21. oktober 2020
Zoles er stiftet og ejet af far og datter. Per Lisberg og Cecilie Lisberg Holst. Foto: Kenn Thomsen
gallery icon

Se billedserie

Zoles er stiftet og ejet af far og datter. Per Lisberg og Cecilie Lisberg Holst. Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 3D-printeren laver indlægssålerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

3D-printeren laver indlægssålerne
Erhverv - 06. oktober 2020 kl. 13:24

Fremtidens skobutik. Det er et sted med lækkert interiør, hvor du kan se og prøve sko, men også et sted, hvor du designer din egen sko, så de er tilpasset dine fødder, sådan beskriver Cecilie Lisberg Holst sin vision for fremtidens skobutik.

arrow Læs også: Robotten hedder Zola

Og hun er som iværksætter og grundlægger af virksomheden Zoles i Espergærde allerede i fuld gang med at gøre visionen til virkelighed.

Hos Zoles er 3D-printeren hver dag i gang med at producere individuelle indlægssåler til kunderne, men lad os begynde iværksætterhistorien med Cecilie Lisberg Holst, for hvordan er den 34-årige kvinde blevet frontløber i 3D-teknologi og hvordan kom hun på ideen med at koble teknologien med produktet indlægssåler?

- Jeg har altid været en technørd. Min far var ansat i CSC, så jeg var en af de første i klassen, der fik min egen computer. Jeg var hurtig til at oprette profiler rundt omkring på de forskellige medier, jeg spillede strategispil, og jeg har programmeret siden jeg var teenager, fortæller Cecilie Lisberg Holst.

FAKTA
  • Cecilie Lisberg Holst
  • 34 år
  • Uddannet digialt konceptudvikler og markedsføringsøkonom.
  • Har gået på London School of Fashion
  • Vinder af Young Entrepenuer of the Year mikrolegat i 2015.

- Jeg har altid vidst, at jeg skulle arbejde med teknoogi, men at det blev sko og skosåler i 3D, det lå ikke lige i kortene dengang og så alligevel, fortæller Cecilie Lisberg Holst.

Mode og det digitale

For uddannelsesvejen gik blandt andet via London School of Fashion til Køge, hvor titlen digital konceptudvikler kom på eksamensbeviset, men allerede under uddannelsen fik Cecilie Lisberg Holst ideen til sin virksomhed, og den ide fik sit første skub mod virkeligheden, da hun vandt »Young Entrepeneur of the Year«. Præmien blev den startkapital, der skulle til for at komme i gang. Cecilie kom i praktik i sin egen virksomhed sammen med en medstuderende. De ville programmere sig til et produkt, der kunne disrupte markedet for indlægssåler, fortæller Cecilie Lisberg Holst, der i dag ejer Zoles sammen med sin far Per Lisberg.

Noget fra Østtyskland

- Ingen af os havde forstand på skoproduktion eller fødder, men vi ville være med til at skabe fremtiden indenfor sko, og den måde man producerer sko på, så vi startede med indersålen, fortæller Cecilie engageret og fortsætter:

- En typisk indersål er et olddnordisk produkt. Et par såler koster let 2000 kroner, og de ligner noget, der er produceret i det gamle Østtyskland, de passer ikke til ens sko, og de har begrænset holdbarhed.

Foden scannes og oplysninger om ens fødder tastes ind i robotten, Zola, der derefter diagnosticerer ens skavanker og designer en sål, som retter op på fodstillingen.Cecilie Lisberg Holst og hendes team har udviklet programmet bag Zola, som er en robot med kunstig intelligens (AI). Foto: Kenn Thomsen

Zoles er designet til at slå traditionelle indlægssåler af banen på alle parametre. Prisen må ikke overstige prisen på en god sko, det vil sige omkring 900 kroner, og kvaliteten skal være bedre end i dag, hvor en traditionel sål kan miste sin pasform i løbet af otte-ni måneder. Løsningen er plastikmaterialet, TPU, som springer tilbage i sin oprindelige form efter brug, og der kan holde i mere end fire år.

- TPU er det perfekte materiale, konkluderer Cecilie Lisberg Holst.

- Mennesker lever længere og vil gerne være aktive så længe som muligt, så vi vil med Zoles gerne udskyde de problemer, der kommer fra fødderne ved at lave noget, der forbedrer kundens gang, siger Cecilie Lisberg Holst.

Her er et par såler ved at blive printet men i starten af coronakrisen omstillede Zoles produktionen, for at printe visirer. Foto: Kenn Thomsen

I dag ved hun en hel del mere om fødder og såler efter at have kigge sko- og såleproducenter over skuldrene.

- Spanske og tyske skoproducenter lærte os om, hvor det giver mening at bruge 3D-teknologi. Vi lærte om anatomi og fødder og vi observerede, hvordan bandagister, fysioterapeuter og fodterapeuter arbejder med såler. De har hver deres måde at gøre det på. Vi har besluttet at finde vores vej.

Bæredygtigt

Det med at disrupte markedet for indlægssåler handler nemlig om mere end bare materialer, kvalitet og pris. Produktionen skal også være bæredygtig ved at foregå lokalt og tæt på kunderne.

- Hele pointen er, at produktionen ikke skal foregå i udlandet men foran kunden. Vi vil skabe vores egen vision om, hvordan markedet skal være, siger Cecilie Lisberg Holst og forklarer forretningsmodellen.

- Jeg vil lave noget, butikkerne i detailbranchen har råd til at tage ind. De køber vores program i abonnement for 25.000 kroner pr. år. Vi stiller vores setup op i deres klinik eller butik, så kunderne kan blive scannet der og sålerne også printes der. Det betyder, at en sportsbutik eller en fodterapeut kan producere et sæt såler til 300,- ex moms. Der skal ikke sælges mere end syv sæt såler om måneden, så er man i nul. Vi sælger selv noget mere bare på en weekend, fortæller Cecilie Lisberg Holst, der er overbevist om, at 3D-teknikken kan blive et trækplaster for en butik.

- Man booker tid, bliver scannet, taster sine data ind, og så er sålen klar et par dage efter. Det er bæredygtigt, når det er produceret lokalt, og når sålerne er designet individuelt til dig, så vil du passe bedre på dem, og de har dermed længere levetid.

Når sålerne er printet får de et cover og så er de klar. Foto: Kenn Thomsen

Mødte modstand

Der har dog også været nogle bump på vejen, inden Zoles nåede til, hvor forretningen er i dag.

- Alle påstod, at det ikke kunne lade sig gøre teknologisk. Vi søgte efter programmører i Bulgarien, Asien og Rusland, inden der pludselig var en fra Tyskland som meldte tilbage med et »Jeg tror godt, at vi kan«, fortæller Cecilie Lisberg Holst.

Og det kunne det. Efter to års udvikling af programmet var Zoles i gang, og efterhånden har 900 kunder fået printet deres individuelle indlægssåler hos Zoles, men i starten var det ikke let, at få investorerne i tale.

- Vi har fået støtte fra Innovationsfonden, Preseed Ventures og senest fra Vækstfonden, men der skulle noget »proof of concept« til, før de ville lege med os, siger Cecilie Lisberg Holst.

Investor Andreas Richard Møller har også bakket virksomheden op, og der er plads til flere investorer, nævner direktøren og fortæller videre om den opmærksomhed, som Zoles oplever udenfor Danmarks grænser.

- Vi kalder Danmark for vores testområde og satser på Spanien og Tyskland. I de lande er der en helt anden opmærksomhed på fødders sundhed. I Tyskland ligger der en sålemager på hvert et hjørne og fodboldspillere får for eksempel knap nok lov til at røre græsset, før deres fødder er tjekket, siger Cecilie Lisberg Holst.

Hos Zoles i Espergærde er der også en skobutik. - Som kvinde vil man også gerne gå i noget, der er pænt og lækkert, siger Cecilie Lisberg Holst, der selv har brugt indlægssåler siden hun var 13. Foto: Kenn Thomsen

Skavanker og forebyggelse

Kunderne deler sig op i tre grupper. Den største er kvinder over 40 år, som døjer med en nedsunken forfod og andre skavanker.

Så er der mænd over 50, typisk håndværkere, der har brug for god støtte i deres sikkerhedssko, og så er der gruppen med sportsfolk, ansatte i Politiet og Forsvaret både mænd og kvinder, der har brug for såler til en lang og aktiv arbejdsdag eller for at forebygge skader fra yndlingssporten.

- Når jeg ser på den første sål, vi lavede, så griner jeg. Vi prøvede et par gange, før vi synes den var acceptabel, men det slog mig hvor rart den føltes, siger Cecilie Lisberg Holst, der aldrig mere kunne drømme om at gå i sko uden sine egne såler.

- Vi har udviklet, udviklet og udviklet lige siden, supplerer hun.

De første testpersoner var familien og senere blev der søgt efter testpersoner i lokalområdet via en annonce i avisen.

- Da vi fik deres reaktion tilbage og den var positiv. Det var det bedste. Vi mødtes med dem to måneder efter, og de fortalte, at de ikke havde gået med andet siden, og de ikke kunne leve uden, så de måtte have et par mere. Der vidste jeg, at vi havde fat i noget, fortæller Cecilie Lisberg Holst.

FAKTA
  • Zoles ApS
  • Adresse i Espergærde
  • Filial i Odense
  • Producerer 3D-printede indlægssåler, der korrigerer brugerens fodstilling og forbedrer gangen
  • Stiftet i 2017
  • Stifter og ejere: Cecilie Lisberg Holst og Per Lisberg
  • 10 ansatte
  • I 2019 indstillet til det europæiske accelerationsprogram RobotUnion.
  • Hjemmeside: https://www.zoles.eu/

Virksomheden har nu ligget i Espergærde i tre år, så den er godt kendt i lokalområdet, men mange kommer også langvejs fra, fordi de har fået Zoles anbefalet af andre.

- Som iværksætter, så går du hele tiden og venter på det der ryk, som andre iværksættere fortæller om. Hvornår kommer det? Man synes, at kurven går for langsomt opad, men nu går den heldigvis noget mere lodret, konstaterer Cecilie Lisberg Holst med et smil.

- Og nu er det fodterapeuter, sportsbutikker og fitnesscentre, der ringer til os, fordi de ønsker at tage vores AI-kiosk ind. Det er ikke os, der jagter kunden.

Hun tror på, at Zoles bliver en del af fremtidens skobutik.

- Vi vil gerne have, at brandet Zoles bliver et kvalitetstempel i sig selv.

- Vi har teknologien, og såler kan også så meget mere. De kan tilføjes sensorer og strøm, så du for eksempel kan få zoneterapi via en app. Tænk, hvis du kunne give dig selv zoneterapi og fjerne hovedpinen eller menustrationssmerterne, fordi din sål kender dine personlige akupunkter, eller hvis sålen i fodboldstøvlen kan tracke dit fodboldspark. Det er de næste projekter, siger iværksætteren, der er klar til den nye del af sin virksomhedsrejse.

arrow Printede også værnemidler
06. oktober 2020 kl. 13:23 Opdateret: kl. 11:58

  • ErhvervSjælland

    ErhvervSjælland

  • Erhverv Nordsjælland

    Erhverv Nordsjælland

  • Erhverv Vestegnen & Sydkysten

    Erhverv Vestegnen & Sydkysten




Skal der være en forældelsesfrist for, hvor langt tilbage man kan rejse anklage om en krænkelse?