjægt. Den har ligget i vand for at blive tæt og skal nu kalfatres.
gallery icon

Se billedserie

Bådebygger Bjørn-Erik Svenlin på toften i træjollen »Muggi« af typen limfjords-sjægt. Den har ligget i vand for at blive tæt og skal nu kalfatres.
Foto: Per Christensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: En multi-håndværker på havnen i Rørvig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En multi-håndværker på havnen i Rørvig
Erhverv - 20. juni 2019 kl. 06:50
Af Stefan Andreasen Foto: Per Christensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

En gammel, orange Fiat-traktor står som et vartegn, et trækplaster, på Rørvig Havn. Ikke mindst børnene er vilde med den rustne traktor, der virker som en magnet på dem.

- Om sommeren er der 50 børn oppe og sidde i den hver dag, fortæller bådebygger Bjørn-Erik Svenlin med et stort smil.

Han bruger traktoren til at trække bådvognen med både ind og ud af sit værksted i Rørvig Bådebyggeri og til at sætte dem i vandet på slæbestedet. Bjørn-Erik Svenlin har også en gammel, rusten Nuffield-traktor, der aktuelt har bugseret den klinkbyggede træjolle »Muggi« - af typen limfjords-sjægt - i vandet, hvor den skal suge vand, så den igen kan blive tæt.

- Den har været på land i fire-fem år, hvor træet tørrede helt ud, så den blev utæt. Ejeren har gået og lavet nyt dæk til den, og nu skal jeg så lave det sidste færdigt og få den tæt igen. Den har ligget her i havnen i to uger, og nu begynder det at hjælpe. Da jeg kørte den i vandet, gabte den næsten en tomme mellem plankerne og tog masser af vand ind. Men egetræet skal bruge lang tid til at svulme op, så båden kan blive tæt igen, forklarer bådebyggeren.

Han har hevet den gamle kalfatring ud - bomulds-pakningen i mellemrummene (nåderne) mellem plankerne - og er nu tæt på at kunne slå ny kalfatring i, så den smukke træjolle bliver vandtæt.

- Hvis træet er for tørt, når man kalfatrer, vil træet sprække, når den kommer i vandet, fordi træet svulmer op. Så man skal kende det rigtige tidspunkt, forklarer bådebyggeren.

Limfjords-sjægten skal rigges med fok og topsejl. Desuden udstyres den med en ældre syv hestes motor, som bådebyggeren skal lægge i på værkstedet. Ud over »Muggi« har Bjørn-Erik Svenlin glasfiber-jollen »Anne-Lise« til reparation.

- Den har været gået på grund og skal have repareret kølen i glasfiber, fortæller bådebyggeren.

Ved siden af »Anne-Lise« står hans egen båd, der minder om den smukke østersøkrydser inde på værkstedet og også er bygget på værft i Stockholm i 1940'erne. På grund af travlhed i enkeltmandsfirmaet har bådebyggeren ikke tid til at renovere stævnen på sit eget skib - det er blevet et »projekt«. Østersøkrydseren derimod har fået ny fenderliste på mahogni-dækket, al lak er skrabet af, og dækket er lakeret igen. Også masten er renoveret og lakeret.

Bjørn-Erik Svenlin arbejder også på juniorbåden »Perle« på værkstedet - den skal have skiftet alle fem gennemtærede kølbolte i jern ud med syrefaste bolte. De har ikke været skiftet, siden den blev bygget, så de er godt rustne og skal bankes løs med en mukkert. Først skal man have hugget de lommer fri, som boltene sidder i - muret inde i beton, forklarer Bjørn-Erik Svenlin.

Han kender juniorbåden »Perle« som sin egen bukselomme - han har passet den i 12 år, nu med tredje ejer.

Bjørn-Erik Svenlins værksted i Rørvig Bådebyggeri bærer præg af, at en bådebygger skal kunne noget indenfor samtlige håndværksfag - tømrer, snedker, møbelsnedker, rør- og blik, finmekanik, værktøjsmager, smed, mekaniker og elektriker.

- Og der skal jo bruges særligt værktøj til det hele. Det er vildt, så meget værktøj der skal til, siger bådebyggeren og kigger sig omkring på værkstedet, hvor tavlerne bugner, blandt andet en særlig afdeling med skrue­tvinger.

De anbringes tæt for at opnå det helt rigtige tryk på træet under limningerne.

En vrangbue bruges til at måle op til udskiftning af spanter - ribbenene, der går på tværs af skibets køl. Vrangbuen har han selv konstrueret som specialværktøj, en slags »kæde« med træ-led.

- En del af værktøjet må man lave selv, siger Bjørn-Erik Svenlin og viser et værktøj med en flytbar libelle - glasrøret på et vaterpas, indeholdende ethanol og en lille luft- blære.

- Der er jo ikke noget, der er i vater på et skib, fastslår han.

Den flytbare libelle bruges blandt andet, når man skal lave de rigtige hakker i spanterne på en klinkbygget båd.

Ud over renovering og reparationer af både - flest private lystbåde, ikke så mange erhvervsbåde - fremstiller Bjørn-Erik Svenlin også spækbrædder, skæfter til køkkengrej, knagerækker, bogreoler, lounge-borde og andre designede brugsting, samt dele til designermøbler i samarbejde med Møbelpolstreren i Rørvig og billedskærerarbejde til huse.

Han har bygget badebroer, bænke til Rørvig Mølle, otte træ-hytter til Rørvig Havn på værkstedet og kørt dem ud med gaffeltruck, han har bygget havnens maste-stativ og hele syd-broen og har for kommunen flyttet Grillhuset.

Når lystbådene ikke kan komme til ham på værkstedet på Rørvig Havn rykker han ud i sit rullende værksted - en nyindkøbt rød varevogn - til havnene i Nykøbing Sj., Gilleleje, Hundested, Lynæs, Holbæk, Kalundborg og Korsør.

  • ErhvervSjælland

    ErhvervSjælland

  • Erhverv Nordsjælland

    Erhverv Nordsjælland

  • Erhverv Vestegnen & Sydkysten

    Erhverv Vestegnen & Sydkysten