21. oktober 2019
Foto: Kim Rasmussen
gallery icon

Se billedserie

Foto: Kim Rasmussen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Veninder siger nej til ensomhed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Veninder siger nej til ensomhed
Egedal - 22. juni 2019 kl. 05:58
Af Casper Suk Thorlacius
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Ingen fortjener at føle sig ensomme, og alle har brug for venskaber og nogen at dele glæder og sorger med. Derfor har veninderne og kollegerne Jill Trolle og Helle Buck, som begge er uddannet sygeplejersker og arbejder sammen i Jill Trolles virksomhed Trolle Care, besluttet at skræddersy deres eget tilbud til mænd i alderen 65 plus, som er særligt udsat for fænomenet, og som initiativtagerne mener er for dårlige til at tage kampen op med den ensomme tilværelse.

- Ifølge Kommunernes Landsforening er det 22 procent af gruppen 65 plus, som ofte eller en gang i mellem føler sig ensomme. Det er i høj grad de enlige ældre, det drejer sig om, og ud af den gruppe er det mændene, der føler sig mest ensomme, forklarer Jill Trolle om baggrunden for hendes og Helle Bucks initiativ.

- Vi ved også, at man risikerer at få en række følgesygdomme, hvis man føler sig ensom. Mange rammes af depressioner, og mange får en usund livsstil, hvor de ikke får ordentlig mad, ikke får nok at drikke og måske ikke kommer til lægen, selv om der er tegn på, at det er nødvendigt, siger Helle Buck.

Det har Jill Trolle og Helle Buck i sinde at gøre noget ved, og midlet er god mad og fælles samvær.

Tre gange i løbet af sensommeren afholder de derfor gratis café på Helle Bucks gård Møllehøj i Søsum, hvor Helle driver café og dyrker alverdens grøntsager sammen med sin mand, og de hjemmedyrkede grøntsager bliver i høj grad omdrejningspunktet i det nye madfællesskab.

- Deltagerne skal være med helt fra starten. De skal være med til at grave kartoflerne op, lave maden, dække bordet og vaske op. Så kan det godt være, at der er nogen, som ikke har lyst til at lave mad, men så kan de tage et spil i kort eller lignende i caféen, mens maden bliver lavet, og så kan de tage opvasken bagefter, siger Helle Buck.

- Vi spiser sammen alle sammen, og maden er selvfølgelig vigtig, men det er samværet også. Det er vigtigt at understrege, at dette ikke skal være en sorggruppe, hvor man skal sidde og være trist. Det er tænkt som et tilbud, som skal skabe glæde, og det bedste, vi kan forestille os, er, at deltagerne efterfølgende har knyttet nogle bånd og bekendtskaber som kan udvikle sig til venskaber, siger Jill Trolle.

Makkerparret har allerede fået henvendelser fra interesserede, herunder også et ægtepar.

Og selv om tiltaget er tænkt som et forum for mænd, der føler sig ensomme, vil Jill Trolle og Helle Buck ikke vende tomlen ned, hvis der er par eller kvinder, der ringer.

- Alle, som føler sig ensomme, er som sådan velkomne, men vi håber, at det i første omgang primært bliver lokale, som kommer med, fordi det giver bedre muligheder for, at de efterfølgende kan mødes. Vi ved også bare, at der er en særlig stemning, og der bliver talt om nogle andre ting, hvis det kun er mænd, der er sammen, så det er det, vi satser på, tilføjer Jill Trolle.

Og når man nu er sygeplejerske helt ind til benet, er det jo oplagt, at man også tager sin faglighed med til den forhåbentlig fulde café.

- Det vil vi slet ikke kunne undgå. Når vi nu sidder der og hygger og sludrer, og hvis der så er en mand, der nævner, at han går og er lidt svimmel, så er det klart, at vi vil spørge lidt ind. Det er ikke en lægekonsultation, deltagerne kommer i, men hvis vi kan se, at det vil være hensigtsmæssigt at gå til lægen, vil vi da tale med gæsterne om det, siger Helle Buck.

Idéerne til, hvordan de to kvinder kan skabe en hyggelig oplevelse for ensomme mænd i Egedal, er mange.

Nu mangler de to blot nogle mænd.

- Vi håber, at der sidder nogle derude, som har lyst til at være med. Det vil være gratis de første tre gange, men vi har søgt fondsmidler til fortsætte og gerne gøre det flere gange om ugen, hvor man så kan betale for at være med. Kongstanken er, at vi på længere sigt kan hente deltagerne i bus, men de første gange skal de selv sørge for at komme hertil, siger Jill Trolle, som også lover, at der vil være rigeligt mad.

- Deltagerne får også en madpakke med hjem, så de har til dagen efter, så de også får noget ordentligt at spise dér.

Er man interesseret i at deltage, kan man ringe 70272034 eller sende en mail til trolle@trollecare.dk

FREDERIKSBORG AMTS AVIS
NYHEDSBREV TILMELDING

SE EKSEMPEL

Læs mere om vores privatlivspolitik på https://sn.dk/cookies.

Du kan altid afmelde nyhedsbrevet ved at klikke på "Afmeld nyhedsbrev" i de modtagne nyhedsbreve.
Nyhedsbrevet udkommer hver dag kl. 7.00 undtagen søndage.

grafik køb billede