Selv hvis en undersøgelse af det økonomiske grundlag for at sælge
Toftehøjskolen bekræfter, at der er sket fejlberegninger i den tocifrede million-størrelse, tyder meget lidt på, at Toftehøjskolens grund og lokaler igen kommer til at genlyde af børneleg og tabel-terperi.
Det forestående salg af Toftehøjskolen bliver efter alt at dømme ikke sat på pause, og der skal ikke elever tilbage til Toftehøjskolen.
Både borgmester Karsten Søndergaard (V) og formand for Planudvalget Ib Sørensen (S) holder nemlig fast i, at lukningen af skolen var en rigtig beslutning.
Overfor TV2Lorry tilkendegiver Karsten Søndergaard, at de beregninger kommunalbestyrelsen er blevet præsenteret for af to borgere, formentlig er korrekte. Men:
"Jeg vil gerne slå fast, at det var - og er stadig - en både god, klog og vigtig beslutning for vores børn i kommunen. De får langt bedre rammer for deres skoledag; de får fysiske rammer, der understøtter den læring, som vi arbejder med i vores pædagogik, og som ruster dem til at lære mest muligt. Det er jeg faktisk stolt af," lyder det i et en video på Karsten Søndergaards Facebookprofil.
Her fortsætter han:
"Jeg vil takke borgerne for at have fundet fejlene, som vi nu skal have belyst nærmere. Men den politiske beslutning om vore skoler er truffet. Når det er vigtigt for mig at få undersøgt fakta, er det selvfølgelig fordi det er vigtigt at kende de præcise økonomiske konsekvenser af vores beslutninger. Men de argumenter om, hvorfor vi traf beslutningen gælder stadig. Det er muligheden for at skabe gode læringsfællesskaber, hvor pengene anvendes til udvikling i stedet for vedligeholdelse af alle gamle bygninger."
Samme budskab lyder fra Ib Sørensen:
"Jeg kan ikke se, hvad det skal tjene til at sætte det på standby. Det er en politisk beslutning, der er truffet ud fra en samlet betragtning. Blandt andet indgår muligheden for, om der kan udbygges kvadratmeter til undervisning. På sigt er den bedste løsning ikke at have skole der, vi har et udviklingsteam i gang med at stå for en udviklingsplan, og vi mangler nu en lokalplan og en salgskontrakt," lyder det fra Ib Sørensen.
Samtidig stiller han spørgsmåltegn ved beregningerne, der nu ligger til grund for undersøgelsen af økonomien i projektet:
"Det kan gode være de har ret i, at der er fejl i beregningerne af antal kvadratmeter. Det kan også være, at kvadratmeter ikke bare er kvadratmeter, men at nogle kvadratmeter stammer fra bygninger, der reelt ikke har nogen værdi. Jeg ved det ikke. Men noget af det, jeg har hørt, virker som grebet ud af luften. Jeg sidder selv i bestyrelsen for fjernvarmeværket, og der kan jeg i hvert fald konstatere, at jeg på intet tidspunkt har hørt om tal i den størrelsesorden, som nu nævnes, og man står i forvejen med en gaskeddel, der alligevel skulle skiftes ud. Så samlet mener jeg ikke, beslutningen er belastet så meget, at vi skal lave den vurdering om," siger han til Lokalavisen.
Hos Det Konservative Folkeparti, der var blandt de partier der stemte for en lukning af Toftehøjskolen, siger Charlotte Haagendrup:
"Det er brand-ærgerligt, hvis der er tvivl om belægget for lukningen af Toftehøjskolen. Men nu må vi afvente og se hvad konsulentfirmaet når frem til. Hvis der er sået tvivl om det, er det selvfølgelig det rigtigste at få lavet nogle undersøgelser."
Hos Lokallisten Ny Egedal er holdningen klar.
Alt politisk arbejde, der er relateret til beslutningen om at lukke Toftehøjskolen, skal sættes på pause:
"Vi skal have fundet ud af, hvad der er op eller ned. Det er en beslutning, der er truffet på et ufuldstændigt grundlag, og derfor bør vi sætte det hele på pause. Både når det handler om flytningen af skydeklubben og udviklingsplanen for området, indtil vi har fuldstændig klarhed," lyder det fra Ulrik John Nielsen.
SF's enlige byrådsmedlem Jens Skov er også med på at tage pauseknappen i anvendelse. Han stemte i sin tid imod lukningen:
"Det er måske lidt let at sige, 'hvad sagde jeg.' Og det vil jeg da nok ogs sige nu. Dengang var jeg bekymret for, om det var en forhastet beslutning, og det har desværre vist sig awt værre korrekt. Jeg vil ikke lægge mig fast på noget som helst på nuværende tidspunkt, for det er heller ikke sikkert, det vil være en god ide at spole tilbage. Der er flere muligheder, men det er meget vigtigt, at det nu bliver grundigt og en trinvis proces, hvor man ved, om man har gyngende eller fast grund under fødderne i processen," siger han til Lokalavisen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her