9. april 2020
Michael Bøgeskov har tidligere været selvstændig erhvervsdrivende, men nu stortrives han i rollen som erhvervskonsulent hos Ejner Hessel i Næstved. Foto: Simon Ydesen
gallery icon

Se billedserie

Michael Bøgeskov har tidligere været selvstændig erhvervsdrivende, men nu stortrives han i rollen som erhvervskonsulent hos Ejner Hessel i Næstved. Foto: Simon Ydesen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Bøgeskov og biler blev et match

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bøgeskov og biler blev et match
Erhverv - 16. februar 2020 kl. 19:21
Af Simon Ydesen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

- Skal jeg ikke lige rydde lidt op?

Spørgsmålet kommer fra Michael Bøgeskov, da han skal interviewes med det formål at blive klogere på, hvad en bilsælger anno 2020 får sin arbejdsdag til at gå med.

Han er ansat som erhvervskonsulent hos Ejner Hessel i Næstved. Med andre ord er han velbevandret i Mercedes' udvalg af varebiler.

Det er nu ikke, fordi kontoret på nogen måde er rodet. Skrivebordet bærer på samme tid præg af travlhed og ordenssans. Der ligger en stak ordrepapirer, som indikerer, at Michael Bøgeskov i hvert fald ikke keder sig, når han sætter sig ned foran arbejdscomputeren.

- Der er meget at holde styr på i forbindelse med et salg. Det er en længere proces, der går i gang, når salget er faldet på plads. Uden at det skal lyde arrogant, så er selve salget faktisk den lette del af arbejdet, fordi der er så meget praktisk og administrativt, der skal holdes styr på, fra salget er en realitet, til bilen er leveret hos kunden, forklarer Michael Bøgeskov.

- Der skal koordineres med værkføreren, opbyggeren, foliemanden, som skal sørge for de rette logoer på bilen. Bilen skal undervognsbehandles, klargøres, have plader og meget andet, så der er meget administrativt, og her skal jeg være tovholder på alle de delopgaver, inden bilen havner hos kunden, siger Michael Bøgeskov.

Bred baggrund
Inden jobbet som bilsælger kom på tale, havde Michael Bøgeskov arbejdet i en trælast, hvor han også blev uddannet. I en årrække drev han sammen med Christian Greve flere diskoteker - mest kendt er det hedengangne Karen Maren i Næstved. Da det kapitel var skrevet til ende, blev det til et job hos Elgiganten i Slagelse som erhvervssælger, men det er hos Ejner Hessel, at Michael Bøgeskov siden august 2017 for alvor har fundet sig til rette. Her er der tale om et match, hvor ordet arbejdsglæde er nærliggende at bringe i spil.

- Da jeg var til jobsamtale, lagde jeg ikke skjul på, at Ejner Hessel sagtens kunne finde en 22-årig sælger med langt mere forstand på produktet, end jeg havde, siger Michael Bøgeskov, der til gengæld kunne byde ind med noget andet.

- Omvendt mener jeg, at jeg har en ballast, der gør mig i stand til at tale tingene godt igennem med direktøren for den store virksomhed såvel som ejeren af en enkeltmandsvirksomhed. Jeg skulle lære noget om bilerne, men det var så op til virksomheden at lære mig det. Selve kommunikationen kunne jeg, og heldigvis fik jeg chancen for at bevise det, siger Michael Bøgeskov.

Flyvsk arbejdsdag
Det store spørgsmål er imidlertid, hvad får han arbejdsdagen til at gå med?

- Det er meget flyvsk. Jeg sidder ikke bare og venter på, at telefonen ringer med en potentiel kunde i den anden ende af røret. Det er ud at møde folk til kaffemøder, hvor det er muligt. Det gælder både det opsøgende salgsarbejde, men det gælder også kundeplejen af de eksisterende kunder. Det kan til tider godt være svært at fange mig på kontoret, for jeg har det bedst ude i marken, hvor jeg kan så et frø, der senere kan høstes i form af et salg, siger Michael Bøgeskov.

Hvor det for en bilsælger til private kunder fortsat er meget relevant at gå på job i weekenden, så er det ikke helt tilfældet for en erhvervssælger som Michael Bøgeskov.

- Mange af de kunder, jeg har, arbejder jo selv typisk mandag til fredag. Det bliver til et par demodage i ny og næ i weekenden, men ellers er det mest i hverdagene, at jeg arbejder, siger Michael Bøgeskov.

Smart-i-en-fart er død
Som en hver anden god sælger med respekt for sig selv er Michael Bøgeskov fyr og flamme, når et salg er i hus.

- Det er en fed fornemmelse at gå fra et møde med en ordre i hus. Det giver et kick, som jeg tror, at enhver sælger kan nikke genkendende til. Det er jo en form for anerkendelse. Det fedeste er at sidde og putte papirerne i en salgsmappe, siger Michael Bøgeskov.

Der er dog én ting, der topper et salg.

- Når kunden kommer igen med en ny bestilling. Det er det fedeste, fordi det er et tegn for mig på, at jeg har gjort mit arbejde godt. Det handler ikke om, at jeg skal proppe en bil ned i halsen på en kunde. Det handler om at gøre kunden tilfreds, så er der en kunde, der ringer og siger: Jeg skal bruge en bil mere, er det bare fedt, siger Michael Bøgeskov.

Der florerer en del fordomme om bilsælgere, men dem vil Michael Bøgeskov gerne gøre op med.

Der er ikke nogen genvej til et salg i dag, og de eventuelt brodne kar har derfor umulige arbejdsbetingelser i dagens bilbranche.

- Nu er min erfaring i branchen ikke vanvittig lang, men den er dog indgående nok til, at jeg med ro i sindet kan sige, at du kan ganske enkelt ikke komme sovende til noget i den her branche. Folk stiller krav og er meget kvalitetsbevidste, så du skal bakke dine ord op med handling og troværdighed, ellers er der bare ikke nogen handel. Det er meget simpelt, så tidligere tiders smart-i-en-fart-typer findes ikke mere, siger Michael Bøgeskov.

  • ErhvervSjælland

    ErhvervSjælland

  • Erhverv Nordsjælland

    Erhverv Nordsjælland

  • Erhverv Vestegnen & Sydkysten

    Erhverv Vestegnen & Sydkysten